Den vejfarendes bøn

”For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for.”

Matthæusevangeliet 7, 8

Det religiøse liv er i bevægelse. Gamle mønstre for religiøs tro og praksis udfordres i møder med en nok så mangfoldig religiøsitet i dele af det moderne liv.

Bønnen er også i bevægelse. Der findes måske netop gode grunde til at tænke mere åbent om bøn? Vi kan blandt andet tænke på det nyttige i at få troens liv fra hovedet og ud i livet. På den måde kan bøns- og trospraksis også komme med ud i hverdagen som en integreret del i hele vort liv. Med andre ord: bøn og tro i både ånd, sjæl og krop.

Det sker, at kirken og religiøst søgende mennesker har svært ved at forstå hinanden på dette område. Nogle finder, at troen er blevet for løs og religiøsiteten for frit svævende. Det giver anledning til et anstrengt forhold. I visse tilfælde med god grund.

Mit ærinde her er at understrege, at bøn også er for de vejfarende – dem, der er undervejs i livet og troens verden.

Den "årvågne københavner" (pseudonymet Vigilius Haufniensis i Kierkegaards "Begrebet Angest") hævder, at vi har brug for at blive befriet for både indesluttethed og stumhed. Befrielsen ligger i, at vi får talt med Gud – ikke som hans perfekte børn, der har styr på alting, men som dem, vi rent faktisk er. Med Gud kan vi tale ud. Vi kan rykke ud med sproget, som det understreges i samme bog. Jeg bliver først for alvor synlig for Gud og andre, når jeg taler med et bedende, oprigtigt hjerte.

Bøn er for spørgende, søgende, usikre undervejs-mennesker. Vi er mange, der hører til i den gruppe. Vi inviteres imidlertid alle til at hengive og overgive os til Gud. Han længes efter at være sammen med ethvert bedende menneske.

Treklangen "bed – søg – bank" i dagens bibelord lyder umiddelbart krævende, men den bedende beder sig ind i Guds vilje og omsorg. Den søgende opdager, at han finder – og bliver fundet. Den bankende lukkes der op for til Guds eget hjerte.

Jørn Henrik Olsen er forfatter, teolog, ph.d.

"Ordet" er Kristeligt Dagblads daglige bibelrefleksion.