Den hidsige debat om religiøse bederum har afsløret én ting: Religionskritikken på venstrefløjen er næsten ikke-eksisterende.
I denne uge har debatten om et af Dansk Folkeparti fremsat beslutningsforslag om forbud mod religiøse bederum på vores uddannelsesinstitutioner raset. Og jeg skal da godt nok love for, at der er blevet gået til den fra alle sider. Som de fleste, der har fulgt med, så er det ikke en let debat.
Især Socialdemokratiet er blevet angrebet fra både venstre og højre, fordi vi på den ene side mener, at uddannelsesinstitutioner ikke bør facilitere religionsudøvelse, og på den anden side ikke ønsker at stemme for Dansk Folkepartis forslag, fordi partiet målretter vedtagelsen efter udøvere af islam. Især fra Enhedslisten, Alternativet, De Radikale og dele af SF var der massiv kritik.
Men at det er svært, handler nok også lige så meget om, at der i Socialdemokratiets dna og historie er meget forskellige tilgange til spørgsmål om religion.
For på den ene side udspringer Socialdemokratiet – ligesom resten af venstrefløjen – af den marxistiske lære med en meget stærk religionskritik.
På den anden side har Socialdemokratiet historisk altid bakket op om folkekirken. Både fordi de fleste arbejdere gik i kirke. Men også ud fra en egentlig ret pragmatisk sekulær tilgang om at holde kirken tæt på staten, så religionen ikke spiller en større rolle i det politiske liv. Som Stauning sagde, ”Slip kirken fri, og fanden er løs”.
Omvendt er Socialdemokratiet også formet af stærke tænkere og politiske skikkelser som Hal Koch og Dorte Bennedsen. Mange af vores ledere og ministre har gennem tiden åbent erklæret sig kristne.
Omvendt igen har Socialdemokratiet altid insisteret på minimal tilstedeværelse og indflydelse fra religionen i vores offentlige rum og samfundsliv.
Jeg er personligt af den meget principielle holdning, at religionen og religionsudøvelsen hører til i kirker eller i hjemmet. Religionsfriheden er grundlæggende og gælder alle, men man må holde det ude af det offentlige rum. Men jeg stemmer blankt, fordi jeg ikke kunne stå inde for Dansk Folkepartis forslag.
Men efter et par dages debat om dette – ikke lette – spørgsmål er der en ting, der undrer mig: Hvor er venstrefløjens religionskritik? Er den helt erstattet af hensynet til multikulturalisme og mangfoldighed? Jeg forstår godt, at dele af venstrefløjen vægter beskyttelsen af det muslimske mindretal højt, men den hidsige venstrefløjskritik af autoritære religiøse strømninger er tabt i kølvandet. Har hele venstrefløjen virkelig opgivet den, i vores historiske samfundsudvikling, vigtige kritik? Jeg undrer mig.