Prøv avisen

Den voksende tillidskløft og utryghed. Problemet starter hos politikerne selv

Tegning: Peter M. Jensen

Lørdagsrefleksioner

DET ER IKKE spor underligt, at den nye statsministers nytårstale er blevet så ivrigt diskuteret, for det udgjorde et dybt interessant øjeblik, da Helle Thorning-Schmidt (S) forleden satte sig til rette for at tiltale befolkningen.

Ikke blot er hun den første danske kvinde på denne post. Hun har også i sjælden grad lagt ryg til kritik, eftersom der, lige siden hun blev Socialdemokraternes formand i 2005, har eksisteret en vis usikkerhed angående hendes forudsætninger for at udøve magt. Samt motiv for overhovedet at ønske sig den.

Nytårstalen var Helle Thorning-Schmidts store mulighed for at stække kritikerne og gøre det klart, at hun faktisk rummer personlig ideologi og visioner for landet en plan med magten, med andre ord. Og når så mange har udtrykt utilfredshed med talen, har det jo at gøre med, at netop denne plan i nogens øjne ikke blev tilstrækkeligt synlig.

Både blandt kommentatorer, menigmand og naturligvis de øvrige politikere faldt der brænde ned, og det fik Nils Gunder Hansen til forleden i denne avis at skrive, at kritikken af Helle Thorning-Schmidt er urimelig og tenderer mobning. Personforfølgelse med et lidt mere voksent udtryk. Og at tonen generelt i den politiske debat er blevet for ubehagelig.

Gunder Hansen har en klar pointe, når han påpeger, at omgangsformen i og omkring dansk politik af og til er smagløs. Ikke mindst formiddagsaviserne har for vane at dyrke en højst ubehagelig, personfikseret politisk dækning, og samtidig har de folkevalgte selv udviklet en vane med at skyde efter hinanden mere end at formulere politiske tanker.

RESULTATET ER selvsagt en til tider ret nedbrydende debatform, hvor det bliver en vane at få sin identitet negativt bekræftet, for nu at henvise til den interessante analyse af kulturen i essaysamlingen Kritik af den negative opbyggelighed af Frederik Stjernfeldt og Søren Ulrik Thomsen. En kultur, hvor man ikke formulerer sin egen overbevisning, men i stedet næres af at kritisere og lægge afstand.

Men samtidig vil jeg hævde, at Nils Gunder Hansen glemmer noget afgørende. For den stride debatkultur kan ikke blot forklares med almindelig forråelse og mangel på respekt for demokrati og individ. Når for eksempel Helle Thorning-Schmidts nytårstale blev så skidt modtaget, grunder det også i en generel mistro til politikernes egentlige bevæggrunde.

Der hersker i dag massiv tvivl angående magthavernes inderste drivkraft, fordi de så ofte forsømmer at beskrive, hvad de ønsker at udrette. I tomrummet, der opstår, hvor politikernes ideologi skulle have været, kan der fremvokse en særlig utryghed, fordi man er vidne til et menneskes ekstremt ihærdige kamp for at få magt, men ikke har det fra personen selv, hvorfor denne magt er så vigtig at opnå.

Magt er som bekendt en tvetydig kraft, og det er kun naturligt, at man har brug for, at magthaverne for alvor kan formulere en overbevisning. For magt, der ikke følges af klar personlig tænkning, skaber en stemning af noget tomt, uafklaret og måske endda fordækt. Og når man ikke kan fornemme, hvad der findes inden i det indflydelsesrige menneske, kan en blanding af utålmodighed og usikkerhed begynde at bryde frem.

PÅ DEN ENE SIDE giver det bestemt mening, når Nils Gunder Hansen kritiserer debatniveauet i dansk politik, men årsagerne til forfaldet bør høre med til opråbet. De handler nemlig om meget mere end tidsånd og grovhed. De handler om, at mange af dagens politikere formulerer så få opbyggelige politiske tanker, at der mangler holdningsmæssige pejlemærker at forbinde dem med. Hvormed man konstant lokkes til i stedet at slå efter personen selv.

Langt hen ad vejen erkender et menneske sig selv gennem en sammenligning med det, andre tror på og står for, og hvis det magtfulde menneske, som mange spejler sig i, ikke for alvor åbenbarer, hvor han eller hun befinder sig, er der kun to ting at gøre. Enten helt at opgive at have en holdning til denne magtperson eller at nøjes med at forholde sig til det, man trods alt kan få nogenlunde hold på. Nemlig personen som type.

En stor del af den politiske debat i dag handler om politikerne som typer, eftersom det er for uklart, hvad de tænker og ikke mindst, om de mon mener det samme i morgen, som de siger i dag.

Helle Thorning-Schmidts nytårstale blev et symbol på selve denne tilstand, for det viste sig, at mange på årets første aften sad tilbage med en fornemmelse af stadig ikke at kende til hendes tanker. Det gør hende til en slags katalysator for tidens politiske virkelighed, og netop den starter i sidste ende hos politikerne selv.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, dr.theol. Ole Jensen og journalist Kåre Gade