Prøv avisen

Den voldelige kristendom

RELGION OG VOLD Alt, hvad de kristne i disse år kritiserer Koranen og islam for, findes også i Bibelen og er i århundreder blevet praktiseret af de kristne fra middelalderens korstoge til den nutidige massakre mod muslimer i Srebrenica

Pastor Torsten Højbjerg skriver i Kristeligt Dagblad (den 12. august), at der ikke findes "en eneste opfordring til vold i de kristnes primære helligskrift Det Nye Testamente", og han hævder, at Jesus "afstod fra enhver form for vold såvel i sin undervisning som ved sit eksempel". Han mener, at der i Jesu forkyndelse tværtimod kun findes budet om "at elske sit medmenneske som sig selv og at gøre godt endog imod sine fjender". Det er en vrangforestilling, som man meget ofte støder på, men som intet har på sig.

Jesus siger for eksempel som konklusion på lignelsen om de betroede pund: "Men mine fjender der, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne." (Luk. 19,27). Ved en anden lejlighed bekendtgjorde han, at de, der ikke omvender sig, skal lide samme straf som nogle galilæere, hvis blod Pilatus lod blande med blodet fra deres offerdyr – eller som de 18, der var omkommet, da et tårn i Siloa styrtede sammen (Luk. 13,1). Det var ved en sådan lejlighed, at besindige jøder mente, at Jesus måtte være besat af en dæmon. I dag ville man vel kalde ham psykotisk.

Det er mærkeligt, at Jesus-ord er fortrængt af de kristne. Jesus prædikede nogle gange det kærlighedsbudskab, han er kendt for, men det er uhæderligt at producere et glansbillede af Jesus som én, der kun prædikede kærlighed. Det gjorde han ved nogle lejligheder, men ved andre praktiserede han sindelagskontrol som en anden Stasi-agent, og da gjaldt hans kærlighed kun dem, der var enig med ham.

De andre skulle på det mest ubarmhjertige få hans kærlighed at føle. Han dekreterede, at de vantro skulle hugges ned for fode, og de af Jesu disciple, der omkom i den væbnede kamp for evangeliets udbredelse, fik hans ord for, at de ville være sikret evigt liv. Jesus vaklede hele tiden mellem, om han skulle prædike had eller tilgivelse, hvorfor han gjorde begge dele i flæng og med en splittelse, man kun kan kalde skizofren.

De kristne læser imidlertid hurtigt hen over dette had, skønt det gennemsyrer Bibelen og for eksempel får et så umisforståeligt og fyndigt udtryk som dette: "Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel." (Luk. 14,26). Når de vantro gennem hele kristendommens historie er blevet massakreret med en grusomhed, der overgår enhver forstand, er det derfor ikke i modstrid med Jesu forkyndelse, sådan som de mere humanistisk indstillede kristne mener i dag, men en konsekvens af den. Alt, hvad de kristne i disse år kritiserer Koranen og islam for, findes også i Biblen og er i århundreder blevet praktiseret af de kristne fra middelalderens korstoge til den nutidige massakre mod muslimer i Srebrenica.

Psykoanalysen opererer med en mekanisme, som hedder projektion. Det betyder, at man fortrænger visse af sine egne karaktertræk eller tilbøjeligheder – og for effektivt at slippe af med dem, tillægger man sin modstander, hvad man ikke kan tåle hos sig selv hvorefter man helhjertet kan gå til angreb på ham og dermed undgå et pinagtigt selvopgør. Mekanismen er ikke mere indviklet, end at den er kendt af ethvert barn i form af en uskyldig børneremse, der i den rette situation kan gøre selv den stærkeste modstander forlegen: "Det man sir', det er man selv!"

Christian Braad Thomsen,

filminstruktør og forfatter,

Lavendelstræde 9,

København K