”MANGE AF DE BØRN, der fulgte opfordringen for et par år siden om at skrive til Socialministeren som led i kampagnen "Sæt ord på dit liv" skrev, at et godt liv for børn ville være, hvis mor og far var mere hjemme hos dem. Børnene – og i øvrigt også de unge – efterlyser nærværende voksne, der har tid og personligt overskud til at lytte.”
Det kunne være skrevet i går, men det er det ikke.
Ovenstående er fra forordet til udgivelsen ”Far, mor, børn og arbejde”, der blev udarbejdet for Regeringens Børneudvalg i 1996. Ordene er daværende socialminister Karen Jespersens (S). Konklusionen er den samme, som Børnerådets notat ”Familie og arbejdsliv i et børneperspektiv” drager i 2017: Mange familier har svært ved at finde en balance mellem arbejdslivet og familielivet, og denne ubalance påvirker børnene i en uhensigtsmæssig grad.
Socialministeriets kampagne ”Sæt ord på dit liv” trak overskrifter i midten af 1990’erne og gav håb for en mere børnelydhør børnepolitik, fordi man nu havde ”stærke udsagn, som kan være voksne til stor hjælp, når de på alle planer skal prøve at skabe en god opvækst for børn”, som Børnerådets daværende formand Frode Muldkjær udtrykte det. I dag ser vi også, at Børnerådets notat skaber debat. Vi bliver berørt, når børn fortæller os, hvordan hverdagen er svær, og vi bliver berørt, når de sætter ord på deres savn efter mere tid sammen med deres forældre. Sådan skal det også være, men det er ikke nok.
Vi mangler at tage stilling til, hvad vi vil bruge børns viden om børneliv til i børnepolitiske sammenhænge.
Vil vi andet end gang på gang få en klump i maven, så må vi handle på baggrund af det, som børnene fortæller os. Det har vi ikke gjort hidtil, og derfor kan der også trækkes en direkte linje på tværs af to årtier mellem Børnerådets konklusioner anno 2017 og Regeringens Børneudvalgs konklusioner anno 1996. Fra børnepolitisk hold har man måske nok hørt, men næppe lyttet og slet ikke handlet på baggrund af den viden, som børn har om samtidens børneliv. Mange børnefamilier er fortsat i klemme, og det påvirker fortsat børnene negativt.
Vi har i mere end 20 år haft mulighed for at inddrage børnenes viden om børns hverdagsliv i dansk børnepolitik for eksempel ved Børnerådets ”lytteposter i børneverdenen”. Skulle vi ikke gøre os den umage at forsøge at handle på baggrund af det, som børnene fortæller, og bryde med et trægt børnepolitisk hamsterhjul
Anja Marschall og Sine Grumløse, begge ph.d. og adjunkt på Professionshøjskolen UCC.