Prøv avisen
Debat

Depressionsramt: Jeg vil ikke skamme mig, men skammer mig alligevel

”Det er ikke let at leve med psykisk sygdom, hverken for patienten eller de pårørende, men åbenhed gør det ulig lettere at forholde sig til situationen ud fra en positiv vinkel,” skriver Anne Nikolajsen.

Det er ikke let at leve med psykisk sygdom, hverken for patienten eller de pårørende, men åbenhed gør det ulig lettere at forholde sig til situationen ud fra en positiv vinkel. Det prøver vi så, altså at tale om det, der er svært – i stor og uendelig taknemmelighed over for det levede liv

JEG VIL GERNE DELE en oplevelse, jeg havde i går formiddag. Jeg vil gerne dele den med andre, fordi den fik mig til at skamme mig. Jeg har de seneste otte år lidt af tilbagevendende depressioner af meget svær karakter. I mange og lange perioder har tilstanden været stabil, mens den i andre perioder har været næsten invaliderende. Jeg har derfor også været indlagt et hav af gange af kortere eller længere varighed – ligesom jeg har været sygemeldt fra mit job næsten hver gang. Dette for ikke at nævne de gange, jeg er blevet afskediget på grund af for mange sygedage.

Min familie og jeg har altid været åbne omkring min og vores situation. Både fordi vi mener, at psykisk sygdom bør have samme opmærksomhed og plads som fysiske sygdomme som eksempelvis cancer eller hjerte-kar-lidelser, men også fordi vi nægter at skamme os over noget, vi i princippet ikke ”kan gøre for”. På trods heraf sad jeg alligevel den anden dag i venteværelset på psykiatrisk hospital og blev nærmest stiv af skræk. Over for mig sad nemlig en gammel skoleveninde sammen med en handicappet borger. For hvad skulle jeg sige, hvis hun opdagede, at det var mig, hun sad ove for? Hvad skulle jeg svare, hvis hun spurgte, hvad jeg lavede der? Hvordan skulle jeg fortælle min historie – og hvor meget har jeg overskud til at dele netop nu, hvor jeg igen er indlagt, på 10. uge?

Svaret blev, at jeg kiggede ned i bordet samt hen imod døren og åndede lettet op, da laboranten kaldte mit nummer. Jeg turde ikke kigge på kvinden fra min fortid. Jeg ”fornægtede” nærmest mig selv, den jeg er, og det, jeg normalt står for. Og det har jeg det elendigt med. Jeg skammer mig. Jeg bøjede mig om min egen usikkerhed og min manglende evne til at slå til i øjeblikket. Ikke at være god nok, stærk nok eller robust og omstillingsparat nok. At fejle og ikke kunne opfylde samfundets og omgivelsernes implicitte krav og forventninger.

Jeg tog i aftes mod til mig og delte oplevelsen med nogle af mine medpatienter samt en ærlig og empatisk sygeplejerske, der altid finder tid og rum til den enkelte, og ser, at andre jævnligt oplever samme skrøbelighed og usikkerhed, som ramte mig i går. Det, der har tendens til at overskygge vores situation, er dog et næsten uigennemtrængeligt tabu, som er knyttet til det at være psykisk sårbar eller værre endnu – psykiatrisk patient – altså tabu forstået som et område eller emne, man i en kultur ikke beskæftiger sig med, fordi det vækker stærke følelser, for eksempel af skam eller blufærdighed.

For at være tro mod mig selv, for at kunne se mig selv i øjnene og for at kunne tale åbent og ærligt med andre om det, der er svært at italesætte (måske klienter igen engang), udfordrer jeg nu dette tabu og risikerer måske et eventuelt fremtidigt job, nye venskaber eller interessante muligheder og fortæller, at jeg ikke altid har det lige godt, men ofte skal tage mig voldsomt sammen for at agere ”næsten normalt” og være til stede i en almindelig hverdag med job, venner, mand, børn, svigerbørn og mine vidunderlige børnebørn.

Af og til mislykkes mine bestræbelser i forhold til det normale, og jeg må derfor, med mellemrum, lade mig indskrive på psykiatrisk hospital og lægge mit liv i hænderne på empatiske, rolige og kompetente sygeplejersker og læger, der også er en del af en udfordret kontekst, hvilket er en ganske anden sag. Det er ikke let at leve med psykisk sygdom, hverken for patienten eller de pårørende, men åbenhed gør det ulig lettere at forholde sig til situationen ud fra en positiv vinkel. Det prøver vi så, altså at tale om det, der er svært – i stor og uendelig taknemmelighed over for det levede liv.

Og til sidst, så husk at psykisk sygdom næsten altid rammer tilfældigt. Der er mange af os på de danske arbejdspladser – ikke alene mennesker med depression, men også i stigende grad angst, stress og andre psykiske lidelser, som samlet kan have det til fælles, at vi kan have svært ved at forholde os til – og ikke mindst honorere – de stadigt stigende krav, der møder det moderne menneske i både hverdagen og i arbejdslivet.

Så jeg vil slutte med en henvisning til K.E. Løgstrups etiske fordring, der siger, at vi som mennesker er flettet ind i hinanden og udleveret til hinanden – hvad enten vi vil det eller ej. Vi holder altid noget af et andet menneskes liv i vore hænder – og nogle gange må vi bære det et stykke. Så pas på jer selv og hinanden derude i den almindelige sociale verden – med de stadigt stigende krav og forventninger om, af og til at kunne præstere det næsten umenneskelige.

Anne Nikolajsen er cand.psych., cand.pæd. og folkeskolelærer