For nylig havdeTV 2 en reklamespot for sig selv – ikke usædvanligt! Denne gang var det Ulla Terkelsen, der fortalte om, hvad det var, stationens udmærkede udenrigsreportere udrettede, og det var såmænd ikke forkert, hvad hun sagde.
Men så sluttede hun med at sige, at når korrespondenterne havde fremlagt en historie, var det op til os, seerne, at drage konsekvenserne, og det gør vi ved at debattere det foreliggende.
”Debat, debat, debat,” sluttede hun. Underforstået, det er demokratiets grundlag.
Man må sige, at alle medier lever smukt op til den målsætning. Det er blevet det karakteristiske for vores tid med debat i én uendelighed om alt mellem himmel og jord. Dagblade, radio, tv og de omfangsrige sociale medier er med på vognen. Ikke mindst Facebook, omend jeg har ladet mig fortælle, at det vist også er således, at her er debat mest af alt konverteret til nedrakning for ikke at sige tilsvining.
Men det er kun godt, at vi debatterer med hinanden fra morgen til de sene nattetimer.
Jeg ser naturligvis, som mange andre, debatten med Clement Kjersgaard på DR torsdag aften, og det er åbenbart godt tv. For nylig var det atter engang indvandrerproblematikken, der var en del af aftenens temaer.
Jeg lyttede opmærksomt, men bagefter faldt jeg hen i erindring og tanker. Jeg har fulgt den debat og selv deltaget i den siden 1997, og jeg tænkte og spurgte min kone, om der den aften var blevet sagt noget som helst, vi ikke havde hørt tusindvis af gange.
Jeg kunne ikke komme i tanke om noget og måtte derfor også deprimeret konstatere, at meget lidt havde flyttet sig i virkeligheden. De samme stereotype udsagn, blot nu suppleret med nye udtryk, som i den sammenhæng mere er besværgelsesformularer end virkelighedsbeskrivelser.
Tag nu det nye mantra: parallelsamfund. Det optræder igen og igen, men uden nogen nærmere definition, men der menes vistnok nogenlunde det samme som ghettoer.
Jeg har flere gange – også på det seneste – besøgt Gellerup i Aarhus, der jo netop både er karakteriseret som ghetto og parallelsamfund. Jeg kan ikke genkende folketingspolitikernes og mediefolkenes skråsikre karakteriseringer. Skal man gå ind på tankegangen, er der ikke ét, men mange parallelsamfund i den bydel.
Jeg besøgte i sommer den somaliske kulturfestival i Gellerup og kort forinden en palæstinensisk fodboldklub. De to begivenheder og miljøer havde ikke meget med hinanden at gøre.
Det var to verdener med hver deres identitet og udfordringer. Og deres indbyrdes forskelligheder var det tydeligste. Og vel var dem, jeg mødte, en hel del anderledes end det, der i dagligdagen er min sammenhæng. Andre livsmåder, andre normer, men grundlæggende de samme behov for fællesskab og menneskelig nærhed.
I øvrigt en lille, men ikke betydningsløs detalje: at stemmeprocenten ved det just afholdte kommunalvalg var højere blandt disse somaliere end blandt danskerne.
Jeg nægter ikke, at der er store problemer. Jeg efterlyser blot, at man i stedet for idelige debatter og slagord, giver sig til i fællesskab at undersøge virkeligheden og uden brug af den samme polemik søger fælles løsninger, måske i samarbejde med de af og til stigmatiserede beboere i parallelsamfundene.
Men vi befinder os efterhånden i – af de evige debatter frembragt – sproglig entydiggørelse. Sproget skaber ikke blot, hvad det nævner, som Grundtvig mente, det kan også destruere og dæmonisere.
Den tyske filolog Victor Klemperer (1881-1960) har selv oplevet og bevægende skildret, hvordan nazismens sprog forandrede virkeligheden for den almindelige tysker, så løgn blev til sandhed, uret til nødvendighed, ufrihed til meningsfuldhed. Verden blev en helt anden og sin egen forvrængning, og man opdagede det ikke.
Så vidt er det ikke kommet, men vi er et stykke på vej, og debatkulturen er ikke en bremse på den tendens, den forstærker den.
Jeg opterer ikke for, at vi ikke må være uenige, eller at vi ikke må give udtryk for denne uenighed. Jeg peger blot på, at debat ikke er kronjuvelen i demokratiet. Det er derimod samtalen, hvor det handler om den grundlæggende enighed, at den eneste mulighed er at finde fælles løsninger.
Måske kunne vi begynde med den salige julefred til mennesker ”med Guds velbehag”, og det må da vist være enhver. At kunne holde pause fra sine egne meninger, og de andres med, og tæmme sin tilbøjelighed til at være uenig med andre om så meget som muligt.
Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.