Merete Pryds Helle: Der er brug for at ændre Forfatterskolens form

Jeg vil gerne foreslå en måde, som kunne føre Forfatterskolen ud af det lukkede rum, hvor dynamikkerne kan ligne en dysfunktionel familie, hvor de svageste bliver spillet ud mod hinanden, og alle er tavse om problemerne udadtil, skriver forfatter Merete Pryds Helle

De visioner, jeg har, er kontroversielle for en kunstuddannelse i Danmark, men jeg vil langt hellere diskutere dem end enkeltpersoner, skriver forfatter Merete Prydss Helle. Illustration: Rasmus Juul
De visioner, jeg har, er kontroversielle for en kunstuddannelse i Danmark, men jeg vil langt hellere diskutere dem end enkeltpersoner, skriver forfatter Merete Prydss Helle. Illustration: Rasmus Juul.

VIRAK ER NÆSTEN for mildt et ord om, hvad der er foregået både på en professorskole, på Kunstakademiet og på Forfatterskolen, der også er en form for professorskole. Forfatterskolen har haft en mand i spidsen, som også har haft det sidste ord i ansættelsen af lærerne, og undervisningen foregår som på Kunstakademiet i et fortroligt og lukket rum.

Katya Sander har i et debatindlæg i Politiken peget på, at det er selve professorskolernes struktur, der skaber problemer. Jeg vil gerne foreslå en måde, som kunne føre Forfatterskolen ud af det lukkede rum, hvor dynamikkerne kan ligne en dysfunktionel familie, hvor de svageste bliver spillet ud mod hinanden, og alle er tavse om problemerne udadtil.

EN SKOLE SOM Forfatterskolen kan tilslutte sig Bologna-aftalens kunstneriske og internationale bachelorsystem. Det er der modstand imod, men jeg er ude af stand til at forstå, hvorfor man ikke hellere vil have en uddannelse på tre år end en på to!

De studerende får et ekstra studieår til at udvikle deres kunstneriske talent; og mulighed for at fortsætte efter den treårige Forfatterskole på en masteroverbygning. De vil kunne få en forfatteruddannelse med en overbygning, hvormed de kan supplere de forkomne indtægter, forfattere ofte har. Har man en mastergrad, vil man kunne få en rimelig løn som underviser eller lignende.

Som det er nu, skal de studerende starte fra bunden, hvis de ønsker en universitetsuddannelse, og kan ryge ind i problemer med SU og diverse regler.

En af ankerne mod at gøre skolen til en bacheloruddannelse er, om man så skal have en gymnasial uddannelse for at komme ind, men det er der mulighed for at søge dispensation for, det er der for eksempel på den lignende uddannelse i Leipzig.

Uddannelsen kunne bygges op sådan, at man har tekstlæsninger og undervisning på første og tredje år, men har andet år til at skrive egne længere tekster under mentorvejledning og lave tværfaglige projekter og undervise. Mange studerende går i stå under den nuværende toårige uddannelse, fordi der er så meget pres på, og det er gunstigt med et år, hvor der er ro til at skrive uden det pres, som den regelmæssige undervisning og tekstgennemgang giver.

En anden anke mod bachelorsystemet er, at der så skal udbydes kurser til tilvalgsstuderende fra andre fag, men det ser jeg kun som en fordel. Der vil komme studerende på skolen, der er interesseret i litteratur og gerne vil have noget skriveundervisning, men har andre måder, de gerne vil bruge deres interesse på. Det er måske fremtidige kritikere og forlagsfolk, bibliotekarer, lærere og lignende, som vil få en udvidet forståelse af, hvad det vil sige at være forfatter, samtidig med at forfatterskoleeleverne vil kunne opleve, hvordan man tænker litteratur uden for skolen.

JEG KUNNE DESUDEN FORESTILLE MIG, at man satte nogle af de andenårsstuderende til at være medundervisere på disse tilvalgshold, så de på den måde får undervisningserfaring og bruger det, de allerede har lært på første år, og hele den nye skole bindes sammen. Og det er, som vi har set i den sidste tid, altid godt med luft og et uskyldigt blik udefra.

En anden kritik af Forfatterskolen i dag, som er med til at give den hårde tone, er den såkaldte prima vista -læsning. Det betyder, at eleven fremlægger 5-10 siders tekst, som ingen andre har set i forvejen, og så bruger man to-tre timer på at gennemgå disse tekster, hvor den fremlæggende elev ikke selv må sige noget. Som det er nævnt flere steder i den seneste tid, kan magtfulde undervisere nærmest ødelægge en elevs skriveglæde under de læsninger, og det betyder, at eleven sjældent fremlægger længere tekster.

Jeg har foreslået, at man indfører den læseform, der bruges på forfatterstudiet i Berlin, hvor eleverne er i grupper af tre, og teksten udleveres til læsning i forvejen. De to, der ikke har skrevet teksten, fremlægger den så for resten af holdet. På den måde bliver både tekst og fremlægger mindre nøgen, og eleverne bliver vant til at forholde sig til længere tekster; for kun i den længere tekst kan for eksempel fortællingens udvikling og forløb italesættes; hvilket også påvirker de tekster, den færdige forfatter skriver.

I dag fungerer Forfatterskolen som en professorskole, men også det kunne man gøre op med. Det ville være oplagt at dele rektoratet i en administrativ og en kunstnerisk ledelse – altså to halvtidsstillinger – samt at have flere lærere med færre timer ansat, så der er flow og bevægelse i undervisningen og i dynamikkerne.

Også dette er der modstand imod, fordi de stillinger er nogle af de få lønnede stillinger, man kan få som forfatter. Men hvad er bedst for skolen? At bachelorsystemet stiller krav i forhold til eksamensformer, er jeg ikke bange for. Eleverne er dygtige og videbegærlige og fuldt ud i stand til at opfylde de krav, der stilles til en kunstnerisk uddannelse.

DE VISIONER, JEG HAR, er kontroversielle for en kunstuddannelse i Danmark, men jeg vil langt hellere diskutere dem end enkeltpersoner.

Jeg skal for en ordens skyld sige, at jeg søgte rektorstillingen samtidig med Jeppe Brixvold med disse visioner, men at bestyrelsen er stærkt imod at ændre skolens form. Og tilføje, at jeg nok aldrig søger den stilling igen. Jeg vil dog opfordre til, at bestyrelsen gentænker skolens form for at komme videre.

Mellem os skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver om kultur, eksistens og ånd.