Udenrigsministeriets nye enhed for tros- og religionsfrihed er blevet budt velkommen af mange. Men den er også blevet mødt med en vis undren. Senest har ordførere fra en række venstrefløjspartier udtrykt deres skepsis. ”Det er altid godt, at vi gør noget aktivt for menneskerettighederne. Men jeg synes, det er underligt at prioritere på den måde og tage netop den frihedsrettighed frem,” siger for eksempel Rasmus Nordqvist fra Alternativet.
Og han har på sin vis ret. Fra et menneskeretligt perspektiv kan ingen rettighed siges at være vigtigere end andre. ”Menneskerettighederne er universelle, uadskillelige og forbundne,” hedder det i Wien-deklarationen fra 1993. Og ikke engang de rettigheder, som Danmark har særskilt fokus på i sit menneskerettighedsarbejde – for eksempel kvinders rettigheder – har deres egen enhed i Udenrigsministeriet.
Alligevel kan der være gode grunde til at have en enhed, der fokuserer specifikt på tros- og religionsfrihed.
For det første ser vi i disse år tilsyneladende en stigning i antallet af krænkelser af netop denne rettighed. Over hele verden diskrimineres, chikaneres og forfølges mennesker, fordi de bekender sig til en bestemt religion, eller fordi de ikke gør. I Egypten arbejdes der i skrivende stund på at forbyde ateisme. Tæt på 70 procent af verdens befolkning lever i lande, hvor tros- og religionsfriheden er under pres, og der har aldrig været flere på flugt på grund af deres tro eller overbevisning.
For det andet har tros- og religionsfrihed været en underprioriteret rettighed i mange år, ikke bare i dansk, men også i europæisk og internationalt menneskerettighedsarbejde. Den har ikke sin egen konvention, sådan som for eksempel kvinders rettigheder har det.
Få regeringer har givet tros- og religionsfrihed opmærksomhed i deres menneskerettighedspolitikker. Og store menneskerettighedsorganisationer som Amnesty og Human Rights Watch har heller ikke beskæftiget sig meget med denne rettighed.
Derfor kan det give god mening at øge fokus på tros- og religionsfrihed. Og Danmark har gode forudsætninger for et stærkt internationalt engagement i tros- og religionsfrihed. Vi er verdenskendte for vores menneskerettighedsarbejde. Og adskillige danske civilsamfundsorganisationer har stor ekspertise i at fremme tros- og religionsfrihed – noget, den nylige EU-bevilling til Danmission vidner om.
Men det er vigtigt, at den nye enhed ikke går til tros- og religionsfrihed som en rettighed, der er hævet over eller løsrevet fra andre rettigheder. Indsatsen må forankres i en bred menneskeretlig tilgang – som enhedens chef, Franz-Michael Mellbin, har understreget ved flere lejligheder.
Retten til tros- og religionsfrihed er uløseligt forbundet med andre menneskerettigheder, herunder særligt retten til ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og respekt for privatliv. Forfølgelse, chikane og diskrimination af mennesker på baggrund af deres tro (eller mangel på samme) handler sjældent kun om begrænsninger af deres ret til at have eller udtrykke denne tro – det har i lige så høj grad at gøre med udelukkelse fra for eksempel sikkerhed, uddannelse og sundhedsydelser, deltagelse i det offentlige liv og lige arbejdsvilkår. Som sådan er kampen for tros- og religionsfrihed også en kamp for andre menneskerettigheder.
Tros- og religionsfrihed er ikke en vigtigere rettighed end andre. Men den er lige så vigtig. Derfor skal den nye enheds succes ikke nødvendigvis måles på, om den består i al evighed, men på om den formår at institutionalisere opmærksomheden på tros- og religionsfrihed på lige fod med andre rettigheder i dansk menneskerettighedsarbejde – og dermed på sigt at overflødiggøre sig selv.
Marie Juul Petersen er ph.d. og senior researcher, Institut for Menneskerettigheder.