Der er brug for kritiske spørgsmål. Også når politikerne slår sig løs i Jomfru Ane Gade

Uanset om valgdækningen er lokal, regional eller national, er det allermest afgørende, at medierne evner at trykteste og udfordre kandidaterne. Og det er ikke altid nogen nem opgave

Både Mette Frederiksen (S) og Inger Støjberg (DD) lagde lørdag vejen forbi Aalborg. Senere drak Inger Støjberg shots i Jomfru Ane Gade, og meningen var tilsyneladende ikke, at der skulle stilles kritiske spørgsmål til den rigsretsdømte eksminister.
Både Mette Frederiksen (S) og Inger Støjberg (DD) lagde lørdag vejen forbi Aalborg. Senere drak Inger Støjberg shots i Jomfru Ane Gade, og meningen var tilsyneladende ikke, at der skulle stilles kritiske spørgsmål til den rigsretsdømte eksminister. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Det var forudsigeligt, at den ville blive kritiseret; den første partilederrunde, som fandt sted synkront på DR 1 og TV 2, få timer efter at folketingsvalget var udskrevet onsdag i sidste uge.

Et ganske vist millimeterdemokratisk koncept med 14 pulte til 14 partiledere i Vandrehallen på Christiansborg kunne selvfølgelig ikke resultere i ret meget andet end krads i overfladen og stribevis af uforløste debatter.

Kritikken har lige siden været massiv i andre medier, på Facebook, Twitter og hen over mangen en kaffemaskine. Søndag fik den endnu en omgang i ”Presselogen” på TV 2 News, hvor tv-stationens nyhedsdirektør, Ulla Pors, stilfærdigt gjorde opmærksom på, at partilederrunden jo bare er ét af mange medietilbud til vælgerne.

Derfor er et ”kritisk eftersyn” af valgjournalistikken – som ”Presselogen” havde sat sig for at lave – egentlig en umulig opgave, fordi valgdækningen ikke bare er omfattende og massiv, men også spredt ud over et væld af medier og platforme.

Især lokale medier spiller en stor rolle, og de ”løfter en kæmpe opgave”, lød det fra Ulla Pors, ”ved at gøre det helt nært og komme helt tæt på”. Det gælder de lokale og regionale aviser, DR’s P4 og TV 2’s regioner. Og det gælder de annoncefinansierede ugeaviser, som formentlig – trods et politisk flertals uindfriede løfter om tiltrængt støtte til mere opsøgende og kritisk journalistik – også i denne valgkamp vil sikre spalteplads til de kandidater, der ikke er i nærheden af en pult på en landsdækkende tv- og radiokanal.

Men uanset om valgdækningen er lokal, regional eller national, er det allermest afgørende, at medierne evner at trykteste og udfordre kandidaterne. Ikke nogen nem opgave, fordi det politiske landskab er inficeret af spin, papegøjesvar og iscenesatte begivenheder med substans i særdeles begrænsede mængder. Et sigende eksempel leverede Danmarksdemokraternes Inger Støjberg, da hun fredag indledte sin valgkamp i Aalborg blandt tørstige sjæle i Jomfru Ane Gade, og dér beviste, at hun skam kan drikke shots blandt hujende unge på værtshuset Den Nordjyske Ambassade.

Begivenheden blev ikke overraskende badet i medielys, og meningen var tilsyneladende ikke, at der skulle stilles kritiske spørgsmål til den rigsretsdømte eksminister. Morgenavisen Jyllands-Postens journalister gjorde imidlertid et forsøg på at finde ud af, hvad der egentlig er det politiske indhold i Støjbergs liste Æ. Men efter tilpas mange intetsigende svar blev yderlige spørgsmål stoppet af det nye partis pressechef.

Den slags journalistik er der brug for rigtig meget af i en valgkamp. Og selvom den nogle gange kan være svær at øjne, findes den heldigvis i flere netmedier, i radioen, i tv, i trykte aviser og på gammeldags vælgermøder. Der er valg på alle hylder, og selvom det kan kræve en indsats at finde frem til de substantielle godbidder, er det vel blot, hvad vi bør forvente af hinanden som borgere i et demokrati.

Kurt Strand er underviser og journalist.