Det var i mandags, at kvinden med dæknavnet ”Charlotte” trådte frem i medierne. I oktober sidste år skrev hun på Facebook, at hun i sin undervisning på professionshøjskolen i København ville vise Muhammed-tegningerne og opfordrede samtidig andre lærere til det samme.
Det har hun nok fortrudt, for strømmen af dødstrusler blev så voldsom, at hun nu lever på hemmelig adresse, og i TV Avisen på DR udfoldede uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) en fuldendt kapitulation. For hun kan intet stille op ud over at opfordre til fortsat debat om ytringsfrihedens nødvendighed. ”Jeg kan næsten ikke sætte ord på, hvor frygteligt, jeg synes, det er,” sagde ministeren i dette chokerende moment af statslig afmagt.
Dansk Folkeparti foreslår nu at gøre Muhammed-tegningerne obligatoriske, hvilket næppe ville få alle lærere til at adlyde, og under alle omstændigheder er en del af midlet at insistere på at tale så meget om Muhammed-tegningernes helt indlysende relevans i undervisningen, at flere med tiden af sig selv inddrager dem.
Imidlertid fik jeg ved synet af Ane Halsboe-Jørgensens fortabte ansigt en idé, for mens politikerne er ret hjælpeløse over for muslimsk intimidering, kan man mene, at forfattere og kunstnere skal på banen.
De lever simpelthen af at udtrykke sig frit, og det var for eksempel inspirerende forleden at læse en lang aviskronik af forfatter Birgithe Kosovic. Heri beskrev hun den form for apartheid, der i dag præger Danmark, fordi det stik imod enfoldig forventning har vist sig, at ikke alle ”etniske, kulturelle og religiøse tilhørsforhold (kan) opløses, så alle bliver til individer og altså gode demokrater”. Birgithe Kosovic mener, at de fleste faktisk foretrækker at leve med apartheid – altså, adskillelse – fordi man er bundet til sit eget, og mens dette ikke ligefrem udgør nogen ny indsigt, repræsenterer kronikken et sjældent eksempel på en forfatter, der tør kritisere den multikulturelle utopi.
En del kunstnere holder ellers af at råbe op, når de vil støtte afviste flygtninge, forarges over tonen eller hægte sig på MeToo-bølgens omkostningsfrie massebevægelse, men de er ret tavse angående retten til frit at omgås Muhammed-tegningerne og udtrykke sig efter ønske. Det er sørgeligt, for vi har brug for modige kunstnere, der, skønt det kan koste læsere og kommerciel medvind, tager deres del af slæbet i forhold til de kræfter, der vil nedlægge det frie ord. Jeg synes, det er oplagt.
Clement Kjersgaard bør snarest indkalde dem, der holder af at skrive humanistiske manifester – folk som forfatterne Carsten Jensen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og skuespiller Jesper Christensen – til en omgang ”Debatten” på DR 2, hvor de kan bidrage til samtalen. Ikke angående det patriarkalske overherredømme eller en inhuman regering eller teorien om strukturel racisme, men simpelthen om dette at udtrykke sig frit uden at blive tvunget til af hidsige muslimer at leve i skjul.
Gad vidst, om de tør.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.