Prøv avisen

Der er brug for samtale uden maske. Økumenisk inspiration udarter til anstrengte og fortænkte kunstprodukter

KATOLSKE GRETHE LIVBJERG og den lutherske pastor emeritus Poul Sørensen har begge svaret i Kristeligt Dagblad henholdsvis den 2. og 3. april på mit indlæg Ørkenens Sønner? Selvbestaltede profeter kommer og går fra den 26. marts. Den ene kalder mig sarkastisk og ukærlig, den anden tilskriver mig ligefrem et iskoldt, dybfrossent hjerte ligesom den lille Kays i Snedronningen.

Når det nu gælder kærligheden og hjertets kulde eller varme, overlader jeg med frygt og bæven den bedømmelse til Vorherre. Sarkasmen tilstår jeg derimod på stedet. Den er mig en nødvendig reaktion over for ørkenromantik og andre sære karikaturer af ortodoks kirke og tro.

Nu til substansen i de to indlæg: Jeg må konstatere, at Grethe Livbjerg knap nok forholder sig til indholdet i min tekst, selvom den røde tråd deri jo er ekklesiologien og embedsforståelsen, som ellers nok turde have interesse, også og ikke mindst for en romersk-katolsk kristen.

Poul Sørensens indlæg relaterer med større klarhed til det, jeg har skrevet. Sørensen gør rede for, hvori hans uenighed med mig består, ved at skitsere en kirkeforståelse, som står i den stærkest tænkelige kontrast til den ortodokse position. Ikke romantiske forestillinger om livet i ørkenen, men ærlig snak, som kan imødegås med argumenter.

Mit oprindelige anliggende var og er at problematisere det kirkelige maskespil og den forklædningskunst, som kan iagttages i nogle kredse, blandt dem miljøet omkring Peter Halldorf, hvor man tillægger sig ortodoks fremtræden og liturgisk praksis uden i øvrigt at drømme om at blive ortodoks. Men dermed går man, efter min opfattelse, glip af helheden i den ortodokse vision, og så udarter den økumeniske inspiration til anstrengte, fortænkte kunstprodukter som for eksempel den rent ud fjollede idé om ørkengudstjeneste i Skandinavien.

Mit anliggende var og er endvidere at problematisere den ekklesiologi, som er kendt under betegnelsen gren-teorien. Idéen går i korthed ud på, at når man lægger alle kristne ortodokse, lutheranere, katolikker, pinsevenner, baptister, adventister og så videre sammen som et kæmpemæssigt puslespil, ender man med et billede af kirken. Teorien forstår sig følgelig som hverken forpligtet på eller afhængig af den ortodokse (og katolske) forståelse af det apostolske bispeembede som kirkens bærende element.

Gren-teorien er således en rent protestantisk foreteelse, og det er da også netop dén, Poul Sørensen peger på: Alle kristne kirker er oprindelige kirkesamfund, skriver han. Næ, tværtimod! De fleste kristne kirkesamfund er afledninger af det oprindelige. Og nogle af dem, for eksempel pinsebevægelsen, opererer med en ubestemmelig, svævende spiritualitet, som altid vil være afhængig af mere eller mindre karismatiske enkeltpersoner. De forestiller sig et åndeligt liv, som hviler, ikke på kirkens blivende tradition, men på stjerneskud, som flammer op en stund for så atter at slukkes.

Grethe Livbjerg peger i sin kommentar på, at den ortodokse metropolit Kallistos har besøgt Bjärka-Säby som led i den økumeniske samtale. Ja, og hvad så? Den samtale deltager mange ortodokse i. Jeg selv og min menighed samtaler og udveksler hele tiden med kristne fra andre traditioner end vor egen. Men vilje til samtale er ikke det samme som at relativere troens sandhed eller til at se bort fra den ortodokse kirkes embedsforståelse og tradition, sådan som Grethe Livbjerg synes at mene.

Lad mig derfor, som afsluttende svar til både Grethe Livbjerg og Poul Sørense, citere netop metropolit Kallistos, som meget klart udtrykker den ortodokse ekklesiologi:

Den ortodokse kirke tror i al ydmyghed om sig selv, at den er den ene, hellige, katolske og apostolske kirke, som nævnes i trosbekendelsen. Dette er den grundlæggende overbevisning, som leder ortodokse kristne i deres relationer med andre kristne. Der er splittelse mellem kristne, men kirken selv er ikke splittet og kan heller aldrig blive det. (Kallistos Ware: The Orthodox Church, Penguin Books 1973, side 315, min oversættelse).

Poul Sebbelov er præst i den ortodokse kirke i Danmark