Der er brug for vekselvirkning mellem kulturkristendom og kirkekristendom

Måske har Jens Ole Christensen et indsnævret begreb om, hvad fællesskab med Kristus kan betyde, men ellers er og bliver vi enige om kirkens formål, skriver lektor Hans Raun Iversen

Jeg er enig i, at kirkens opgave ikke er at kristianisere samfundet, men at kalde mennesker til fællesskab med Kristus, som Christensen formulerer det. Måske har Christensen et indsnævret begreb om, hvad fællesskab med Kristus kan betyde, men ellers er og bliver vi enige om kirkens formål.
Jeg er enig i, at kirkens opgave ikke er at kristianisere samfundet, men at kalde mennesker til fællesskab med Kristus, som Christensen formulerer det. Måske har Christensen et indsnævret begreb om, hvad fællesskab med Kristus kan betyde, men ellers er og bliver vi enige om kirkens formål. . Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Kristeligt Dagblads ellers så seriøse klummeskriver Jens Ole Christensen når under sit niveau i ”Kirkeligt set” i avisen den 25. februar.

Jeg begyndte min læsning med sædvanlig forventning til hans indlæg – denne gang om faren ved en folkekirkelig dyrkelse af en kun sekulær kulturkristendom. Da han så endelig skal hive i det mindste ét konkret eksempel frem, henviser han minsandten til min kronik i avisen den 28. januar.

Kronikken fremlægger nogle resultater fra et analyserende, tværfagligt projekt, hvor vi blandt andet finder frem til, at folkekirken fungerer i det danske samfund principielt på linje med andre kulturinstitutioner.

Ved at referere sådanne empiriske forskningsresultater, har jeg ikke sagt ét ord om, at kirken skal lade sig nøje med at dyrke kulturkristendommen. Tværtimod understreger jeg, at enhver kulturinstitution må holde sig til sit formål og budskab.

Siden jeg for mit vedkommende lancerede udtrykket ”kulturkristendom” i bogen ”Kirke og kulturkristendom” fra 1999, har jeg beflittet mig på at fremhæve nødvendigheden af en samforståelse af og vekselvirkning mellem kulturkristendom, kirkekristendom og karismatisk kristendom, som jeg for bogstavrimets skyld kalder alle former for ildsjælekristendom.

Jeg er enig i, at kirkens opgave ikke er at kristianisere samfundet, men at kalde mennesker til fællesskab med Kristus, som Christensen formulerer det. Måske har Christensen et indsnævret begreb om, hvad fællesskab med Kristus kan betyde, men ellers er og bliver vi enige om kirkens formål.

Jeg forlanger ikke, at Jens Ole Christensen skal kende de hundredvis af tekster og foredrag, hvor jeg har udtrykt dette.

Men et enkelt sted burde han nok kunne have fundet frem til.

Når jeg får tid til at læse sidste korrektur på min nye lærebog i praktisk teologi, så den kan blive udgivet, vil jeg bede Christensen læse den med hans sædvanlige grundighed. Så har vi et samlet grundlag for en seriøs debat om forholdet mellem kultur-, kirke- og karismatisk kristendom i folkekirken.

Hans Raun Iversen er lektor i Praktisk Teologi på Københavns Universitet.