Der er da vel ingen, der tror på en folkekirke uden samarbejde?

Vi skal turde tale om de forskelle og uenigheder, der skiller os. Samtidig skal vi blive bedre til at vise folkekirkens medlemmer, hvordan man kan være en del af en kirke, hvor man aldrig er enig med alle om alting, skriver menighedsrådsmedlem i debat om folkekirkens rummelighed

Mere end fire millioner danskere er medlem af folkekirken. I menighedsrådene landet over sidder der cirka 15.000 præster og valgte medlemmer. Det turde stå klart, at der blandt så mange mennesker findes en stor spredning i teologi, tradition og trosliv.
Mere end fire millioner danskere er medlem af folkekirken. I menighedsrådene landet over sidder der cirka 15.000 præster og valgte medlemmer. Det turde stå klart, at der blandt så mange mennesker findes en stor spredning i teologi, tradition og trosliv. Foto: MICHAEL MOTTLAU/Ritzau foto .

SOGNEPRÆST Henrik Højlund skriver i Kristeligt Dagblad den 4. maj under overskriften ”Folkekirke uden grænser” om sin frygt for en alt for rummelig folkekirke med alt for meget samarbejde hen over sognegrænserne.

Personligt ville Højlund have det elendigt med at indgå i et tæt samarbejde med en præst, der mener noget helt andet end ham. ”Hvordan skulle jeg med sindsro se til, at min kollega prægede menighederne med den slags tro/vantro?”, skriver han med henvisning til velkendte teologiske stridsspørgsmål.

Det er folkekirkens samarbejdskultur, der fået Højlund til at fare i blækhuset. Samarbejde er ganske forventeligt og helt ukontroversielt blevet nævnt i bispevalgkampen i Lolland-Falsters Stift. Højlund henviser til en kronik af Marianne Gaarden i Kristeligt Dagblad den 25. april. Men hør – det skulle da bare mangle, at vi kan tale om samarbejde i folkekirken. Et tættere samarbejde mellem kirker kan faktisk føre til, at pengene rækker længere, og at flere mennesker nås med det glade budskab. Jeg studser over Henrik Højlunds mere grundlæggende ubehag ved folkekirkens samarbejdskultur.

Mere end fire millioner danskere er medlem af folkekirken. I menighedsrådene landet over sidder der cirka 15.000 præster og valgte medlemmer. Det burde stå klart, at der blandt så mange mennesker findes en stor spredning i teologi, tradition og trosliv.

HØJLUND SKRIVER: ”Ønsket eller kravet om mere samarbejde på tværs af sognene forudsætter, at vi på bundlinjen deler tro.” Er det bare mig, eller afslører den sætning, at Højlund mener, at alle præster burde have deres eget sogn uden kollegaer, hvor de har eneret på at definere den rette tro? I øvrigt: Kan sogne og sognepræster ikke samarbejde uden at have ”forkyndelsesfællesskab”?

Samarbejde er en forudsætning for, at folkekirken hænger sammen. Det vigtigste samarbejde i folkekirken er samvirket mellem præst og menighedsråd lokalt. Dette er intet mindre end en grundpille i folkekirken og forudsætter, at præster og lægfolk, der måske er rygende uenige om helt fundamentale ting, kan finde ud af at sætte sig om samme bord.

Nuvel, et stykke hen ad vejen kan jeg følge Højlunds bekymring. Kristendom kan naturligvis ikke betyde hvad som helst. Folkekirken kan naturligvis ikke rumme hvad som helst. Men hvor ville det være dejligt, hvis formanden for Evangelisk Luthersk Netværk kunne anerkende, at den rummelige folkekirke også er til hans fordel.

I FOLKEKIRKEN VÆRNER VI om præsters forkyndelsesfrihed. En sognepræst kan nægte at vie et par af samme køn eller personer, som har været gift før. Der er plads til mandlige præster, der ikke anerkender deres kvindelige kollegaer. At det forholder sig sådan, undrer mange af folkekirkens medlemmer. Men det betyder ikke, at der skal rokkes ved denne rummelighed. Også den er nemlig en grundpille i folkekirken.

Vi skal turde tale om de forskelle og uenigheder, der skiller os. Samtidig skal vi blive bedre til at vise folkekirkens medlemmer, hvordan man kan være en del af en kirke, hvor man aldrig er enig med alle om alting. Noget tyder på, at det er blevet sværere for medlemmerne at føle sig hjemme i en kirke, som udgøres af så mange indbyrdes modstridende stemmer.

Jeg vil gerne undgå, at et medlem i mit sogn melder sig ud i vrede over et eller andet, som Henrik Højlund har sagt. Omvendt vil det gøre mig ked af det, hvis et medlem i Højlunds sogne melder sig ud på grund af mig. Se, det var mindst én fælles sag, vi kan have glæde af at samarbejde om – på tværs af sognegrænser.

Anton Pihl er næstformand i Vesterbro Sogns Menighedsråd.