Der er desværre intet filter i cyberspace

Så snart folk kan skrive anonymt, kommer der åbenbart noget op i mange, der får dem til at anvende sprogets værste gloser og udtryk, skriver Peter Olesen

Tegning: Peter M. Jensen
Tegning: Peter M. Jensen.

Så snart folk kan skrive anonymt, kommer der åbenbart det op i mange at anvende sprogets værste gloser og udtryk. Jeg ved ikke, hvor mange af Kristeligt Dagblads læsere, der gør flittigt brug af tidens forskellige blogs. Eller bare kender til dem.

LÆS OGSÅ: Hukommelsestab gør vores kultur fattigere

Der er efter sigende rigtig mange blogs ude i cyberspace. Jeg anvender dem slet ikke selv. For jeg har en trist og bitter erfaring med at skrive og bestyre en blog om arkitektur gennem et halvt år, og aldrig i mit liv er jeg daglig vågnet op til så megen aggression, så mange beskidte udtryk og alle sprogets værste gloser. Det var intet mindre end skræmmende.

Nu tror jeg ikke, at alle blogs er så befængte og fyldt med skidt og møg, men aldrig i mit livs skabte dage har jeg mødt så megen skjult og indestængt frustration og vrede over livet.

Jeg har på forhånd besluttet ikke at ville anvende bare en eneste af de slemme gloser, men kun forsøge at nærme mig en forståelse af emnet. Hvad sker der dog med folk, når de kan råbe i mørket og tror, at ingen kan se og høre dem? Men hvor de alligevel kan hælde al den gylle og vrede ud, som de åbenbart bærer rundt på i deres liv?

Pæne, ordentlige trykte papiraviser kan redigere deres læserbrevsspalter. Og selvom der også her kan findes vrede og aggression, så er det intet mod det, man kan opleve i de nævnte blogs, uanset hvad emnet er. Netop det redigerede betyder, at en person har sorteret og ofte sorteret fra, så vi læsere skånes for det værste og mest uvedkommende.

Men de uredigerede blogs, hvor alt kan slippe igennem og stå til hver mands skue, de er godt nok noget andet. Jeg undrer mig ikke så lidt over, at der ude i lille Danmark virkelig findes så mange mennesker, der åbenbart bærer på så megen undertrykt frustration og afmagt over verden, at det eneste, de kan ty til, er at hælde alt det skidt og møg ud over hvem som helst.

Jeg så forleden en smagsprøve i tv på nogle af de anvendte gloser fra blogs, og man rejser sig i sædet og gyser ved at skulle lægge øre til. Men tag ikke fejl, det er ikke tv, der overdriver eller misbruger emnet. Det er taget lige ud af bloggenes virkelighed. Så slemt er der, så megen ondskab og åbenlys desperation er der også i mennesker. Så meget har mange lyst til at være efter andre med sprogets værste gloser.

Hvad gør vi ved det? Jeg ved det ikke. Skal vi til at censurere og redigere? Skal vi lukke bloggene? Det går jo nok heller ikke. Men hvad skal vi så stille op med det? Skal vi virkelig tillade den slags at passere?

Vi ved, at fra børn og fulde folk skal vi høre sandheden. Vi ved også, at folk på stærk medicin kan slip-pe ord og tanker ud, man aldrig anede fandtes i dem. Men at så mange bærer på så megen angst og ensomhed, det anede jeg godt nok ikke.

I mit ikke-muntre halve blog-år var der flere gange så grove ord og ytringer, at jeg måtte bede den avis, jeg skrev blog for, om at få fjernet det værste. Det skete så, men kun fordi jeg selv var opmærksom og ikke kunne leve med det, der blev ytret. Der er jo intet filter ude i cyberspace. Og filtre er nu ikke det værste at have, når vi opholder os i det offentlige rum. Og et offentligt rum er cyberspace jo også.

Jeg kender slet ikke til Facebook og Twitter og har heller ingen planer om at forsøge mig der. Jeg har rigeligt at gøre med at holde kontakt med de mange gode mennesker, mit liv er beriget med. Og skal vi tale sammen, skal det ikke være med megafon, for så kan alle se og lytte med.

Jeg forstår slet ikke den udvikling og de behov, men lad det ligge. Jeg er jo efterhånden en ældre herre. Men at vi på få år har fået en sådan udvikling med så meget skidt-spand og så meget sprogligt snavs og forurening i det offentlige rum, det havde jeg alligevel ikke set komme. Og jeg ville meget gerne være med til at kunne dæmme op for det. Det er i hvert fald ikke med til at opdrage vore kommende generationer til at have et bare nogenlunde urbant sprogbrug. Er jeg virkelig den eneste, der her skammer mig på min grænseløse samtids vegne?
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, journalist og forfatter Kåre Gade og højskoleforstander Thue Kjærhus