Der er gået sport i at blive krænket her til lands. Nogle bliver krænkede over, at der bliver gjort grin med deres profet, andre bliver krænkede over den måde, visse profet-tilhængere klæder sig på. Andre igen er krænkede over, at nogen kan finde på at omskære deres drengebørn, mens nogle af dem, som omskærer deres drengebørn, bliver krænkede over en lille tegning af dem i Dagbladet Politiken. Den var pludselig både antisemitisk og bagvaskende.
I dette krænkelses-cirkus spiller nye teknologier en vigtig rolle. Før de sociale medier kom til, kunne det jo være svært at holde sig ajour med, hvad der mon kunne krænke ens person lige i dag. Nu kan et hurtigt opslag på Facebook omgående give det søde, indestængte raseri og den sårethed, der følger af en krænkelse, frit løb.
Men selve de fysiske skærme, hvorpå vi orienterer os om nye mulige krænkelser, gør os også langt mere sensitive over for krænkelser. Det skyldes, at skærmen skærmer dig – det er derfra, den har fået sit navn.
I praksis er skærmen – og det vil i dag sige den skærm, der er på din smartphone – for en enorm gruppe af mennesker blevet deres andet lag hud. Hvor vi før – i bussen eller på gaden – stod og færdedes krop mod krop, er der i dag gledet en skærm ind imellem. Den er nu blevet en del af kroppen.
Fastlåst bag skærmen er det moderne menneske naturligvis blevet ekstremt tyndhudet: Kun den hud, der bruges, bliver modtagelig for berøring. Den hud, der aldrig røres, bliver hypersensitiv. Og når intet rører én der bag skærmen, må man hele tiden finde noget, som potentielt kunne berøre en og derved hjælpe én ud af ensomheden. Men da man er helt uden træning i berøring, bliver reaktionen, når man endelig røres, hysteri og panik. Krænkelsen er en realitet.
Denne civilisation lærer sine børn følgende: Mennesket er hårdt udenpå og blødt indeni. Det behøver sin hårde skærm for at kunne koncentrere sig om at våge over sit bløde, forsvarsløse indre. Men det betyder også, at alle sammenstød bliver hårdt mod hårdt. Det ene menneskes hårde skal støder støjende sammen med det andet menneskes hårde skal: øje for øje, tand for tand.
Sandheden er naturligvis en anden: Det noble menneske, det menneske, vi genkender som en gentleman, er blød og medgørlig udenpå. Det er først dybt inde bag hans blødhed, at vi finder noget hårdt og urokkeligt. Det er hans rygrad.
Det betyder, at dette menneske, modsat hans afskærmede medmennesker, kan tåle meget. Og først til sidst, når tiden er moden, lader dig føle den moralske klippe, på hvilken hans liv hviler.
Også denne helt har skærmene taget fra os.