Der er ingen store afsløringer, men ærlighed i Uffe Ellemann-Jensens sidste ord

Der bliver ikke afsløret store hemmeligheder i Mikael Bertelsens farvelinterview med Uffe Ellemann-Jensen, men det rummede alligevel stor ærlighed, skriver Birgitte Stoklund Larsen, der har set "Det sidste ord" på TV 2

Mikael Bertelsens interview med Uffe Ellemann-Jensen er en del af en interviewserie, hvor interviews med store danskere bringes efter deres død.
Mikael Bertelsens interview med Uffe Ellemann-Jensen er en del af en interviewserie, hvor interviews med store danskere bringes efter deres død. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Det stærkeste øjeblik i Mikael Bertelsens interview med Uffe Ellemann-Jensen kom til sidst. Bertelsen havde forladt studiet, Ellemann-Jensen er alene med kameraet. Øjnene, ansigtet, en sitren. I nogle sekunder samler han sig, så kommer det: testamentet og sangen. Husk, hvor du kommer fra, hav øje for verden. What a Wonderful World. Tak.

En fornem udgang.

Det stærkeste øjeblik var det øjeblik, mediet trådte i baggrunden og stillede sig til rådighed for den rene transmission af de sidste ord. Man manglede en lang rulletekst at sunde sig på, inden man faldt ud af fortryllelsen. Den gamle mand, det dybe, faste blik, den let snublende sang, stokkens sølvhåndtag som alderdommens symbol, et øjeblik hvor alderdom får lov at være visdom. Når alt kommer til alt. At the end of the day, som det hedder på engelsk.

Det var en plump overgang til TV 2-studiet, hvor Lykke Friis og Peter Lautrup-Larsen sad klar til at kommentere. Og ingen kommentar var nødvendig i øjeblikket. Der er ingen tvivl om, at Uffe Ellemann-Jensen havde tænkt det igennem, de sidste ord, sin posthume, offentlige exit.

Interviewet er en del af den serie af interviews, Mikael Bertelsen er i gang med, hvor han interviewer fremtrædende danskere tæt på en livsafslutning. Kameraerne er robotstyrede, så kun interviewer og den interviewede ved, hvad der er blevet sagt. Kontrakten er, at interviewet arkiveres på Det Kongelige Bibliotek og først offentliggøres efter den interviewedes død.

Det er en deponeret hemmelighed, et testamente. Man ved ikke, hvad man får, men med Uffe Ellemann-Jensen ved man det alligevel. Den store forstillelse, der skal til, for at afsløre en stor hemmelighed på dødslejet, har man aldrig haft fornemmelsen af med Uffe Ellemann-Jensen.

Der kommer heller ingen store afsløringer, men der er en ærlighed i forhold til omkostningerne ved det store engagement for verden, om venskaber der røg efter Muhammedkrisen, om konsekvenser for familien og om kærligheden til hustruen gennem mange år, Alice Vestergaard. Om den politiske arv fra faderen og det, han selv har givet videre til sine børn. Om hidsigheden, der havde gjort ham let at drille. Seerne fik også Milosevic-blikket, som han i sin tid havde indøvet for ikke at blive fanget storsmilende med en af Europas største politiske slyngler. Bertelsen udfordrede ham til en karaktergivning: De bedste statsministre var Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen, en “møgirriterende stivstikker”, som Ellemann-Jensen kaldte ham. Og Helle Thorning-Schmidt, hvis internationale engagement han anerkendte. Ikke Schlüter, Ikke Frederiksen.

Uffe Ellemann-Jensen ser med, når han er “krattet af”, som han selv formulerede det. Han troede på det evige liv, og han har selv bestemt salmerne, der skal synges, når han i dag bliver bisat fra Holmens Kirke: “Dejlig er jorden”, “Se, nu stiger solen”, “At sige verden ret farvel” og “Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”. Oh yeah.

Birgitte Stoklund Larsen er sognepræst og stiftskonsulent.