Det er næsten helt håbløst at kommentere sognepræst Torben Brammings langt ude i skoven-indlæg i Kristeligt Dagblad torsdag den 1. oktober. Det fyger med vilde og usammenhængende påstande såsom ”den identitetsfikserede kulturmarxisme med dens altnedbrydende agenda, der hærger Vesten”. Og ”desværre ender alle marxistiske revolutioner med armod, hungersnød og totalitarisme, senest i Portland og Venezuela”. Hvad har Portland med marxisme at gøre?
Endvidere insinuerer Bramming, at nogen kunne have det ønske ”at nedbryde den liberale vestlige og kristne kultur og erstatte det med et socialistisk, ateistisk samfund, hvis inspiration er hentet fra Lenin og Marx. På deres frugter skal I kende dem, sagde Jesus om de falske profeter. Ud fra den målestok er Antifa, den marxistiske Black Lives Matterbevægelse og kulturmarxisterne falske profeter, for deres frugter har været materiel ødelæggelse, ufrit samtalemiljø, vold og hetz af anderledestænkende”.
Det er da for vildt at blande Black Lives Matter ind i kristendomskundskabsundervisningen i folkeskolen og give den skyld for manglende viden om Bibelen. Det er snarere omvendt. Takket være dårlig og uvidenskabelig religionsundervisning er det desværre nødvendigt med sådanne opgør med traditionelle normer.
Når jeg alligevel tænker, det er vigtigt at blande sig, er det, fordi Bramming også har fat i noget rigtigt og vigtigt.
For det første: ”Først hvor der er en religiøs praksis, hænger den lærdom jo ved.”
Dette udsagn er jeg helt enig i. Det har længe været min opfattelse, at fokus på livsfilosofi i både læreruddannelse og folkeskole i kristendomskundskab efterhånden helt har skubbet de bibelske fortællinger ud.
Selve grundlaget for etik og moral er fejet af bordet til fordel for en evindelig snak om godt og ondt, frit svævende i luften. Der er simpelthen ingen viden tilbage om kristendommen og dens for-tællinger, for som Bramming skriver: ”trods det faktum, at 74 procent af folket stadig er medlemmer, og der er flere procent kristne uden for folkekirken, så ved de fleste intet og har ingen eller kun en overfladisk trospraksis”.
Men i stedet for at skrue tiden tilbage til før 1975, tænker jeg det bedre og også realistisk at få indført et religionsvidenskabeligt funderet fag i folkeskolen. Et fag, som også tager udgangspunkt i religionernes kilder. Et fag, som prioriterer, at man kender og lærer disse formative fortællinger fra de forskellige religioner.
En konfessionel skole som før 1975 har ikke sin gang på jorden; men det kan blive en win-win-situation for kirken, hvis børn og unge faktisk kender de religiøse grundfortællinger. Så kan de blive grundlag for liv og vækst i de forskellige trossamfund herunder kirken.
Den anden grund til at kommentere Bramming er, som han skriver:
”Fordi man har ladet kulturmarxisterne stjæle definitionen på historien og har tilladt kulturradikalismen at drive kristendommen ud af folkeskolen.”
Det er hverken marxister eller kulturradikale, som har drevet kristendommen ud af skolen. Det har reformpædagogikken sammen med livsfilosofien. Igen, hvis vi får et rigtigt religionsvidenskabeligt fag, kan vi igen arbejde med Bibelen og dens tekster i stedet for at snakke filosofi og etik.
Definitionen af historien derimod er der vist ingen, der har patent på. I hvert fald er det til alle tider en opgave at definere historien sammen og hver for sig.
Så, kære Torben Bramming, kom til fornuft og erkend, at der er ingen vej tilbage til før 1975. Bak i stedet op om mine tanker om et religionsvidenskabeligt fag, så vil vi få mulighed for at arbejde med grundlaget for kristendommen igen i folkeskolen og i læreruddannelsen.
Hans Krab Koed er lektor i kristendomskundskab ved læreruddannelsen på UC Syd.