Prøv avisen
Kirkeligt set

Der er mange ting, der er blevet bedre siden 1912. Bare ikke kristendomsundervisningen

Tegning: Søren Mosdal

Når 7257 lærere ifølge Undervisningsministeriet ikke har den ønskede faglighed, og kun 28,1 procent har kristendomskundskab som linjefag, er det ikke så sært, at børnenes uvidenhed om kristendommen er afgrundsdyb.

Min far fortalte meget om ham, bedstefar Uffe Jensen fra Velling. Min oldefar. Han var førstelærer på kommuneskolen, som det hed dengang. Jeg har set gulnede billeder af ham med langt, hvidt skæg, der kun groede ud fra hagen. Og et lysende blik bag de bittesmå briller.

I sine erindringer skriver han, at da han ikke kunne få den, han elskede, gik han pragmatisk til værks og valgte oldemor Johanne. Hun havde dejlige brede lår, og det var godt, fordi han gerne ville have mange børn. Altså en temmelig afgørende beslutning for min slægts historie.

Men den egentlige grund til, at jeg nævner oldefar i en klumme om kristendomsundervisning i folkeskolen, er, at han skrev en bog, der ligger her på mit skrivebord: ”Den bibelske Historie med et Udtog af Kirkens Historie efter Aposteltiden. – Fortalt for større Børn” udgivet af Danske Læreres Forlag i 1912. Den var altså til undervisningsbrug.

Jeg har arvet den efter far, der skrev noter i den med blyant og gul overstregningstusch. De løse sider er klistret sammen med brunt papirtape. Oldefar begynder sin fortælling med skabelsen og syndefaldet, patriarkfortællingerne og hele israelitternes historie, de gammeltestamentlige forventninger om folkets udfrielse, Jesu liv, lidelseshistorie, opstandelse og genkomst. Han fortsætter med de første menigheders historie, Paulus’ rejser og de store linjer i kirkens historie: kejser Konstantin, Ansgar og kristendommen, der kommer til Danmark, pavekirken, Luther og pietismen, Grundtvig, missionsbevægelsen og slutter med ”Kristelig Forening for Unge Mænd og Kvinder” (det var, før Tidehverv blev opfundet). Som skrevet i ét åndedrag, én stor bevægelse – én lang sammenhængende fortælling på 266 små sider, der bare venter på at blive fortalt.

Der er rigtig mange ting, der er blevet bedre siden 1912. Bare ikke lige kristendomsundervisningen. Når 7257 lærere ifølge Undervisningsministeriet ikke har den ønskede faglighed, og kun 28,1 procent har faget som linjefag, er det ikke så sært, at børnenes uvidenhed om kristendommen er afgrundsdyb. Derfor skal konfirmandundervisningen bogstaveligt talt begynde med Adam og Eva. Hver gang. Og hver gang slår det mig, at børnene har tabt fornemmelsen for en tidslinje – den sammenhængende fortælling.

68-generationens foragt for årstal er nedarvet i folkeskolen, hvor børnene kun får fragmenter af fortællinger. De har måske hørt om Moses i sivkurven, men var han før eller efter Jesus? Hvordan kristendommen kom til Danmark – kom den da det? Og Martin Luther er en mørk mand i Amerika, der havde en drøm. Grundtvig er der selvfølgelig ingen, der aner hvem er. Nej, Ateistisk Selskab behøver såmænd slet ikke være så bekymrede for, om kristendommen fylder for meget i folkeskolen. Men da Anders Stjernholm forleden i en artikel på religion.dk skrev, at ateisterne ønsker sig en folkeskole, der er ”filosofisk neutral”, for at barnet kan sætte sig ud over det miljø, det er vokset op i – det vil sige deres hjem – trasker han lige i hælene på de totalitære bannerførere: marxisterne og anarkisterne prædikede neutralitetens skinnende religion, der bilder mennesket ind, at det er uafhængigt af åndshistorien, den bibelske historie og slægtens egen fortælling. Men kære ateister, I tager fejl.

Intet menneske er neutralt, ikke engang et syvårigt skolebarn. End ikke jer selv – I udspringer også af noget. I er skrevet ind i hele den vestlige civilisations historie, der ikke kan tænkes uden kristendommen. Alle andre store ideologiske fortællinger er faldet sammen, men den mosaisk-kristne fortælling står der endnu. Fordi den fortæller sandheden om mennesket, der er grundlaget for det menneskesyn, der bærer hele den vestlige verden. Intet har præget den vestlige historie mere end det lille israelske folk, den jødisk-kristne historie, der peger ud over os selv mod en anden historie; det har sat sit dybe aftryk på forståelsen af historien og den sammenhæng, vi lever i.

Det er den sammenhængende fortælling, børnene skal høre i kristendomsundervisningen for at forstå sig selv som menneske i verden – det er fuldstændig lige så tvingende nødvendigt som at lære at læse og regne. Og ethvert barn forstår de bibelske fortællinger, også det barn, der ikke kan den lille tabel. Ingen hører fortællingerne om Adam og Eva, der jages ud af Edens have, Kain og Abel, korsfæstelsen og kristendommens historie indtil i dag, uden at det gør uudslettelige indtryk. Og der ligger en længsel i mennesket efter at få fortællingen fortalt, fordi vi selv er med i historien og selv er historie.

Den store fortælling har folkeskolelærerne ansvar for at formidle til menneskelivets udvikling, forklaring og forædling, som Grundtvig nok ville have sagt. Og det ansvar har folkeskolen svigtet, tilsyneladende uden at skamme sig synderligt over det. Og seminarierne har svigtet, for den såkaldte kompetence til at undervise i kristendom fås ikke ved nogle pædagogiske metoder eller halvhjertede sidefag, men ved at gøre ligesom min oldefar: slidsomt selv at tilegne sig fortællingerne. Det kan klares på 266 sider.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.

68-generationens foragt for årstal er nedarvet i folkeskolen, hvor børnene kun får fragmenter af fortællinger. De har måske hørt om Moses i sivkurven, men var han før eller efter Jesus?

Marie Høgh