Jeg holder meget af naturen. Naturen forstået som det grønne land under åben himmel, hvor fuglene synger, myggene sværmer, og træerne grønnes, blomstrer og taber deres blade. Jeg holder af at gå ture i naturen og betragte årets gang, vise min lille søn forskellen på eg og bøg, tage en kanotur, spise en madpakke med familien i skoven, eller se om jeg kan få øje på en isfugl eller en af de fiskeørne, der ofte cirkler rundt over Tange Sø.
Og sådan cirka tror jeg, de fleste mennesker har det. I hvert fald møder jeg tit andre mennesker, når jeg færdes ude i naturen. De går, løber eller cykler rundt og nyder den samme friske luft og det samme skiftende sceneri, som jeg gør.
Men nu er jeg blevet belært om, at den natur, jeg kender, bruger og holder af, slet ikke er rigtig natur. Den er nemlig ikke oprindelig. Min natur er kunstig, et kulturprodukt, den er det afskyeligste af alt: den er menneskeskabt.
Den rigtige Natur, vi kan kalde den Naturen med stort N, er ikke fyldt med landbrugsafgrøder, gangstier, robåde, hunde og mennesker. Den er tækkeligt ufremkommelig og jomfrueligt uberørt af menneskehånd. Naturen med stort N er den oprindelige Natur, sådan som det er meningen, at Naturen skal være. Og den skal for enhver pris genskabes. Også selvom det betyder, at et stykke natur med lille n, som mange mennesker holder af og bruger dagligt, skal ofres på Naturens alter. Jeg og andre bør beskue den uberørte Natur som museumsgæster bag de røde fløjlsreb: nok se, men ikke røre.
Ved en simpel Google-søgning kan man forvisse sig om, at der er utallige foreninger i Danmark, der arbejder for at ”genskabe den oprindelige natur” i Gribskov, på Æbelø, i Sellerup Enge og så videre. Det er lige ved, man får indtryk af, at den eneste plet på landkortet, der ikke ideelt set burde forsøges ført tilbage til Paradisets oprindelige (skabte?) herlighed, er København og omegn. Det er næsten, som om Naturen er blevet hellig, og ”den oprindelige Natur skal genskabes” er blevet et mantra, som et særligt præsteskab af bestyrelsesmedlemmer i store og små naturbevarende foreninger gentager til bevidstløshed.
Naturligvis findes der også en menighed, der har til formål at ”genskabe den oprindelige natur” her, hvor jeg bor. Foreningen til nedlæggelse af Tange Sø arbejder i skøn samklang med Dansk Naturfredningsforening på at få lov til at bruge millioner af kroner på at tømme vandet ud af søen, så landskabet kan komme til at se ud, som det ”oprindelig” gjorde. Det vil sige, inden Gudenåen i 1918 blev opdæmmet for at skabe et vandfald, der kunne drive de tre dobbelte Francis-turbiner på Danmarks største vandkraftværk.
Søen har ligget der i næsten 100 år, og der er intet kunstigt over den. For os, der bor i området, er søen den natur, vi elsker at færdes i. Den natur, der giver os vores naturoplevelser. Men den skal væk, fordi den ikke er oprindelig og uberørt.
Tange Sø er i sandhed ikke uberørt af menneskehånd. Der er mennesker ved den dagligt. Besudlende Naturen med deres tilstedeværelse. De sejler på den, svømmer i den, surfer på den, spiser mad ved den, bader i den, kikker på fugle ved den, fisker i den, tænder bål ved den, soler sig ved den, skøjter på den, slår lejr ved den, cykler langs den, tager billeder af den, og bruger den i det hele taget fuldstændig efter forgodtbefindende.
Men menneskelig livsudfoldelse er ikke det, Naturen skal bruges til. Naturen skal være statisk og se ud, som den oprindelig har set ud, inden den begyndte at blive ændret. Som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed.
Et stort problem med den tankegang er bare, at den ”oprindelige natur”, som skal ”genskabes”, ikke findes. Før Tange Sø blev dannet, snoede Gudenåen sig gennem landskabet. Hundrede år tidligere var der lyngklædte bakker ikke mange kilometer vest for Tange. Går man yderligere nogle år tilbage, var hele Jylland dækket af skov. Før det var der en istid. Længere tilbage gik her dinosaurer omkring, og for endnu flere år siden var Jorden helt dækket af vand. Naturen står aldrig stille, den bevæger sig - med eller uden menneskers hjælp - og man kan derfor ikke ”genskabe den oprindelige natur”, medmindre man da ønsker at gå tilbage til før Big Bang.
Men så kan man da begynde i det små. Og Naturens menneskefjendske præsteskab begynder med Tange Sø. Og får de magt, som de har agt, så bliver søen tømt, og alle de bondske, almindelige mennesker, der i dag formaster sig til at gå og røre ved søen og bruge søen, kan så sidde derhjemme og se på naturudsendelser i fjernsynet i stedet for. Hvor bliver det da rigtignok bare hyggeligt.
Dog er det selvfølgelig kun almindelige bønder, proletarer, pensionister, børnefamilier og arbejdsløse, der ikke må besudle den hellige og rene jomfru, Moder Natur, med deres uønskede berøring. Der er andre mennesker, der gerne må penetrere den og bruge den, som de vil, så ofte de har lyst. Nemlig de folk, der har fisketegn og laksefiskergrej.
For når Tange Sø bliver nedlagt, er det profeteret af Natur-præsterne, at der kommer en masse laks, som laksefiskerne gerne vil stå i uforstyrret stilhed og fred og fiske efter i den herligt genopstandne Gudenå. I ensom majestæt. Bare dem - dem og Naturen. Den Natur, som de kalder oprindelig, men som i virkeligheden bare er naturen, som de har skabt den, som de vil have den: fyldt med laks - tømt for mennesker.
Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye