I mandags var det blå mandag. Ja, altså ikke, hvad vi her til lands sædvanligvis forstår ved blå mandag, hvor de nyligt konfirmerede slår gækken løs. Nej, det var Blue Monday, og på engelsk har det blå en tone af tristhed og melankoli.
Den britiske psykolog Cliff Arnall har således fundet frem til, at den tredje mandag i januar simpelthen er årets værste dag. På denne dag skulle der være størst sandsynlighed for et sammenfald af trist vejrlig, kuldsejlede nytårsforsætter, dårlig økonomi og almindelig inerti.
Nuvel, selvom man ikke ligefrem tilbragte mandagen i kulkælderen, er denne tid da, med et uforligneligt jysk udtryk, noget træls. Gråvejr og nedlukning, løbske virusmutationer og tossede trumpister og så videre.
Under sådanne forhold har vi heldigvis vores skærme som et vindue til andre forhold og egne, og hvad er bedre mod vor mismods vinter end Middelhavet? Solglitrende og blåt, højt besunget af poeterne, frydeligt elsket af badegæsterne, søvej for kultur og handel. Mare nostrum – vores hav, kaldte romerne Middelhavet, for i Romerrigets storhedstid var havet ganske omkranset af imperiet, men vi er mange, som synes, at Middelhavet også er vores hav. Vores første møde med Sydens vande og det salte indbegreb af lys, krydderier og fornem kultur.
Jo, der var særdeles gode grunde til at ty til rejseprogrammet ”Middelhavet rundt med Simon Reeve” på DR 2 sådan en regnvåd januardag. Sommetider skal den mediterrane trang bare stilles. Og vel var Middelhavet betagende blåt, og solen skinnede det meste af tiden, men ”Middelhavet rundt med Simon Reeve” var langtfra idyllisk eskapisme.
I tirsdagens afsnit rejste Simon Reeve langs kysten i det splittede Libyen, hvor Islamisk Stat for nylig var blevet fordrevet fra byen Sirte. Ud til kysten lå der sønderskudte ruiner, og krigens spor trak dybe spor i sind og samfund. Men ved den libyske middelhavskyst finder man også de udsædvanligt velbevarede ruiner af den romerske by Leptis Magna.
Og tænk sig, denne ruinby var blevet forsvaret med våben i hånd af lokale frivillige, da Islamisk Stat rykkede frem med deres velkendte had til alt, der ikke harmonerer med kalifatets perverse teologi. Simon Reeve spurgte nogle unge mænd: ”Hvorfor sætte livet på spil på grund af nogle sten?”. Og han fik det stolte svar: ”Det er vores pligt at beskytte vores kulturarv.”
Da jeg hørte det, så jeg for mit indre blik de hærgende skarer af vestlige unge, som går til angreb på den kulturarv, der ikke passer med deres politiske smag. Jeg så den tidligere institutleder på Det Kongelige Danske Kunstakademi Katrine Dirckinck-Holmfeld, som ”rematerialiserede” en buste af Frederik V ved at kaste den i Københavns Havn. Hvilken forskel. På den ene side værnere, på anden side vandaler.
Måske skulle vi rekruttere nogle af de unge libyere til at beskytte den europæiske kulturarv? Middelhavet var blåt, men ”Middelhavet rundt med Simon Reeve” var nu langtfra blåøjet.
Jesper Bacher er sognepræst.