Jeg, der i dag er indlemmet i pensionisternes store fællesskab, husker tydeligt mit første stormløb på arbejdsmarkedet. Færdiguddannet magister. Det skulle vel række til højere løn og et interessant arbejde. Min lille søn passet af farmor eller mormor, mens jeg så til mit. Hun og min mor havde drøftet situationen og rådet mig til at søge stillingen, men samtidig fortælle om problemerne med den lille. Det ville uden tvivl betyde en højere grad af hensyntagen og en mulighed for, hvis det var nødvendigt, at passe den lille selv.
Fuld af modstridende følelser drog jeg af sted, forelagde min plan og opregnede mine kvalifikationer, ventede på svaret, der måtte være positivt. Men chefen eller ham, der var i færd med at vurdere mig og finde mig for let, så i stedet indtrængende på mig og sagde: "Tror De ikke, De kunne klare det, hvis De fik ung pige derhjemme? Sådan gjorde vi dengang." Jo, naturligvis, mumlede jeg med en ubehagelig fornemmmelse af allerede at have tabt. Det skal nok gå alt sammen! Trøstens ord fulgte mig til dørs, hang i luften, da jeg kom hjem.
Fik du så det job?, spurgte min mor. Nej! Nå, det var vel også det bedste, fortsatte hun. Du finder sagtens et halvdagsjob, der passer bedre til din situation.
Det har fra tidernes morgen været kvindens lod at gå stille med dørene i det offentlige rum. Men også inden for hjemmets fire vægge måtte hun undertiden bevæge sig på kattepoter. Hun ville se, men også ses, og hvor kunne hun bedre orientere sig end fra vinduesforhøjningen, en særlig plads for familiens kvinder, næsten alle hjem var forsynet med i 1800-tallet. Herfra kunne hun deltage i livet på grænsen mellem offentligt og privat.
Gik hun i teatret, vidste hun, at familiens lejede loge stod til hendes og hendes unge datters disposition. Det er historien om teateroplevelsen som den, der forbinder det snævre familierum med teatersalens åbne mulighed. At abonnere på en loge var at se og blive set, akkurat som hjemme på forhøjningen.
Bag mændene stod kvinderne i mange år uden reelle beføjelser, men med en praktisk viden om livets små detaljer, som var nægtet mænd.
Meget har ændret sig siden. Kvinderne herhjemme fik valgret i 1915. P-pillen holdt sit indtog i 1966. I 1970'erne meldte mange kvinder sig på arbejdsmarkedet efter at have fået deres første barn. Dermed blev barnefaderen mere synlig. Påtog sig at promenere barnet samt undertiden at forlænge den barselsorlov, der så karrigt var tildelt moderen. Lige løn for lige arbejde synes at være blevet et naturligt krav samt bedre aflønning af kvindelige medarbejdere og ledere. Sidst, men ikke mindst bedre barselsordning for kvinder og mænd. Der er ikke mange fædre, der i dag sætter spørgsmålstegn ved deres døtres behov for en uddannelse.
København har fået en kvindelig overborgmester, vi har også fået kvindelige ministre, men endnu ikke en kvinde på posten som statsminister. Det er 91 år siden, kvinder fik valgret.
Der er endnu grund til at markere Kvindernes Internationale Kampdag – fra 1921 fejret den 8. marts. Der er et stykke vej, før mænd og kvinder stilles lige i Danmark, og blandt nydanskere og ude i verden er vejen frem til lighed belagt med fordomme og vanetænkning.
Elin Rask er anmelder ved Kristeligt Dagblad