Pinsen står for døren. Det er kirkens fødselsdag, siger man. En festlig højtid, som i Danmark nu gerne fejres i al sin glans med alt fra velsmagende fiskeretter til stort anlagte friluftsgudstjenester.
I Mellemøsten, hvor kristendommen opstod for knap 2000 år siden, er der for tiden i flere lande desværre ikke meget at fejre. Tværtimod. Situationen er dybt alvorlig. Religionsfriheden krænkes igen og igen. Adskillige medier og organisationer, som følger udviklingen, rapporterer om kirker, der ødelægges, og om troende, som fængsles eller chikaneres på anden vis, hvis de ikke følger en bestemt fortolkning af islam.
Hele kristne befolkningsgrupper er blevet udryddet af de såkaldte oprørere, deriblandt min nærmeste familie og andre nære slægtninge, berettede den syriske kirkeleder Rosangela Jarjour som optakt til de netop afholdte kirkedage i Aalborg.
Men de kristne er langtfra alene om at være truet. Forleden kunne Kristeligt Dagblad for eksempel fortælle om mandæernes kamp for overledelse. Mindst fire ud af fem mandæere er på 10 år fordrevet fra Irak.
LÆS OGSÅ: Ja til religionsfrihed - nej til religionslighed
Hvis verdenssamfundet ikke griber ind nu, er vi helt væk om 20 år, udtalte Nazer Haidar som repræsentant for mandæerne, hvis antal nu kun udgør omkring 70.000 på verdensplan. Mandæerne kan føre deres historie og skikke tilbage til tiden før Kristi fødsel, og det vil på én gang være en menneskelig tragedie og en kulturel forarmelse af dimensioner, hvis den dystre forudsigelse om udryddelse skulle gå i opfyldelse.
Over hele kloden læses der i pinsen tekster fra Bibelen om Helligåndens komme og om, hvordan de første kristne sluttede sig sammen i menigheder på tværs af etniske tilhørsforhold. Den etniske mangfoldighed i datidens samfund sætter nutidens bevægelse mod ensretning i Mellemøsten i relief.
Da kristendommen opstod, var landene omkring Middelhavet en kulturel smeltedigel med meget sammensatte befolkningsgrupper. Her boede ikke blot jøder, romere og grækere. Som teksten om pinsen fra Apostlenes Gerninger også fortæller, var her i datiden blandt mange andre også parthere, medere, elamitter og arabere samt folk fra områder som Mesopotamien, Kappadokien, Pontus, Frygien og Libyen.
Desværre er denne historiske mangfoldighed i dag truet på en dybt problematisk facon. Kampe mellem klaner, social usikkerhed, økonomisk nedtur, mangel på uddannelse, hævnmotiver efter krigshandlinger, terror, islamistisk fanatisme og en udbredt mangel på retsbeskyttelse rammer nu en stribe religiøse mindretal på en måde, som truer deres fremtidige eksistens i flere dele af regionen.
Stor usikkerhed er der flere steder for tilhængere af bahai-religionen og de såkaldte ahmadiyya-muslimer, der ofte stemples som afvigere eller kættere. Også ateistiske intellektuelle møder svære udfordringer. Flere føler sig så pressede, at de vælger at forlade området.
En del kommentatorer taler åbent om risikoen for hjerneflugt i flere lande i Mellemøsten, fordi de mennesker med minoritetsbaggrunde, som i disse år i tusindtal forsvinder fra regionen, også tit er veluddannede og aktive samfundsborgere. Alene i Egypten menes omkring 100.000 forholdsvis ressourcestærke koptere at have taget flugten inden for de seneste to år.
Situationen kalder på flere typer af reaktioner. Ud over de helt nødvendige politiske initiativer gælder det også religiøst og kirkeligt græsrodsarbejde.
Tidligere overrabbiner Bent Melchior har ifølge Kristeligt Dagblad medvirket til, at mandæernes sag med afsæt i Irak nu behandles i FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR.
Når jeg oplever sådanne mennesker, der faktisk er stakler og har svært ved selv at udtrykke sig over for deres nye omgivelser, må jeg tale deres sag, forklarer Bent Melchior.
Han støttes af den københavnske indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen, som siger: Det er et vigtigt principielt anliggende at gøre noget for at beskytte religiøse minoriteter i Mellemøsten.
Nu er der naturligvis stor forskel på kristne og ateister fra Syrien, mandæere fra Iran, bahaier fra Iran og koptere i Egypten. Men disse grupperinger har samtidig mange fælles udfordringer. De er marginaliserede. De er klemt i større konflikter. Deres fremtidsudsigter er usikre. Frem for alt har de bare ikke den frihed til at tænke og til at tro, som de burde have, der, hvor de nu opholder sig. Derfor er anliggendet så principielt, så alment gyldigt og så væsentligt.
Kirkeligt set er og bør religionsfriheden nemlig være et grundvilkår i det 21. århundrede. Religion, som påtvinges andre med vold og magt, fører i længden ingen steder hen. Tro og frihed må gå hånd i hånd.
Kirken fejrer fødselsdag, når det er pinse. I år må festtalerne gerne handle om, hvordan freden og friheden til at tænke og tro genoprettes på tværs af skel i netop den region, hvor kristendommen selv opstod som en mindretalsbevægelse for snart to årtusinder siden.
Gøres der ikke noget, kan flere religiøse mindretal i dele af Mellemøsten desværre befinde sig på en dyster vej, der ender med, at de slet ikke er der mere.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard