Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning. 

Der findes andet læseværdig børnelitteratur end det, vi selv fik læst op

Tag på biblioteket med barnebarnet i hånden og find ud af, at der er meget af den nyere børnelitteratur, der på fornem vis lever op til alle kriterier for, hvad en god børnebog er

Vi genlæser "Halfdans ABC". Og Halfdan Rasmussen er sjov, men der er også meget af den nye børnelitteratur, der fortjener opmærksomhed.
Vi genlæser "Halfdans ABC". Og Halfdan Rasmussen er sjov, men der er også meget af den nye børnelitteratur, der fortjener opmærksomhed. . Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix. .

En af de rigtig gode ting ved at få børnebørn er, at man endnu engang får lov til at kaste sig over børnelitteraturen. Det kan man selvfølgelig også gøre uden et barn ved sin side, men det giver en større motivation at skulle dele oplevelsen med et menneske, der endnu ikke selv har lært at læse. Det er så skønt at sidde mellem bamser og puder og med opmærksomheden rettet mod det fælles tredje. Det har så stor værdi at sætte sig sammen og leve sig ind i en anden verden og for en stund fjerne sig fra hverdagens centrifuge. Nogle af bøgerne er fulde af magi, andre har et realistisk univers og nogle ligger midt imellem med personer af kød og blod og så alligevel et enkelt overnaturligt element.

I højtlæsningen bestemmer vi selv tempoet, og pusterummet kan i bedste fald fungere som en åndelig retræte. Når vi læser, trækker vi tråde til andre mennesker. Vi kan, når bøgerne er godt skrevet, leve os ind i personerne og ønske at møde dem. Det sker for både børn og voksne. Når vi læser, kan vi følges med andre et stykke af vejen.

Læsningen får endnu mere værdi, når der er kælet for detaljerne både på billed- og ordsiden, sådan som der heldigvis er i rigtig meget af den børnelitteratur, der bliver udgivet i dag.

Så længe børnene ikke kan læse, er det os voksne, der præsenterer bøgernes verden, og vi vælger primært de bøger, vi selv har fået læst højt og de bøger, vi læste højt dengang vores børn var små. Det bekræftes jeg i gang på gang, når jeg står hos boghandleren og skal vælge en bog til en af de nye verdensborgere. Her er der en overrepræsentation af det, vi kalder klassikere.

Bøger af H.C. Andersen, Astrid Lindgren, Egon Mathiesen, Ole Lund Kirkegård og andre forfattere, der leverede litteraturen til vores barndom, har mange hyldemeter. Heldigvis er der også plads til bøger af Sven Nordkvist, Kim Fupz Aakeson og Gunilla Bergstrøm, der med litterære figurer som Alfons og katten Findus åbnede verden for vores børn.

Vi elsker stadig den lille sjove og nysgerrige abekat, og vi genlæser "Halfdans ABC" og alle de andre skønne og finurlige rim og remser, der kom fra Halfdans hånd. Og han er sjov, og Halfdans bøger holder og er blevet læst af minimum tre generationer, men der er også meget af den nye børnelitteratur, der fortjener opmærksomhed. Og med ”nye” mener jeg såmænd bare de bøger, der er udgivet inden for de seneste 20-30 år. Det er skammeligt, at så få af disse finder vej til boghandlerne. Og hvis de lander der, er de der sjældent ret længe ad gangen. Hvorfor? Ja, mon ikke det er, fordi vi ikke køber dem. Vi drømmer os tilbage til sidste gang, vi havde med børnelitteratur at gøre, og vedbliver at købe de titler, der dengang skabte et bånd mellem flere generationer.

At drømme sig tilbage kan noget, og mange af datidens bøger kan også noget, men måske skulle vi også støtte nye gode forfattere og prøve at finde vej i den nyere børnelitteratur. Finde de titler, vi synes om og gøre dem til en del af repertoiret. Tag på biblioteket med barnebarnet i hånden og find ud af, at der er meget af den nyere børnelitteratur, der på fornem vis lever op til alle kriterier for, hvad en god børnebog er. Bibliotekarerne står til rådighed med deres kæmpe viden på området.

Lån bøger af for eksempel Glenn Ringtved, Cecilie Eken, Stian Hole, Merete Pryds Helle, Ida Jessen, Mette E. Neerlin, Kim Fupz Aakeson og Jakob Martin Strid (for bare at nævne nogle). Her finder vi, lige som klassikerne, bøger, hvor der er smæld i replikkerne, og hvor der er kælet for sproget og arbejdet nøje med illustrationerne, så de spiller sammen med teksten eller lægger noget til teksten.

Hvis børnene skal fanges ind af fortællingerne, må der ikke være alt for meget tekst, men den tekst, der er, skal være god og gerne indeholde humor. Det betyder mindre, om det er børn, elefanter eller hunde, der er hovedpersoner i historien, for i børns verden kan man sagtens abstrahere fra, at dyr i virkeligheden ikke kan tale. Det, der er vigtigt her, er sprogets lyde, og når Pryds Helle i sin nye børnebog ”Donna finder hjem” vælger at kalde de fem hundesøskende for Donna, Dut, Dotte, Lotte og lille Tis, så er tonen lagt for en god læseroplevelse for både tilhøreren og oplæseren. ”Lille Tis” – det er godt fundet på.

Børn forstår sig på kvalitet og fortjener kvalitet. Både Pryds Helle og Ida Jessen har fået megen anmelderros for deres voksenlitteratur, men de kan også skrive for børn og for børn og voksne. Megen af den litteratur, der bliver kommunikeret som børnelitteratur henvender sig lige så meget til den voksne, og måske burde bøgerne kaldes for menneskebøger.

Siden dengang i 1967, hvor boomet skete i dansk børnelitteratur, har forfatterne undladt den moraliserende stemme. Litteraturen har sat barnet fri. Både dengang og nu har det været muligt for skribenterne at tage dystre og tunge emner op, men det bliver gjort uden at tage håbet fra barnet, præcis som K.E. Løgstrup anbefalede. Når Stian Hole i ”Annas Himmel” beskriver den dag, Anna med sin far skal til moderens begravelse, sker det i et poetisk sprog, der udtrykker en tro på, at verden er god på trods af den modgang barnet ofte må igennem.

Ligeledes tager Cecilie Eken barnet alvorligt, når hun i sonetform udtrykker, hvordan barnet kan have både en lys og en mørk side. Bøgerne åbner ved hjælp af såvel tekst som billeder op for sanserne og hukommelsen.

Børnelitteraturen kan også være humoristisk og levere gode grin til både barnet og den voksne.

Um Chilli Gum,

Okke nokke nikke num,

della hyt pyt pingelpot

ding dappe duh

Sådan siger en lille kylling, der lige kommer ud af ægget i Marianne Iben Hansens bog: ”Lille Frøken Pingelpot.” Verset bliver gentaget så mange gange i løbet af bogen, at børnene (ikke de voksne) kan verset, når bogen er slut. Samtidig med de rimede og finurlige vers, får vi en fortælling om en kylling – et barn, der er anderledes og har svært ved at føle sig tilpas i hønsegården – verden. Hansen har skrevet adskillige børnebøger og alligevel er der rigtig mange, der ikke kender hende.

Halfdan Rasmussen er stadig god, men Marianne Iben Hansen har gjort ham kunsten efter og skriver videre på samme tradition, hvor rimene kan være rablende, men stadig giver en sammenhæng i fortællingerne.

I hendes bøger optræder ikke bare biler, men Volvo, Toyota, Mazda, Fiat og Mitsubishi. Det fanger børnenes interesse. De ved godt, at en bil ikke bare er en bil, men at der er forskel på en Volvo og en Suzuki. Suzuki, det ligger godt i munden, og det er kendetegnende for Marianne Iben Hansens rim og remser. Ordene ligger godt i munden. Hun fanger i sin nyeste bog ”Den er fin appelsin” tidens interesse for at spise vegansk, og samtidigt leger hun videre med sproget ligesom hun gjorde det i ”Axel elsker biler” fra 2007.

Hør her:

Hvidkål og hvadkål

og spidskål og fladkål.

Hvem kan li’ surkål,

og hvem kan li’ gladkål.

Eller denne:

Per og Sille

Er lidt vilde,

Slås til de får næseblod.

Sikke noget persillerod!

Zarah Juul har illustreret bogen med farvestrålende billeder af masser af frugt og grønt med menneskelignende kroppe og ansigter.

Opfordringen herfra til andre bedsteforældre eller voksne med kærlighed til børnelitteraturen: Tag og prøv noget nyt. Næste gang du vil forære en god læseoplevelse, så var det måske en idé at kigge på den nye børnelitteratur, og hvis ikke de står på hylden, så kan de bestilles. Rigtig god læselyst.