Prøv avisen
Historisk set

Der findes et fortilfælde for Trump

Outsideren Andrew Jackson vandt præsidentvalget i USA i 1828 i spidsen for en koalition af hårdføre nybyggere fra de vestlige grænsestater, slaveejere i sydstaterne og politikere fra New York. – Maleri af Thomas Sully, 1845. National Gallery of Art, Washington DC.

Trods den næsten lammende overraskelse over Donald Trumps sejr er der fortilfælde i amerikansk historie for at populister kommer vinder præsidentposten i USA. Man skal bare helt tilbage til 1828, hvor outsideren Andrew Jackson vandt præsidentvalget

Trods den næsten lammende overraskelse over Donald Trumps sejr er der fortilfælde i amerikansk historie for at populister kommer og vinder præsidentposten i USA. Man skal bare helt tilbage til 1828.

Da vandt outsideren Andrew Jackson i spidsen for en koalition af hårdføre nybyggere fra de vestlige grænsestater, slaveejere i sydstaterne og politikere fra New York over det føderalistiske establishment fra Nordøst-staterne, som indtil da havde domineret amerikansk politik og samlet enkeltstaterne til noget, der mindede om en stat. Blandt andet ved hjælp af en centralbank, som derfor blev nedlagt af populisterne.

Andrew Jackson fra sydstaten Tennessee levede fra 1767 til 1845 og var USA’s syvende præsident 1829-1837. Han var sagfører i Nashville og Tennessees første medlem af Repræsentanternes Hus 1796-1797, senator 1797-1798 og højesteretsdommer i Tennessee 1798-1804.

1802 blev Jackson udnævnt til generalmajor i Tennessees milits. Under krigen med Storbritannien 1812-1814 nedkæmpede han briternes allierede, creek-indianerne, der havde organiseret sig som en selvstændig konføderation, og fordrev dem. Ved årsskiftet 1814-1815 besejrede han, inden meddelelsen om en fredsaftale havde nået USA, briterne i et blodigt slag ved New Orleans – en af de meget få amerikanske sejre i en krig, hvor briterne invaderede Washington og brændte Det Hvide Hus ned.

1817 invaderede han det spanske Florida, som 1819-1821 blev købt af USA. 1823-1825 var han igen senator for Tennessee og stillede i 1824 op ved præsidentvalget. På baggrund af sit militære (ophav) fik han flest stemmer. Men da ingen havde flertal, overgik valget til Repræsentanternes Hus, hvor han tabte til den tidligere udenrigsminister John Quincy Adams, der var søn af USA’s anden præsident.

Quincy Adams, der efter pålidelige oplysninger er den amerikanske præsident med den højeste intelligenskvotient, talte flere sprog, oversatte græske og latinske klassikere – og hadede at føre valgkamp på den folkelige amerikanske måde.

I 1828 stillede Jackson op mod Adams, men denne gang i alliance med en effektiv politiker fra New York, Martin Van Buren, der havde hollandske rødder. Og denne gang vandt populisterne stort.

Jackson tilhørte den fløj, som hævdede enkeltstaternes rettigheder mod den føderale centralregering, de såkaldte antiføderalister, der i 1820’erne samledes i Det Demokratiske Parti. Men sejren for grænsestaterne mod vest og syd var først og fremmest en kulturrevolution, hvor de rå og upolerede typer fra grænseegnenes indianerkrige vandt magten.

De markerede sejren ved at invadere Det Hvide Hus i Washington og smide sig i sofaerne med sporer på deres snavsede støvler, mens spiritussen flød i lange baner i en fest, der varede flere døgn. Vi kender disse skikkelser fra frontier-mytologiens Daniel Boone og Davy Crockett. De var efterkommere af skotsk-irske indvandrere, der var så voldelige og uhæmmede, at indianerne frygtede dem.

Det var efter alt at dømme de nordirske protestanter, der introducerede skalpering af fjenden og lærte indianerne det. Creek-indianerne var derimod gået over til kristendommen, havde organiseret et fredeligt landbrugssamfund og lært at læse og skrive og bruge briller. Indtil Jackson fordrev dem.

Som ægte populist tilskrives Jackson mottoet ”Den bedste regering er den, der regerer mindst”. Alligevel blev magten i hans to perioder koncentreret omkring præsidentembedet, samtidig med at han placerede tilhængere på vigtige poster i administrationen. Et løfte, han holdt, var at afskaffe centralbankens magt med et veto i 1832 mod at forlænge dens koncession.

Under Jacksons ledelse begyndte Van Buren en systematisk opbygning af verdens første masseparti, Det Demokratiske Parti, der støttede ”den jævne mand” mod de etablerede økonomiske interesser. Demokraterne var indædte tilhængere af slaveriet, en holdning, partiet bevarede til borgerkrigen 1861 og i en anden skikkelse helt til reformerne under John Kennedy og især Lyndon Johnson i 1960’erne, der førte til, at Republikanerne vandt sydstaterne.

I dag går Republikanerne ind for enkeltstaternes magt, modsat tidligere, hvor de under Abraham Lincoln udkæmpede en borgerkrig for at holde USA sammen. Hvilken politik, populister vælger at føre, når de kommer til magten, er ret uforudsigeligt, uanset hvor ”folkelige” de fremstiller sig selv. Andrew Jackson holdt kun sit løfte om at fordrive indianerne og nedlægge centralbanken, men gjorde ellers det modsatte af det, han havde lovet.

Gælder det samme for populisten Donald Trump, vil han formodentlig holde sit løfte om at afvikle klimapolitikken og trække sig tilbage fra at prøve at styre hele verden, men vil ellers overlade regeringsførelsen til konservative republikanere personificeret i vicepræsident Mike Pence.