Det er ikke kommet som nogen overraskelse for undertegnede, at det store flertal af Kristeligt Dagblads debatlystne læsere mildt sagt ikke omfavner hverken ateisme eller ateister.
Og der er naturligvis også en vis logik i, at meget religiøse mennesker opfatter ateismen som en trussel, i og med at den hævder, at selve grundlaget for deres tro ikke eksisterer.
Den form for ateisme, jeg kender til og bekender mig til, og som også kendetegner mine mange ateistiske venner, har nu ikke til hensigt at true nogen eller noget.
Vi ønsker blot at gøre opmærksom på, at der faktisk findes mange nogenlunde normalt begavede og oplyste mennesker, der i deres overvejelser over verden og livet helt legitimt og fredeligt er kommet til den erkendelse, at verden og tilværelsen bedst forklares og forstås ud fra naturlige fænomener. Det er jo også det, der udgør hele sammenhængen i naturvidenskaberne.
I vores optik bidrager forestillinger om guder ikke til yderligere afklaring. Det har da også vist sig, at huller i de naturvidenskabelige forklaringer igen og igen er blevet lukket gennem nye naturvidenskabelige forklaringer, og at de, der mente, at det kun var muligt at lukke dem ved hjælp af guddommelige kræfter, gang på gang har taget fejl.
Da vi ydermere ikke ser nogen evidens for guders reelle eksistens, konkluderer vi, at så findes de såmænd nok heller ikke.
Den 18. august hævdede sognepræst Niels Refskou her i avisen, at ateisme ”har intet med videnskab at gøre”. Samtidig henviste han til Karl Poppers udsagn om, at det, der kendetegner videnskabelige teorier, er, at de skal indebære muligheden for at kunne omstødes (falsificeres).
Ja, netop. Ateismen er i virkeligheden en selvfølgelig del af det naturvidenskabelige system, som møjsommeligt er blevet opbygget gennem de seneste få århundreder. Den ateistiske ”arbejdshypotese”, at der ikke findes nogen gud, vil selvsagt kunne omstødes.
Den er falsificeret i det øjeblik, det skulle vise sig, at der faktisk findes bare en enkelt gud. Så ville der foreligge et paradigmeskift, kan man roligt sige. Lidt mere revolutionerende end selv det, der indtrådte, da kvantefysikken afløste den klassiske newtonske fysik.
I moderne naturvidenskab er udgangspunktet imidlertid, når et fænomen søges opklaret, at der er en naturlig forklaring, ikke at det er ”Guds værk”.
Moderne naturvidenskab er ateistisk, og ateisme bygger da også i sagens natur på en grundtese, der kan falsificeres. Så længe den ikke er blevet det, er det ikke bare ufornuftigt, det er decideret forkert at hævde, som professor, dr.theol.
Hans Jørgen Lundager, Aarhus Universitet, i Kristeligt Dagblads føljeton ”Kristendommen på retur” (den 3. august): ”Ateismen er slet ikke relevant i Danmark”.
Lektor Birte Krog-Møller betegnede ateisme som ”et subjektivt og bevidst fravalg af tilværelsens åndelige dimension” (den 3. august), og dr.theol. Ole Jensen gav udtryk for, at ateisme ikke blot kun er en tro, men at det ydermere er en ”forfærdelig fattig” tro (den 31. juli).
Hvis ”tilværelsens åndelige dimension” stod og faldt med troen på en guds eksistens, ville livet rigtignok kunne blive forfærdelig fattigt for de ikke-troende; men det gør den så heldigvis heller ikke.
Jeg skal ikke vurdere mit eget åndelige niveau, men man kan vel dårligt betegne fremtrædende ateistiske repræsentanter for det kulturradikale segment af befolkningen som for eksempel Georg Brandes, Poul Henningsen, Klaus Rifbjerg og Niels I. Meyer som åndeligt forarmede.
Som den eneste livsanskuelse, der på et velargumenteret grundlag udfordrer de tre store monoteistiske religioner, er ateismen en både uomgængelig og nødvendig anskuelse, som da også deles af millioner af mennesker i vores del af verden.
Den er uomgængelig, fordi den er velargumenteret og uomstødt, og den er nødvendig, fordi den muligvis - vi er nogle, der vil sige sandsynligvis - er sand.
Søren Nørby, universitetslektor emeritus, cand.med. og lic.scient. (genetik), Rolighedsvej 6, 4. th., Frederiksberg C