Prøv avisen
Kanten

Der findes ingen rigtig måde at sørge på - heller ikke for dronninger

Flere aviser og tv-kanaler var hurtige til at evaluere dronning Margrethes følelsesmæssige udtryk i forbindelse med Prins Henriks død og begravelse. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Uanset om vores medmennesker bor på slottet, på gaden eller et sted derimellem, bør vi droppe vurderingen af deres reaktion i forbindelse med et tab. For det første har sorgen mange ansigter, og for det andet kan ingen af os vide, hvordan det er at være i den sørgendes sted

Dronningen reagerede ikke på den rigtige måde. Denne sætning kunne antyde, at jeg mener, dronning Margrethe reagerede forkert i forbindelse med prins Henriks død. Det er imidlertid ikke min pointe. Min pointe er, at Dronningen hverken reagerede rigtigt eller forkert, da hun sagde farvel til sin mand gennem mere end 50 år. Hun reagerede blot – med smil, tårer og alt derimellem.

Flere aviser og tv-kanaler var ellers hurtige til at evaluere dronning Margrethes følelsesmæssige udtryk. Det gjorde sig gældende, da hun smilede – og jeg citerer – ”(…) blot et halvt døgn efter, at Prinsen havde trukket vejret for sidste gang”. Og det gjorde sig ligeledes gældende, da hun græd under selv begravelsen.

I begge tilfælde blev hendes følelser anerkendt og omtalt i positive vendinger, og i den forstand fremstod kommentarerne uskyldige og sympatiske. Det ændrer dog ikke ved, at der fandt en evaluering sted af hendes følelsesmæssige reaktion, som jeg finder principielt problematisk.

Denne evaluering af Dronningens smil og tårer er uhensigtsmæssig, fordi den implicit henviser til en ”rigtig” måde at sørge på. Evalueringen refererer indirekte til en slags drejebog for, hvordan man bør sørge, når man mister.

Og evalueringen er ligeledes problematisk fordi den – apropos den kongelige anledning – er et kongeeksempel på, hvordan vi generelt vurderer hinandens reaktioner, når nogle af os mister, bliver skilt eller fyret.

Når tårer bliver applauderet, og smil bliver gjort til genstand for kritisk analyse, er det et udtryk for, at vi mener, at man bør græde, når man mister, og at smil skal reserveres til glædelige begivenheder. Og når man efter et stykke tid siger om folk, der har mistet, at de vel nok klarer det godt, er der ligeledes tale om en ros, som er dybt problematisk, fordi den refererer til et ideal om, at man hurtigt skal komme igennem sorgen.

Uanset om vores medmennesker bor på slottet, på gaden eller et sted derimellem, bør vi droppe vurderingen af deres reaktion i forbindelse med et tab. For det første har sorgen mange ansigter, og for det andet kan ingen af os vide, hvordan det er at være i den sørgendes sted. I stedet for at bruge energi på at evaluere, burde vi bruge vores tid på at spørge til de sørgende.

Det er de færreste af os, der har lejlighed til at gøre dette i forbindelse med Dronningens tab, men vi møder alle mennesker, som mister, hvor der byder sig en lejlighed til omsorgsfuldt at interessere sig for deres oplevelse.

Se det er en rigtig måde at reagere på.

I stedet for at bruge energi på at evaluere, burde vi bruge vores tid på at spørge til de sørgende.

Mattias Stølen Due