- Der har aldrig været et land, der hed Palæstina

'Det historiske Palæstina' har aldrig eksisteret, skriver præst Hans Kristian Neerskov som svar på Fathi El-Abeds kronik

Palæstinensere i Gaza demonstrerer mod Israels ødelæggelse af deres hjem under den tre uger lange militæroffensiv i december sidste år. -
Palæstinensere i Gaza demonstrerer mod Israels ødelæggelse af deres hjem under den tre uger lange militæroffensiv i december sidste år. -. Foto: IBRAHEEM ABU MUSTAFA Denmark.

Formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed, stiller i en kronik i Kristeligt Dagblad den 28. juli nogle spørgsmål, som han umiddelbart selv burde kunne svare på, men det gør han ikke, fordi de svar, som det internationale samfund har givet, ikke passer til hans egen sammenkogte ret. Først spørger han: Hvorfor er det så vigtigt for Israel at blive anerkendt?

Svaret er givet i FN's resolution 181 af 29. november 1947, hvor der på det tidspunkt var 57 medlemslande. Her stemte kun 13 lande imod, mens 33 lande stemte for, og 11 lande undlod at stemme. Resolutionen påbød såvel palæstinensere som jøder at oprette hver sin selvstændige, demokratiske stat, som gensidigt skulle anerkende den anden part og således leve i fredelig "sameksistens".

Palæstinenserne har aldrig villet anerkende denne FN-resolution, og det er årsagen til, at der ikke findes en såkaldt palæstinensisk stat i dag. Hvis de havde rettet sig efter FN's resolution 181, kunne de have haft det land, der er tildelt dem, og det kan de også i dag, men det vil de ikke, fordi de ikke ønsker, at der skal være en jødisk stat!

Israel anerkendte resolutionen, selvom den syntes uretfærdig og meget vanskelig at gennemføre. For det første var allerede 77 procent af mandatet: "Det hellige Land" givet som et emirat til Abdullah Hussein, og det blev senere til Transjordanien (på den anden side af Jordan) og nu kongeriget Jordan, så her har de såkaldte palæstinensere et af deres i alt 14 hjemlande.

For det andet var det område, Israel fik, vanskeligt at forsvare, fordi det på det smalleste sted kun var 16 kilometer bredt. Desuden gav resolution 181 særlige regler for Jerusalem, som på intet tidspunkt i Mohammeds liv spillede nogen rolle for islam, men som muslimerne ved en krig efter hans død i år 654 erobrede og holdt under deres jurisdiktion indtil år 1099. Her byggede de så to moskéer.

Så fortsætter Fathi El-Abed med at hævde, at der ikke findes noget, som hedder "Det jødiske Folk", for det er en zionistisk opfindelse fra slutningen af 1800-tallet. Hvor historieløs kan man dog være? Gud sagde til Abraham, at han skulle få dette land (1. Mos., 18). Her er tilmed størrelsen på landet opgivet. Senere giver Gud løftet til Isak (1. Mos. 26, 13) og Jakob (1. Mos. 35, 12), men ikke til Ismael (1. Mos. 17, 18 ff.). Endelig stadfæster Gud, at løftet er evigt. (1. Mos. 17, 8)
Sandheden bag Fathi El-Abeds påstand om, at der aldrig har eksisteret et jødisk folk, er imidlertid, at der aldrig har eksisteret et palæstinensisk folk!

Der har aldrig været en palæstinensisk regering nogen steder i verden. Der har aldrig været en palæstinensisk valuta, ej heller et land, der hed Palæstina. Der var et palæstinensisk mandat, som briterne kaldte det, fra 1920 til staten Israel blev grundlagt. Derfor har El-Abdel ikke ret, når han taler om "Det historiske Palæstina", for det har aldrig eksisteret.

Ordet forekommer første gang hos historikeren Herodot (485-425 før Kristus), som kaldes "Historiens Fader". Her omtaler han Filestien som Palestine, altså Gaza-området, hvor jøderne havde svært ved at erobre filisterland tilbage.

I mandat-perioden valgte englænderne at kalde det for Palestine, og herfra kommer problemet. Der har aldrig eksisteret en palæstinensisk regering i det hellige land, heller ikke i den tid, hvor islam havde erobret landet (654-1099). Endelig efter templets ødelæggelse i år 70 efter Kristus kaldte romerne det for Palestine.

Hans Kristian Neerskov,
Præst, forfatter
Postboks 161,
Dyssegård