Der hersker en farlig ortodoks myte om en russisk verden

Dele af den ortodokse kirke er med til at legitimere Ruslands krig i Ukraine. Kirken må tage et opgør med idéen om en ubrydelig sammenhæng mellem Rusland og ortodoksien, hvis fred og forsoning skal opnås

Vladimir Putin og patriark Kirill.
Vladimir Putin og patriark Kirill. . Foto: Shamil Zhumatov/AFP/Ritzau Scanpix.

Efter et helt års krig i Ukraine kunne man forvente, at de ortodokse kirker på tværs af geografiske forskelle og i mødet med slagmarkens elendighed og nihilisme ville stå sammen mod krigen. Den russisk-ortodokse kirkes rolle har tværtimod været at legitimere krigen og give ideologisk overbygning i form af fortællingen om den "russiske verden", hvor russisk civilisation og den russisk-ortodokse kirke hører tæt sammen, og hvor Rusland har en speciel plads i verdenshistorien.

Protesterne mod Ruslands invasion af Ukraine har været talrige og fra mange sider – blot ikke fra den russisk-ortodokse kirkes side. Patriark Kirill har tværtimod legitimeret krigen i talrige officielle taler. I marts 2022 blev et brev med protester fra 293 russisk-ortodokse præster og fremtrædende kirkefolk offentliggjort. De fleste af underskriverne befandt sig uden for Rusland, og selvom 293 kan lyde af mange personer, så skal det ses i forhold til, at der er omkring 40.000 præster og munke i den russisk-ortodokse kirke. Der er med andre ord tale om en protest fra under 1 procent af præsterne. For udenforstående er det et mysterium, hvorfor der ikke er flere teologiske og kirkelige protester fra den russisk-ortodokse kirke.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

I januar 2023 var den russisk-ortodokse patriark Kirill primært bekymret for udvisningen af en række højtstående kirkefolk fra den ukrainsk-ortodokse kirke i Ukraine som følge af antioligarklovgivning, og den serbisk-ortodokse biskop Irenæus af Bac taler ligefrem om en forfølgelse af den kanoniske kirke som følge af det økumeniske patriarkats splittelse af kirken i Ukraine.

En nylig russisk propagandafilm gentager og illustrer det tætte forhold mellem den russiske krigsideologi og den russisk-ortodokse kirke. I filmen klippes der mellem krigsscener og bøn i den russisk-ortodokse kirke, mens der er tekstlæsninger fra Matthæusevangeliet om ikke at frygte dem, der slår legemet ihjel, men at frygte ham, som kan kaste både krop og sjæl i helvede. Filmen er på Twitter anbefalet som aftenandagt af den russisk-ortodokse metropolit for eksarkatet i Afrika, Leonid Gorbatjev, som var repræsentant for den russisk-ortodokse kirke ved Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Karlsruhe i 2022. Ligesom mange andre eksempler trækker denne film på den ideologiske overbygning om Ruslands enestående plads i verdenshistorien og den russiske hær såvel som den russisk-ortodokse kirke som to udtryk for denne rolle.

Også uden for Rusland er der tvivlrådighed og uklare udmeldinger om forholdet mellem den russisk-ortodokse kirke og den nationalistiske, militaristiske og populistiske russiske politik. I den ukrainske ortodokse kirke (UOC), som i maj 2022 annoncerede sin uafhængighed af patriark Kirill af Moskva, er der kritik af krigens blodsudgydelser, men ingen afstandtagen fra den ideologiske overbygning.

I UOC har metropolit Onufriy fra begyndelsen af krigen måttet balancere forholdet til Moskva med sit ukrainske bagland. UOC-synoden under ledelse af Onufriy har måttet tage stilling til samarbejdet på lokalt niveau og for lokale biskopper i russiskbesatte områder såvel som presset i de ukrainskkontrollerede områder for at forlade den russisk-ortodokse kirke og blive en del af den ortodokse kirke i Ukraine. Lokale præster har nemlig længe før været nødt til at finde ud af at navigere i en krig, som splitter den ortodokse kirke i Rusland og Ukraine. Mange lokale præster har afbrudt forholdet til Kirill og tilsluttet sig den ortodokse kirke i Ukraine, som i 2019 blev en selvstændig ortodoks kirke med den økumeniske patriark i Konstantinopel som overhoved. Denne kirke er under ledelse af metropolit Epiphanus og anerkendt af flere af de ikke-russiske ortodokse kirker og har meget entydigt sluttet op omkring den ukrainske modstand mod den russiske invasion.

Hvad er det for en russisk arv og fortælling, som den russisk-ortodokse kirke har vanskeligt ved at tage afstand fra? Den russisk-ortodokse kirkes rolle i en nationalistisk russisk fortælling udtrykker patriark Kirill af Moskva i en tale fra 2014 om russkiy mir, den "russiske verden" som en "unik civilisatorisk identitet". Den "historiske arv fra Rom over Konstantinopel til Kyiv og i sidste ende Moskva" er baggrunden for den russisk-ortodokse kirkes krav på et "kanonisk territorium", det vil sige det geografiske område, som Moskva-patriarkatet hævder at have kirkelig jurisdiktion over. Ifølge denne selvforståelse har Rusland og den russisk-ortodokse kirke en fælles guddommelig opgave som kristent imperium. I nyere tid har denne forståelse passet sammen med nationalistiske strømninger som panslavismen, idéen om at slaviske folk har en fælles identitet og politisk vilje.

Myten om dette kristne russiske imperium, russkiy mir, er samtidigt forbundet med forskellige konspirationsteoretiske idéer. Patriark Kirill har i krigens tidlige måneder udtalt, at Ruslands krig også er en "metafysisk" krig, og at der er vage og historieløse "bagvedliggende åndelige kræfter" i form af en "gudløs international orden", "sekulære værdier", som styrer den politiske og militære udvikling. Tydeligst kommer dette til udtryk i "bøsseparaderne" i vestlige lande, som er grunden til krigen i Ukraine, hævder Kirill. Sikkerhedsrådet i Rusland taler samtidigt om nødvendigheden af en "afsatanificering" af Ukraine, hvilket på samme måde som Kirills tale om en metafysisk krig trækker på konspirationsteoretiske idéer.

Den ideologiske overbevisning om russkiy mir i kombination med forskellige konspirationsteoretiske idéer fastholder således den russisk-ortodokse kirke i sin egen myte og tjener til legitimering af Ruslands krig mod Ukraine åndeligt og moralsk. Denne ideologi gør det vanskeligt for den russisk-ortodokse kirke at protestere mod krigens nød og rædsler, og på sigt vil den gøre forsoning umulig. Selv de kritiske ortodokse røster, der lyder i forhold til krigen, tager sjældent afstand fra den ideologiske overbygning, som invasionens logik er baseret på. Den russisk-ortodokse kirke ser med andre ord ikke ud til at evne en gentænkning af den russiske arv og fortælling i lyset af krigen i Ukraine.

Uanset udfaldet af krigen så vil denne myte i kombination med konspirationsteorier blot bidrage til yderligere mistænksomhed og en fortsat fortælling om, at krigen er nødvendig for at beskytte ortodokse værdier og levemåde, og at Vesten og Nato bærer skylden for den russiske invasion.

Splittelsen mellem de ortodokse kirker – den russisk-ortodokse kirke på den ene side og den ortodokse kirke i Ukraine på den anden side – viser, at der ikke er tale om en konflikt mellem ortodokse og katolikker eller protestanter, men at splittelsen går gennem den ortodokse verden. Konflikten har politiske, kulturelle og generationsskillelinjer, og den er drevet og legitimeret af den russisk-ortodokse kirkes ideologiske overbygning.

Uden et opgør med den russisk-ortodokse kirkes ideologi kan forsoning ikke ske. Den russisk-ortodokse kirkes ledere ser ikke ud til at evne eller magte en sådan kritik og gentænkning. Det tegner dårligt for både mulighederne for en afslutning af krigen og for forsoningsprocessen. For hvilken positiv rolle kan de ortodokse kirker spille i forhold til fred, forsoning og genopbygning, hvis de ikke evner at gentænke og revurdere den ortodokse ideologi, som har tjent til legitimering af konflikten?

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.