Prøv avisen
Debat

Fordommene om kvindelige teologer eksisterer stadig

Illustration: Rasmus Juul

I 100-året for den første danske kvindelige teolog er der fortsat både myter og forstokkede holdninger om kønnets betydning for faget, mener flere iagttagere. Andre peger på, at kvinderne også selv skal passe på, at de ikke indfrier stereotyperne og reducerer kirken til babysalmesang og spaghettigudstjenester

Da Rigmor Larsen i 1916 som den første danske kvinde kunne forlade Københavns Universitet med en kandidatgrad i teologi, skrev hun ikke bare historie.

Hun blev også en af de kvinder, der stadig står som rollemodel for mange af nutidens kvindelige teologer.

”Men hun er mere end det. Rigmor Larsen var også en isbryder, der banede vejen for, at de tre første kvinder blev ordineret som præster i 1948. Og det har været en hård kamp, de tog for os dengang. I deres beretninger kan vi læse, at de oplevede masser af sexisme på universitetet og var nødt til at klare sig dobbelt så godt som mændene for at bevise deres værd.

Derfor kom de første kvindelige teologer også ud med både topkarakterer og den ekstra udmærkelse ’cum laude’,” fortæller lektor i teologi ved Aarhus Universitet Else Marie Wiberg Pedersen, der i sin forskning har beskæftiget sig meget med køn og kirke.

Og selvom vi i dag skriver 2016 og har oplevet en kvindekamp med fokus på ligestilling mellem kønnene, så oplever Else Marie Wiberg Pedersen, at der stadig er meget at kæmpe for – og imod – for nutidens kvindelige teologer og præster.

”Det myldrer med fordomme. At kvindelige præster er mere ’bløde’ i deres tilgang til teologien, at de næsten kun er interesseret i sjælesorgen, og at prædikenerne ikke er nær så reflekterede og intellektuelle som de mandlige præsters. Men undersøgelser viser for det første, at der ikke er forskel på mænds og kvinders prædikener, og kvinderne bliver altså heller ikke præster, fordi de vil stå og sige til hr. Jensen, at det er forfærdelig synd, han har fået en byld i foden.

De går ind i et meget intellektuelt krævende studium af faglige grunde, og mange er målrettede i forhold til præsteembedet. De kvindelige studerende er faktisk også generelt de dygtigste på studiet,” fortæller Else Marie Wiberg Pedersen.

Den kritik af de kvindelige præster, som hun her henviser til, kommer blandt andre fra sognepræst i Valby Sogn Sørine Gotfredsen, der i denne avis den 25. juni blev citeret for at være bekymret for udviklingen inden for teologien: ” (...) hvis teologi virkelig bliver et kvindefag, vil forkyndelsen desværre komme til at mangle systematisk tænkning og refleksion. For kvinder er generelt mere styret af intuition og det umiddelbare.” 

Spørger man på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV), er det dog ifølge lektor Benny Grey Schuster meget svært at se en forskel på, hvad de to køn er optaget af, hvis man bruger kursusudbuddet som målestok. Og idéen om, at de mere teoretisk-teologiske kurser ikke tiltrækker lige så mange kvinder som mænd, holder ikke vand, siger han.

”Statistisk set er det meget svært at se forskel på, hvad henholdsvis mænd og kvinder er optaget af. For 20-25 år siden var der derimod en tendens til, at den typiske deltager på et kursus om sjælesorg eller pædagogik var en kvinde. De gik foran for at få de områder ind i folkekirken, men sådan er det ikke længere. I dag er der stort set lige mange mænd og kvinder på kurserne. Og det gælder dem alle,” siger Benny Grey Schuster.

Da Johanne Andersen i 1948 som en af de tre første kvindelige teologer blev ordineret som præst, var der massive protester. Især fra en række mandlige kolleger. Biskop Øllgaard fra Fyens Stift, der ordinerede hende, blev kaldt ”Judas”, og 514 mandlige præster havde skrevet under på en protest mod ordinationen.

I dag udgør kvinder over halvdelen af landets præster. Og modstanden er sværere at få øje på. Men Indre Mission er stadig imod ordinationen af kvindelige præster.

”Det er vigtigt for mig at understrege, at det netop er ordinationen, vi anser som problematisk. Selve det at kvinder kunne begynde at læse teologi og blive kandidater i faget er derimod helt fint. Faget kan rumme begge køn, og mange kvindelige teologer har en meget høj faglighed. Vi har også kvindelige teologer ansat i Indre Mission. Det handler altså ikke om at tilsidesætte ligestilling eller at gøre kvinder mindreværdige, men om embedsteologi.

Vores officielle holdning er, at ordningen med kvindelige præster er forkert. Både hos Jesus og Paulus er der en bevidsthed om kønnenes funktion, som er begrundet i Guds væsen og det at være skabt i hans billede. Det får betydning i forhold til menigheden, når det gælder, hvem der kan varetage det apostolske læreansvar for menigheden,” siger Hans-Ole Bækgaard, der er formand for Indre Mission.

Og selvom tidligere lektor i teologi ved Københavns Universitet Lone Fatum ikke er enig og kun ser det som noget positivt, at kvinder fik adgang til præsteembedet, så erkender hun, at Indre Mission har en pointe, hvis man bruger den meget tekstnære læsning.

”Jeg skrev i en bog tilbage i 1992, at kvinder faktisk ikke engang kan være kristne. For hele vores køn og vores seksualitet bliver negeret i Bibelen. Det blev der et vældigt røre omkring. Men vi kan jo ikke lave teksterne om, så min tilgang til teologien har derfor været et forsøg på at undersøge, hvorfor teksterne er skrevet, som de er. Og samtidig pege på, at kønnet er en konstruktion, som vi derfor også kan dekonstruere,” fortæller Lone Fatum.

I sin forskning har hun især været optaget af Paulus og anses i dag for at være en af sværvægterne inden for den såkaldte feministiske teologi herhjemme.

”For mig at se skal vi altid have blik for kønnet i vores forskning, i arbejdet som præst og i tilværelsen generelt. Kirkens historie er helt overordnet patriarkalsk, og vi snyder os selv, hvis vi tror, at ligestilling kun handler om, at kvinder nu også kan læse teologi og blive præster. Det er selvfølgelig en rigdom. Men risikoen er, at man nu tænker: Så er kvinderne kommet til. Det er godt nok. Punktum. For det er vulgærfeminisme.

Som kvinde er det vigtigt hele tiden at huske og undersøge, hvordan vi er blevet de kvinder, vi er, og hvilken bagage vi har med os. Og vi skal for alt i verden passe på med bare at overtage et billede af kvinden, hvor hun som præst bliver den, der står for babysalmesang og spaghettigudstjeneste. Selvom det i dag i høj grad er de aktiviteter, der forventes for at skabe social aktivitet i kirken.

Den intellektuelle tradition er afgørende at fastholde, og den generelle feminisering af folkekirken må ikke overskygge, at teologi ikke nødvendigvis har med spag‑ hetti at gøre,” siger Lone Fatum, som derfor også sætter spørgsmålstegn ved, om det kun er en god udvikling, at kvinder nu udgør godt halvdelen af landets præster.

”Det er jo ikke i sig selv godt for teologien. Det kommer helt an på, hvad kvinderne beskæftiger sig med, og hvordan de gør det. Men det er først og fremmest godt for kvinderne, at de fik adgang til et traditionelt mandefag,” siger Lone Fatum.

I dag er det blandt andre Else Marie Wiberg Pedersen, der løfter arven fra Lone Fatum, når det gælder forskning i køn og teologi. Og metoden handler blandt andet om at finde mulige åbninger i de tekster, der ellers traditionelt er blevet udlagt som værende imod kvindens ligestilling med manden.

”Lad mig tage et eksempel: Når det handler om kvindens manglende ret til at have et embede som præst, fremhæver man ofte en passage hos Luther fra 1539. Her skriver Luther, at præsten er i ordets tjeneste, og at præsten er et menneske som du og jeg. Men så pludselig sker der en digression, eller bevægelse, i teksten, hvor han skriver, at kvinder og børn dog kun kan have det særlige embede i nødsituationer.

Den passage kan man så vælge at læse som en lukning, som de meget konservative kristne gør det. Men man kan også udlægge det som en selvmodsigelse hos Luther, et taktisk og historisk betinget forbehold eller betone ’nødsituationen’, som var det, Johanne Andersen gjorde, da hun pegede på, at nu var der altså en menighed, der ville ansætte hende som præst,” fortæller Else Marie Wiberg Pedersen.

I antologien ”Kvinde, mand, kirke” fra 2013 blev der også gjort forsøg på at nærme sig et eller flere svar på, hvad det har betydet for kirken, at kvinderne fik mulighed for ordination.

Lektor i nordisk ved Aarhus Universitet Hans Hauge var blandt bidragyderne og han peger i dag på en række områder, hvor de kvindelige præster har gjort en forskel.

”Som jeg ser det, er de kvindelige præster i folkekirken en slags praktiseret religionskritik. Der findes for eksempel både fraskilte og lesbiske præster, og det viser, at folkekirken er foran mange andre statslige institutioner. Hvis du ser på kunstmuseerne, så har de en mangel på kvindelige kunstnere – musikscenen er også domineret af mænd, og det samme gælder områder som sport og film.

Og samtidig vil jeg pege på, at væksten i antallet af kvindelige præster ikke er et resultat af kvindekampen. Det er snarere omvendt. Kvindekampen blev muliggjort af kvindelige præsters kamp,” siger Hans Hauge og tilføjer:

”Lige nu er der så et lille flertal af kvinder blandt de danske præster, og det falder sammen med ateismens fremvækst og en øget kritik af folkekirken. Og det er på en måde blevet lettere at kritisere kirken, fordi præsterne er kvinder.

Men samtidig er det også sværere, for kvinderne lader sig ikke anfægte. De smiler overbærende af kritikken og koncentrerer sig om at få kirken til at fungere. Og samtidig viser folkekirken sin styrke, fordi den sagtens kan omfatte præster, der er imod kvindelige præster. For den véd, at der bliver færre af dem,” lyder det fra Hans Hauge.