Prøv avisen

Der knytter sig flere problemer til den dobbelte udgang

FRELSE OG FORTABELSE: Sognepræst Kaj Mogensen opponerer mod et par af synspunkterne i Kristeligt Dagblads leder den 9. februar

Kristeligt Dagblad tager i en leder den 9. februar stilling til min afvisning af den traditionelle lære om "dobbelt udgang". Jeg har samme dag tilkendegivet, at jeg ikke ønsker at debattere spørgsmålet med personer, der har indgivet officielle klager over mig, men det indebærer ikke, at jeg ikke vil kommentere Kristeligt Dagblads leder.

Lederen er ikke ganske præcis i gengivelsen af mine synspunkter, når det hedder, at "årsagen til stormvejret er Mogensens benægtelse af fortabelsens mulighed". Jeg benægter ikke, at mennesket på grund af syndefaldet er et fortabt menneske, der uden Jesus Kristus ville være prisgivet syndens og dødens magt. Hvert eneste øjeblik, der ikke er levet i fuldkommen kærlighed, er også et fortabt øjeblik. Hvad jeg afviser, er fortabelsen efter døden forstået som tidsubegrænset smerte. Jeg afviser ikke engang den evige fortabelse som en mulighed. Men Jesus Kristus har ved sin forsonergerning gjort denne mulighed umulig. Det er væsentligt for den teologiske debat om dette spørgsmål, at vi er præcise. Glæden over frelsen får en særlig dyb dimension, når vi fatter, hvad det er, vi frelses fra.

Jeg er endvidere ikke glad for udtrykket "Kaj Mogensens kætteri". Vel, de fleste banebrydende teologer er blevet udråbt som kættere. Men jeg anser mig ikke for at være en banebrydende teolog – og opfattelsen af, at alle frelses, står jeg, som det anføres i lederen, ikke ene med. Jeg vil tro, at langt de fleste af folkekirkens præs-ter deler min opfattelse på en eller anden måde. Hvis jeg er kætter, er Søren Kierke- gaard, Grundtvig, Ingemann, H.C. Andersen, Karl Barth og et flertal af nyere protestantiske teologer det også. Nu er et synspunkts rigtighed ikke afhængig af, hvor mange, der deler det, men det indtryk, som lederen kan give af, at det er "mit kætteri", er forkert.

Spørgsmålet er, om en afvisning af Den Augsburgske Bekendelses artikel 17 er kætteri. Jeg opfatter artikel 17 som et levn fra den katolske middelalder, som Luther ikke fik gjort op med. Luther lærer ikke troen på alles frelse, men der findes ansatser til det i hans tro på forudbestemmelse og frelsen ved Guds suveræne nåde – ikke mindst i hans skrift " Den trælbundne vilje". Artikel 17 er ikke en integreret del af den lutherske lære om frelse. Der er en lang hævd i folkekirken for, at artikel 17 kan afvises, uden at man af den årsag ikke som forkynder har en naturlig hjemstedsret i folkekirken.

Væsentligere er, at den "højrefløj", der i debatten fremhæver betydningen af "dobbelt udgang", ikke selv aner, hvad de skal stille op med den. Læser man prædikensamlinger og begravelsestaler fra " højrefløjen", ser man, at dobbelt udgang overhovedet ikke spiller nogen rolle. Enten forties den, eller den mildnes til det ukendelige. Man vil fastholde mig på en lære, som man selv i praksis stort set har afskaffet. Det fremføres i lederen, at " Kaj Mogensens tanker" skaber "en række nye teologiske problemer". Til dette skal jeg kort anføre, at de problemer, som der måtte være ved "alles frelse", langt overgås af de problemer, der knytter sig til dobbelt udgang. Jeg skal her nævne nogle få:

l. Hvad med de mange utvetydige udsagn i Bibelen om alforsoning og alle tings genoprettelse ?

2. Hvordan forenes troen på dobbelt udgang med Gudsbilledet i Jesu forkyndelse – Den fortabte søns far, glæden over den fundne mønt, arbejderne i vingården?

3. Hvordan forenes troen på dobbelt udgang med Jesu bud om grænseløs tilgivelse. Stiller Gud krav til mennesker, som han ikke selv kan og vil opfylde?

4. Hvordan forenes troen på dobbelt udgang med troen på Jesu forsoning på korset?

5. Hvordan kan Gud i evighed være alt i alle, når hovedparten af hans skabte mennesker med hans vilje og viden er i tidsubegrænset smerte?

6. Hvilken mening giver det at tale om Guds kærlighed og almagt, hvis han sender mennesker i tidsubegrænset pine?

Tilhængerne af dobbelt udgang har aldrig for alvor givet sig i kast med disse spørgsmål.

Troen på alle tings genoprettelse og Jesu forsonergernings altomfattende betydning gør, at disse spørgsmål falder bort.

Lederens henvisning til den skjulte Gud tyder på, at lederskribenten ikke selv er så stiv i det lutherske. Spørgsmålet om frelse og fortabelse og forsoning kan ikke efter Luthers mening funderes i "den skjulte Gud", men hører hjemme i troen på den Gud, der har åbenbaret sig i Jesus Kristus.

Til slut i lederen stilles nogle spørgsmål til troen på og håbet om alles frelse. Der spørges, om tanken om frelsen ikke overflødiggøres, hvis fortabelsens mulighed afskrives. Det har jeg vist delvist svaret på ovenfor. Frelse er den evige fylde af liv og glæde, som vi i syndernes forladelse skænkes i dette liv som en forsmag på det evige liv i Guds rige.

Endvidere spørges om, hvorfor vi overhovedet skal tro nu i dette liv, hvis vi alligevel alle omvendes på den yderste dag. Dette spørgsmål er efter min opfattelse udtryk for det sørgeligste i troen på "dobbelt udgang". Dette liv er da betydningsfuldt. Troen er den tillid til evangeliet, som Guds ord ved Guds ånd skænker os. Det er en daglig glæde og en kilde til stor frimodighed. Vi har troen her, for at vi som mennesker kan være til med vore synders nådige forladelse, for at vi kan tilbede og lovprise Gud i gudstjenestens fællesskab, og for at vi i al skrøbelighed kan være Guds gode medarbejdere på hans riges komme med ret og fred og glæde.

Kaj Mogensen,

sognepræst,

Hedegårdsvej 40,

Bedsted, Thy