Prøv avisen

Der lægges op til uhindret stormløb mod mormoner

Mormoner foran hovedsædet for mormonkirken i Salt Lake City i staten Utah. Foto: Lars Wittrock Denmark

Hvor langt skal intolerancen mod mormonerne strække sig? Skal man nøjes med verbale udfald, eller er andre former for angreb tilladelige, spørger Jørn Holm Bendtsen, der selv er medlem af mormonkirken

Den 9. oktober bragte Kristeligt Dagblad artiklen Stadig flere betragter mormonerne som kristne. Som mormon er det varmende at vide, at den tro, man har tilknyttet sig, nyder større og større anseelse. Jeg vil gerne kvittere for, at det budskab er kommet frem.

Artiklen slutter med en kommentar fra tidligere sognepræst Johannes H. Christensen, der udtaler følgende:

LÆS OGSÅ: Stadig flere betragter mormonerne som kristne

Mormonkirken har intet med kristendom at gøre, og hvis folkekirkens præster begynder at mene andet, handler det om, at de er for dårligt teologisk funderede. Den solide, teologiske forankring, som jeg fik i min uddannelse, og som jeg har været glad for igennem et langt liv, synker længere og længere væk. I dag er den ikke en selvfølgelighed blandt præster. I stedet vil de være psykologer og konfliktmæglere, og de vil for alt i verden være tolerante. Men vi skal da ikke være tolerante over for falske udlægninger af vores tro. Hverken Jesus, Paulus eller Grundtvig var tolerante.

Kritikken i Christensens indlæg retter sig indad til folkekirkens præster og maner til indre sammenhold mod anderledes troende. Det kan der ikke være noget forkert i.

Men når der afsluttes med ordene vi skal ikke være tolerante, så lægges der op til uhindret stormløb. Hvor langt skal intolerancen strække sig? Skal man nøjes med verbale udfald, eller er andre former for angreb tilladelige?

Biskop Mynster udgav ved mormonismens ankomst til Danmark i 1850 en skrivelse, der indeholdt disse ord: I Nordamerika har, som bekendt, alle sekter ubegrænset frihed; hvorledes hjalp man sig da mod denne farlige sekt? På samme måde som sædvanligt, hvor lovgivningen ikke har haft forudseenhed til at anordne hensigtsmæssige forebyggelsesmidler: ved vilkårlig voldsomhed.

Disse ord fik en ikke ringe betydning for den korporlige forfølgelse, der opstod.

Johannes Christensen definerer ikke nærmere, hvad der ligger til grund for hans udsagn om, at mormonerne ikke er kristne, det bliver bare til en i luften hængende antipati og mistænkeliggørelse. Den type udsagn er vi som samfund ikke uvante med. Det er blot yderst sjældent, at kirken tager til genmæle, hvilket heller ikke er sket i denne sammenhæng. At jeg så farer i pennen denne gang, skyldes paralleliteten mellem udsagnet fra 1850 og dette i 2012.

Jeg skal ikke undlade at fortælle, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, mormonernes officielle navn, ikke undlader at gøre opmærksom på, at den anser Martin Luther og andre reformatorer, ja, også Grundtvig som værende inspirerede af Gud i deres virke. Grundtvigs salmer, ja, også Brorsons og Ingemanns er blevet sunget i mormonkirken helt fra 1852 til i dag med stor inderlighed, og mange er gået fra gudstjenesterne med fornyet tro gennem denne salmesang.

Som vores grundlægger, Joseph Smith, sagde: Vi kræver ret til at dyrke den almægtige Gud i overensstemmelse med vor egen samvittigheds bud og indrømmer alle mennesker den samme ret, lad dem tilbede, hvorledes, hvor eller hvad de vil. Heri er der stor tolerance.