Vi får for få børn i Danmark. Sådan lyder det jævnligt fra danske politikere, som ønsker at sikre sig skatteborgere også i fremtiden. Hovedårsagen er, at vi får dem for sent – på tidspunkter, hvor det er blevet svært for kvinder at blive gravide. Sådan lyder den gængse analyse. Vi skal realisere os selv, gennemleve den aldersperiode, som har kilet sig ind mellem den egentlige ungdom og teenageårene på den ene side og voksenlivet på den anden. En periode, der er kendetegnet ved forjættende personlig og økonomisk frihed, som de selvcentrerede unge voksne har svært ved at give slip på. Sådan lyder fordømmelserne gerne.
Men i denne fremstilling glemmer man den lige så udbredte fordømmelse af de unge mødre. Dem har mange mennesker spontane, uregerlige holdninger til. Forbløffelse, vantro, medlidenhed eksempelvis.
Det ved jeg, for jeg har selv været en af dem. Jeg var 20 år, da jeg for snart 19 år siden fødte mit første barn. Da de første udgaver af tv-reportageserien ”De unge mødre” gik i luften i september 2005 på den daværende kanal TV Danmark, begyndte min dengang etårige søn i vuggestue.
Jeg gjorde meget for at overbevise mine omgivelser om, at jeg ikke var en af dem – at jeg ikke var "white trash", at jeg var i kontrol over mit liv, at jeg var en ansvarlig forælder, at jeg mestrede min tilværelse. Jeg havde med andre ord et stærkt behov for at forsikre sundhedsplejersker, mødregrupper, forældreråd, og hvem jeg ellers mødte på min vej, om, at jeg var gået fuldt bevidst ind i moderskabet. At jeg alene var blevet gravid, fordi jeg var så klar til det og ganske enkelt bare virkelig ønskede mig dette skønne, lille væsen.
Jeg blev en dronning i overkompensation. Jeg bagte speltboller til alle forældrearrangementer, strøede om mig med fremmedord og meldte mig ind alle tænkelige daginstitutionsudvalg. Men først og fremmest bestræbte jeg mig på at være den sidste, der afleverede barn om morgenen (eller rettere formiddagen) og den første, der hentede (tidligt på eftermiddagen).
Dette behov for at virke tjekket, dannet og omsorgsfuld kostede mig mere af min nattesøvn, end min milde, lille dreng gjorde. Ofte bød mit absurde hente-bringe-regime mig at forberede mine universitetskurser i midnatsmånens skær. Det var tåbeligt. Men det virkede: Folk sænkede altid hurtigt brynene og lod sig overbevise om mine forældrekompetencer. Og overbevisning var vel at mærke nødvendig.
Det var den ikke helt i samme grad ved barn nummer to og tre, som kom nogle år efter hinanden, da jeg var midt i 20’erne. Men jeg oplevede stadig et ekko af den. Det generede mig aldrig meget. Alle livsruter rummer deres specifikke sociokulturelle udfordringer. Netop denne har jeg altid accepteret som en lille sten i skoen, der nemt kunne rystes ud, når det var tiltrængt.
Men det har undret mig, at den offentlige debat om problemet ved de stadig senere graviditeter sjældent vender blikket i denne retning. Det vil sige, at den sjældent forholder sig til forhindringerne forbundet med fællessynet på det (pur)unge moderskab. Vinduet for det socialt ansporelsesværdige moderskab er særdeles snævert. Falder du som førstegangsfødende på de forkerte sider af de fem år mellem 25 og 30 kan du godt forvente reaktioner. Jo længere du placerer dig fra vinduet, des større.
Det er under alle omstændigheder min fornemmelse baseret på gennemlevede erfaringer. Også de nyere af slagsen. Om få måneder ankommer søn nummer fire – umiddelbart inden jeg selv fylder 40.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, leder af Center for Grundtvigforskning Katrine Frøkjær Baunvig, rektor for Designskolen i Kolding Lene Tanggaard og tidligere minister samt medlem af Folketinget for Venstre Bertel Haarder.