Der skal ikke pilles ved værdierne i Kristendemokraterne

KRISTENDEMOKRATERNE #: Der er røster fremme om, at Kristendemokraterne skal nedtone partiets mærkesager, men det tager tidligere MF Tove Videbæk kraftigt afstand fra

Det er med blandede følelser, jeg ser tilbage på folketingsvalget den 8. februar. Dels er jeg utrolig taknemmelig for de 5734 personlige stemmer, jeg fik, og dels er jeg ærgerlig over, at Kristendemokraternes resultat på landsplan ikke var godt nok til, at de mange stemmer – mit bedste valg nogensinde – kunne bringe mig i Folketinget. Vi fik faktisk 10,7 procent af stemmerne i Skjern kreds, men da Kristendemokraterne på landsplan kun fik 1,7 procent, gik det ikke alligevel. Det var ærgerligt på alle de midt- og vestjyske vælgeres vegne, og trist at Kristendemokraterne ikke skal være i Folketinget i denne folketingssamling.

Kristendemokraterne evaluerer nu internt, hvad der gik galt, og hvad der skal gøres bedre næste gang. Der har været røster fremme om, at vi skal nedtone vores mærkesager, og hertil vil jeg svare helt klart: Nej, det skal vi ikke! Kristendemokraterne er et parti, der har en helhedsorienteret politik på alle områder, men vi har også nogle helt klare KD-mærke- og hjertesager, som stadig skal stå helt klart. Det er bl.a. familieværdier, kristne værdier, kampen for det ufødte liv, at sætte rammer omkring forskningen, så profitten ikke vinder over etikken samt omsorgen for den allersvageste. På disse områder har Kristendemokraterne igennem årene været Folketingets etiske rygrad, og vi er meget bekymrede ved, at der nu ikke er nogen i Folketinget til at tage hånd om disse områder. Men – vi kommer igen!

Vi er begyndt at samle

underskrifter, så vi kan forberede vores genindtræ-

den i Folketinget efter

næste folketingsvalg.

Men – vi er taknemmelige for støtten og opbakningen denne gang. Der var mange, der var med til at knokle. Tusind tak for indsatsen!

Jeg håber, at alle vælgere med endnu flere vender tilbage næste gang med x ved mit eller et andet navn på liste K.

Tove Videbæk,

tidl. MF,

Birkebæk 10,

Brande