”DER TRUER OS i tiden en ond, usynlig magt: vor egen sikre viden, som sprængte med foragt den skænkede natur og nedskrev Adams billed til skyggen på en mur.”
Sådan skrev forfatteren Ole Wivel i en sang til Båring Højskoles indvielse den 22. november 1959.
Det var i koldkrigsårene. De sorthvide billeder, der rullede over fjernsynet, viste mennesker, som i Hiroshima og Nagasaki under atombombens altødelæggende døds-orkan var blevet forvandlet til støvaftegninger på en mur. I dag taler ingen om atomtruslen.
En trussel, man sådan set var enig om, var en reel trussel. Ingen taler om det længere, men her på tærsklen til et nyt ubrugt år, er der så meget andet, der truer os. Vi er bare ikke enige om hvad.
Den amerikanske journalist og forfatter Anne Applebaum argumenterer for tre politiske jordskælv, der vil brage sammen som den vestlige verdensordens undergang: Brexit, valget af Donald Trump og endelig, hvis Marine Le Pen løber af med valgsejren i Frankrig.
Fra sin lænestol med udsigt til (det fortabte land) Sverige er tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), forudsigeligt nok, rørende enig. I et interview til Berlingske forleden lød Ellemanns dommedagsprofeti, at alt det, der har holdt os oppe hele tiden, er ved at smuldre.
Det er sørme en dyster udsigt, og Ellemann har kun ét lyspunkt i den tid, der truer os i Europa, nemlig at Angela Merkel gensopstiller i Tyskland. Bom bom, kære Uffe Ellemann-Jensen, jeg er sikker på, at det går endda – måske endda væsentligt bedre uden Angela Merkel på forbundskanslerposten.
Mens de gamle idealister ser blændværket af en verden falde sammen som vor tids største trussel, er vi andre, der på bagkanten af et år, hvor mørke skyer trak op over aftenlandet, frygter den virkelig fare. Terrortruslen fra den islamiske del af verden. Den er ikke blot er en trussel – men en temmelig blodig og dødelig virkelighed gør mennesket til intet – ”nedskriver Adams billed til skyggen på en mur” – som Ole Wivel skrev.
Men måske var han kommet et spadestik dybere i sin forståelse og været mere aktuel, hvis han havde udeladt atombomben og havde sagt, at ”tiden altid truer os”, for det gør den jo – til enhver tid. Ikke kun med atomvåben og økonomisk krise, for ikke at tale om klimakrise, terrorisme og al den elendighed, vi kan frygte bliver endnu værre i året og tiden, der kommer.
NU STÅR VI VED NYTÅR; tiden skrider, og vi går ind i et nyt år, og det står nok på kalenderen, men ellers er det jo ikke noget, vi sådan kan mærke. Tiden skrider bare lige så stille, og hårene grånes, og man fik et par rynker til.
Tiden er fortiden, som vi nu ved, hvad indeholdt. Og den er fremtiden, som vi ikke ved, hvad bringer. Og den er nutiden, som hele tiden bliver til fortid, mens vi hele tiden skrider ind i den ukendte fremtid, som hver dag og hvert øjeblik kan bringe os det, ingen kunne vide eller forudse. Nej, vi er ikke bare truet af noget i tiden, men tiden selv er til enhver tid en trussel, for da vi fik kød og blod som spæde, fik vi også tiden med som vort grundvilkår; her har du en livsbane, men heller ikke mere.
Ole Wivel fortsætter sin sang med de ord: ”Før sang man roligt salmer i fattet tro på Gud. Men gammel enfold falmer som løv og slettes ud.”
Det er som sagt skrevet under indtryk af atombomben og dens store trussel, men Ole Wivel skriver, som om atombomben kan udrydde troen; det var kun i gamle dage – før bomben – man kunne den slags: altså tro på Gud. Men hverken frygten eller troen kan tidsfæstes – som om vi tror, det kun er os, der lever under en eksistentiel uro.
Det er derfor kirken ikke må gøres til en ”virksomhed”, en anstalt eller en politisk institution, hvor der sidder en direktør (læs: biskop), som indkalder præsterne til fagligt møde for at fortælle dem, hvad de skal mene om forurening og atombomber, islam og indvandring og grøn vækst og vask med skånsomt vaskepulver. Så ser det rigtignok alt sammen så vedkommende ud, og alle folk siger: ”Man kan rigtignok se, at kirken tager tidens problemer alvorligt”, men hvis vores kirke bare vil bidrage til at løse alle de trusler, store og små, som livet altid rummer til forskellige tider, så har kirken svigtet sin opgave og bliver i stedet en brik i spillet om at beherske fremtiden.
Men nu er det nytår, og det nye år kommer os umærkeligt i møde, mens vi skrider fra det gamle år sekund for sekund over i det nye, og her skal vi ikke drømme om, at i gamle dage var det så let at tro på Gud, for da var folk så enfoldige, og havde ikke set atombomben.
Nej, her skal prædikes, fordi vi skal holde kirke, og at være sammen til kirke betyder, at vi hører Guds egen barnebøn til os, som heller ikke har lettere ved at tro på den gode Gud, når vi ser al elendigheden; derfor beder vi som i et stille kammer for os selv Ham om, at Han vil lade nytåret henskride i Jesu navn, for det er ikke bare en køn talemåde, men det betyder, at nu kommer der et nyt år, som vi intet kender til.
Det er et mørke, vi går ind i, men ”I Jesu navn”, og det vil jo sige i Hans navn, som har riget og magten og æren i evighed, for Han kom til os i vort mørke i tiden, der altid truer, for at være med os og vandre med os i ukendte dage. Så uanset, hvad der truer os i tiden af ”onde, usynlige” magter, uanset hvor meget tiden går, så går Hans evighed og evige magt og ære ingen steder og har ingen tider, men er os nær som vor evige Fader.
Sådan går vi med rank ryg og frejdigt sind ind i det nye år – ikke i truslernes vold, men i Guds. Sådan skrider vi til det nye år – i Jesu navn.
Godt nytår.
Marie Høgh er sognepræst.