Der var kollektive identiteter i middelalderen

Allerede i middelalderen havde etniske grupper forståelse af sig selv som historiske folk med tilknytning til et bestemt territorium, skriver lektor Michael Böss.

Lektor Michael Böss (billede) føler sig nødsaget til at komme med nogle korrektioner efter historikeren Sebastian Møller Baks kritiske kommentar til Böss' essay.
Lektor Michael Böss (billede) føler sig nødsaget til at komme med nogle korrektioner efter historikeren Sebastian Møller Baks kritiske kommentar til Böss' essay. . Foto: Ole Mortensen.

Jeg begyndte med interesse at læse historikeren Sebastian Møller Baks kritiske kommentarer til min anmeldelse i Kristeligt Dagblad af Adam Wagners ”Danskhed i middelalderen”. Men interessen slog hurtigt over i en undren over, hvor overfladisk Bak havde læst min anmeldelse, og hvor uvillig han er til at tage stilling til det principielle spørgsmål: Fandtes der folkelige identiteter i middelalderen? Derfor ser jeg mig nødsaget til at komme med nogle korrektioner og fastslå min hovedpointe.

For det første skriver jeg ikke, at den britiske historiker Benedict Anderson var ”socialkonstruktivist”, men at mange har brugt hans definition af nationen som ”et forestillet fællesskab” til at konkludere, at national identitet først opstår efter Den Franske Revolution og industrialiseringen.

For det andet mener Bak, at jeg regner den nyligt afdøde Ole Feldbæk for at have været en ”politiserende modernist”. Det gør jeg bestemt ikke. Jeg mener tværtimod, at det store firebindsværk, Feldbæk redigerede, ”Dansk identitetshistorie”, repræsenterer den samme opfattelse, jeg selv står for: Dansk nationalitet har udviklet sig under varierende former over mange århundreder, blandt andet under indtryk af statsformen.

For det tredje anser jeg ikke Uffe Østergaard for at være en ”opportunist”. Jeg skriver dog, at han lige som andre modernister i 1990'erne mente, at nationalstaterne var på vej til at uddø. Østergaard lagde aldrig skjul på, at han gerne så dem erstattet af regionale enheder som EU, men jeg vil samtidig gøre opmærksom på, at han i de seneste 10 år har taget afstand fra sin modernisme og i dag indrømmer, at der er tilstrækkeligt kildemateriale til at dokumentere eksistensen af før-moderne folkelige identiteter.

Han er desuden i dag skeptisk over for tesen om nationalstatens forestående død. Denne selvkritik har jeg stor respekt for, og Østergaard og jeg ligger i dag stort set på linje med hinanden i disse spørgsmål.

Endelig vil jeg anholde Baks påstand om, at jeg skulle have skrevet om ”tysktalende borgere i Holsten” i middelalderen. Det har jeg ikke, for det ville være meningsløst. Jeg henviser til de tysktalende i den danske helstat i begyndelsen af 1800-tallet.

Bak har altså fejllæst min anmeldelse, og jeg er skuffet over, at han ikke forholder sig til selve det principielle i debatten om kollektive identiteter i middelalderen: Allerede dengang havde etniske grupper forståelse af sig selv som historiske folk med tilknytning til et bestemt territorium, og mange moderne europæiske nationalstater kom siden til at bygge videre på disse kollektive identiteter.

Michael Böss er lektor i historie og samfundsvidenskab ved Aarhus Universitet