Sørine Gotfredsen: Derfor er mange i dag trætte af feminister

Når en del i dag er trætte af feminismen, kan det skyldes fornemmelsen af, at den mere og mere vil ringeagte både kvindesindet og mandenaturen i drømmen om at opløse de to køns eksistentielle dybde

Titlen "Alle hader feminister" på DR afspejler ikke helt virkeligheden, men det er nok rigtigt, at en del af os har fået nok, hvilket har sin forklaring, skriver Sørine Gotfredsen i mediekommentar.
Titlen "Alle hader feminister" på DR afspejler ikke helt virkeligheden, men det er nok rigtigt, at en del af os har fået nok, hvilket har sin forklaring, skriver Sørine Gotfredsen i mediekommentar. Foto: Frederik Rothaus Katrine Juel/DR.

Titlen ”Alle hader feminister” udgør en overdrivelse, da vi lever i en epoke med stor optagethed af kvinders status og lige muligheder. Alle hader ikke feminister, men det er nok rigtigt, at en del af os har fået nok, hvilket har sin forklaring.

Den kommer man på sporet af ved at følge med i DR 2’s allerede massivt kritiserede programserie med ovenstående titel, hvoraf tredje afsnit sendes i morgen med komiker Ane Høgsberg som vært.

Hvorfor endnu en udannet komiker skal placeres i centrum, er i sig selv en gåde, men vi præsenteres her atter for spørgsmålene om manglende ligeløn, manglende kvinder med magt og manglende mænd på barsel. Jeg benægter slet ikke, at der findes ulighed, men det bekymrer, at DR 2 laver et program med så lidt modsigelse af værtens personlige idéer om en god verden.

Samtidig blev jeg igen overmandet af en bestemt tanke, mens jeg kæmpede mig igennem afsnittet, hvor Ane Høgsberg besøger Enhedslistens Pernille Skipper og hendes kæreste, der fortæller om sin lykkelige barsel, mens hun – Skipper – modsiger sig selv, da hun på den ene side beskriver, hvordan hun som mor har et dybt biologisk bånd til barnet, mens hun samtidig undrer sig over, at så få kvinder forkorter barselsperioden. Det opdagede Ane Høgsberg vist ikke.

Men min tanke var, at når en del i dag er trætte af feminismen, kan det skyldes fornemmelsen af, at den mere og mere vil ringeagte både kvindesindet og mandenaturen i drømmen om at opløse de to køns eksistentielle dybde.

Jeg tager her en klar chance ved at citere en ægte machomand, men han var klog og skrev som et vulkanudbrud, og i 1971, hvor feminismen for alvor indstillede kanonerne, udgav den amerikanske forfatter Norman Mailer bogen ”Forsvar for mig selv”.

Heri kritiserer han feminismen og skriver:

”Galde og boblende intellektuel tarmluft løb i floden, og jorden dampede af blod fra de afrevne lemmer af amputerede citater. Overalt var der plakater om, at mændene var skyldige, og kvinderne ville vinde.” Mailer var ikke bokse- og krigsskribent for ingenting og anede tidligt, at moderne feminisme ville føre til stort had og måske i kampens hede skænde den utrolige dimension ved kvinden, at hun på grund af sin evne til at føde børn har, som han skriver ”et indre rum, som giver hende en forbindelse til fremtiden”. Denne dybest tænkelige ærefrygt for kvinden risikerer vor tids feminisme at opløse i drømmen om kønnenes neutralitet, hvilket vil frarøve tilværelsen en stor del af sin ægte magi. Blandt andet derfor er mange i dag lede og kede ved feminister.

Man ser i øjnene på dem konturerne af en vred og glædesløs verdensorden, og med ”Alle hader feminister” har DR 2 udsendt endnu et varsel om dens komme fyldt med de holdninger, der er gået massivt i arv, siden Norman Mailer skrev sit forsvar for manden. Og for sig selv.

Er det DR 2’s opgave som en nyttig idiot-tv-kanal på den måde blot at reproducere en bestemt udgave af feminismen? Svaret giver vist sig selv.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.