Emmanuel Macron har endnu et år tilbage i Elysée-palæet, før franskmændene skal vælge en ny præsident. Men alt tyder på en gentagelse af duellen fra sidste gang, da den 39-årige stifter af et nyt, ukendt parti i 2017 sikrede sig en komfortabel sejr med 66 procent af stemmerne over Marine Le Pen fra Front National.
Fem år senere er udfaldet af duellen mindre sikkert. Selvom meningsmålingerne stadig giver en sejr til Macron, er den mere og mere snæver, fra 54 og helt ned til 52 procent, som er tæt på den statistiske usikkerhed. Næsten hver anden franskmand mener, at Marine Le Pen kan blive Frankrigs næste præsident, og for første gang er hun nu den mest populære kandidat blandt de 25-35-årige foruden franskmændene mellem 50 og 65 år.
Siden sidste præsidentvalg har partiet taget navneforandring til National Samling som tegn på, at Marine Le Pen satser på at samle hele den franske højrefløj under sit nye, nationalkonservative banner. Og de franske medier stiller i stigende grad spørgsmålet: Kan Marine Le Pen vinde præsidentvalget?
”Hun er i hvert fald den eneste, der udgør en reel trussel og en veritabel opposition til Emmanuel Macron,” mener Dominique Reynié, fransk politolog og direktør for den politiske tænketank Fondapol.
”Marine Le Pen okkuperer i dag et politisk terræn, som rækker fra den traditionelle vælgerbase på det yderste højre og omfatter den traditionelle højrefløj, som blev udraderet ved præsidentvalget. Den har ikke rejst sig siden og har i dag ingen stærk leder, ingen naturlig præsidentkandidat og ikke noget overbevisende program. Og man ser tydeligt på Marine Le Pens udtalelser, at hun forsøger at tale til de højrevælgere, der ellers ikke identificerer sig med det populistiske eller ekstreme højre.”
Marine Le Pen appellerer til det øvrige højre om en national samlingsregering. Har partiet skiftet politisk linje i forhold til Front National og nærmet sig den politiske midte?
”Marine Le Pen har klart taget konsekvensen af valgnederlaget, hvor hun skræmte de moderate højrevælgere væk, ikke mindst med sit krav om en udtræden af euroen. Det gjorde rigtig mange franskmænd bekymrede for deres pensioner og deres opsparing. Nu taler hun ikke mere om at forlade euroen og holder i stedet en linje, der gør, at hun kan forbindes med fornuft og troværdighed.
Det seneste eksempel er hendes holdning til coronagælden, som har finansieret hjælpepakkerne under krisen. Der er debat blandt økonomerne, hvoraf nogle siger, at det ikke er en økonomisk nødvendighed at betale gælden til Den Europæiske Centralbank tilbage. Man kunne have forventet, at hun ville støtte det synspunkt. Men hun har valgt at indtage et standpunkt, der udviser traditionel økonomisk ansvarlighed og siger, at gælden skal betales tilbage.
Samtidig bevæger den franske befolkning sig mod højre. Islam, indvandring, verdslighedsprincippet og den franske laïcité, men også lov og orden vil blive centrale spørgsmål i den franske valgkamp, og ingen kan vinde uden at have en strammerlinie. De traditionelle højrepartier rykker mod højre, men det gør Macron også, som blandt andet den nye lov mod separatisme og debatten om venstre-islamisme tyder på. Under en radioduel med Marine Le Pen for nylig gik indenrigsminister Gérald Darmanin så vidt som til at beskylde hende for at være blødsøden i forhold til islam.
I virkeligheden gjorde Darmanin hende en tjeneste. Han sagde indirekte, at hun ikke kan beskyldes for at være ekstremistisk eller farlig, men tværtimod er fornuftig og troværdig. Dermed kan hun stille og roligt placere sig i centrum af det politiske billede. Og det er vigtigt for hende, for hun kan ikke vinde valget, hvis hun ikke taler til hele højrefløjen.
Marine Le Pen har over de seneste år bestræbt sig på at lægge afstand til sin far, Jean-Marie Le Pen, der stillede spørgsmålstegn ved holocaust, som han kaldte for en detalje i Anden Verdenskrig. Hun nedlægger kranse ved De Gaulle-Monumentet, og i et interview med det israelske dagblad Haaretz hævder hun, at hun har opbakning blandt de franske jøder, selvom de jødiske organisationer beder hende holde sig væk fra deres protester mod antisemitisme. Har partiet sagt farvel til den gamle højreekstreme ideologi, eller er det mest sminke?
”Det er svært at vide med sikkerhed. Marine Le Pen vil for alt i verden lægge afstand til fortiden og i særdeleshed til antisemitismen. Derfor er hun så forhippet på at blive inviteret til at besøge Yad Vashem-monumentet over holocaustofrene i Jerusalem.
Men den gamle højreekstremistiske garde findes stadig i partiet. Der også et nyt medlemslag af en hård højrefløj, der ikke er præget af antisemitisme, men for eksempel er tilknyttet Les Identitaires. Hvilken indflydelse, de vil få, er ikke til at vide.
Det er også uforudsigeligt, hvordan hun vil bruge de meget vidtgående beføjelser og muligheder for at begrænse de individuelle frihedsrettigheder, som er blevet indført med de forskellige terrorlovgivninger og sikkerhedslove.
Men for at kunne få et regeringsflertal, bliver Marine Le Pen nødt til at samarbejde med resten af højrefløjen og dermed dæmpe de mest yderligtgående elementer i partiet. Det kan skabe spændinger internt, men det kan også få ekstremisterne til at forlade partiet.”