Lørdag den 6. oktober bragte Kristeligt Dagblad en artikel om børnebøger: Opgøret med den sorgløse børnebog. Her påpeger Nina Christensen blandt andet, at moderne forældre ikke læser moderne bøger for deres børn, og at moderne bøger i højere grad end tidligere afspejler en virkelighed, hvor børn er meget mere på egen hånd. Til de gammeldags forfattere hører ifølge Christensen blandt andre Astrid Lindgren, Ole Lund Kirkegaard og H.C. Andersen.
Den 10. oktober giver Jon Helt Haarder i en kommentar gode eksempler på, hvorledes eksempelvis Pippi, Orla Frøsnapper og Lille Claus vel netop repræsenterer identifikationsmodeller for børn, som lever på egen hånd. Han mener derfor, at Christensens skelnen mellem de gamle bøger og de nye er en falsk litterær modsætning. Og han spørger: Mon ikke samtidens problemer med børnelitteraturen bunder et andet sted end i forfatterskaber, der nogenlunde konsekvent holder et kunstnerisk niveau, som ikke nås ret tit?.
LÆS OGSÅ: Nye børnebøger skræmmer forældre væk
Jeg er meget enig med Jon Helt Haarder i, at Christensen opstiller en falsk litterær modsætning. Og jeg vil gerne på baggrund af mange års beskæftigelse med børnelitteratur som underviser, censor og anmelder give et bud på, hvorfor moderne forældre eventuelt fravælger moderne børnebøger.
I moderne børnebøger er børn ofte på egen hånd. Det vil sige, de står alene med problemer, som ingen hjælper dem med at løse. Det er set tidligere. Hvem hjalp eksempelvis den lille pige med svovlstikkerne? Ingen. Men dagen efter ser forbipasserende det lille lig. De ynkes over hende. Og læseren ynkes over hende. Det vil sige, historien vækker en samvittighed. De forbipasserende og læserne går ud af fortællingen med en bevidsthed om, at her er sket noget meget ulykkeligt og sørgeligt. En holdning, børn og voksne kan være fælles om at dele.
I den moderne børnebog er barnet ofte alene om at klare tingene, men også om at klare følelserne. Her kommer nemlig heller ikke nogen voksne forbi, som finder det ulykkeligt. Barnet er således alene i både handling og holdning. Og det er det, fordi barnet i en moderne pædagogisk og psykologisk optik anses for mere kompetent end tidligere, hvilket legaliserer de voksnes fravær. Børn og voksne kan derfor ikke altid dele historien med hinanden i en følelsesmæssig henseende.
Men som voksenformidler er det en problematisk situation at blive stedt i. Mens barnelytteren kan identificere sig med det kompetente barn i bogen, må voksenformidleren identificere sig med den inkompetente eller fraværende voksne. Og det kan være ubærligt, for derved kan der komme ubalance mellem oplæsningens hensigt og oplæsningens resultat. Oplæsningens hensigt vil nok altid rumme det positive nærvær mellem tekst, barn og formidler. Men oplæsningens resultat kan blive det negative fravær, som teksten demonstrerer det.
LÆS OGSÅ: Pippi er ikke bare tidløs harmoni
Det vil sige, moderne børnebøgers indhold kan holdningsmæssigt undergrave tilstedeværelsen af en voksen formidler. Og hvem har så lyst til at læse dem?