Efter en voldsom fordømmelse af den kommunistiske ideologi i Kristeligt Dagblad den 3. april må en gammel kommunist vel komme med et par bemærkninger.
Jeg kan nu som 80-årig se tilbage på en tilværelse, hvor jeg som ung tilsluttede mig den kommunistiske ideologi. Forløbet har jeg beskrevet i bogen Med idéen som følgesvend, der er udkommet med et kritisk efterord af Bent Jensen.
LÆS OGSÅ: Nogle diktatorer er mere trendy end andre
Såvel i Danmarks Kommunistiske Ungdom som i Danmarks Kommunistiske Parti mødte jeg personer, som havde et personligt overskud, som gerne ville være med til at forbedre forholdene i Danmark, og som besad et fremtidsperspektiv.
Vores noget rosenrøde opfattelse af den virkeliggjorte socialisme blev noget nedtonet efter Khrustjevs afsløring af Stalins forbrydelser. 1957-1958 deltog jeg i et årskursus på partiskole i Moskva. I gaderne kunne vi se nøgne fundamenter, hvorpå der indtil for nylig havde stået statuer af Stalin. Personkulten omkring ham søgte man dengang at komme af med.
Da jeg vendte hjem til Danmark, medbragte jeg et indtryk af et samfund, der fungerede, og som nok de fleste var stolte over. Man håbede at kunne undgå en ny krig.
I de kommende år måtte jeg konstatere, at den socialistiske lejr havde tiltagende vanskeligheder ved at klare sig i det økonomiske og især militære kapløb med Vesten, og til sidst endte det som bekendt med systemets sammenbrud.
Det gav anledning til granskning af årsagerne hertil. Ved læsning af omfattende litteratur fra det tidligere DDR mente jeg at kunne konstatere et temmelig demokratisk liv til at begynde med og et ønske om at skabe et retfærdigt socialistisk samfund. Med tiden kom i stedet en stærk topstyring. Det førte til, at store dele af befolkningen ikke følte, at de behøvede at forsvare deres land, da det blev truet med sammenbrud.
En lignende ødelæggende topstyring kunne jeg konstatere i Sovjetunionen og i Stalin-tiden kædet sammen med brutal undertrykkelse af enhver opposition.
Var det så i det hele taget en fejl at påbegynde et socialistisk samfund? Den konklusion mener jeg ikke, at man kan drage.
Den socialistiske revolution i Rusland i 1917 byggede på et stærkt demokratisk element i de sovjetter råd der havde dannet sig, hovedsagelig blandt arbejderne og soldaterne.
Den amerikanske forsker Alexander Rabinowich har på baggrund af omhyggelig forskning i arkiver og erindringer levende beskrevet revolutionsdagene og Lenins betydning her som en stor autoritet, men også en person, der kunne bøje sig for et flertal i afstemningssituationer.
Den efterfølgende borgerkrig førte til stor grusomhed på begge sider, men da den var overstået, gav Lenin signal til mere civiliserede forhold. Fri handel i vid udstrækning blev tilladt. Han talte for en højnelse af bøndernes kulturelle niveau og dannelse af brugsforeninger og andre fælles foretagender som en langsom indledning til kollektivbrug.
Efter Lenins død gjorde Stalin sig til den ledende magt, og hermed ændredes det politiske klima. Lenins tilhængere blev udryddet, og der blev gennemført en tvangskollektivisering. Stalin fremstillede sig som Lenins arvtager, og han gjorde sig selv til genstand for en omfattende personkult.
Når man således beskriver Stalins politik som en logisk følge af Lenins politik, svarer det ikke til, hvad jeg har kunnet finde frem til.
I vore partiprogrammer i Danmarks Kommunistiske Parti fandt vi nok inspiration i de socialistiske lande, men byggede på vore danske parlamentariske forhold.
Eigil Nielsen er psykolog og mag.art.