På hovedstrøget i Reykjavik står skrevet i asfalten: Lysere tider er på vej med blomstermarker og lange, skønne sommertimer. citatet stammer fra Islands nationaldigter Halldór Laxness.
Uanset at Armani og andre smarte modebutikker er lukket ned på Reykjaviks hovedstrøg, fejler selvbevidstheden på vulkanøen ikke noget.
Mange nye butikker er skudt op, hvor man forhandler islandske sweatre nu gælder det identiteten og om at komme tilbage til rødderne.
LÆS OGSÅ: Islandsk præsident valgt for femte gang
Island er ved at træde ud af finanskrisens slagskygge: På havnen i Reykjavik ligger det monumentale koncerthus netop færdiggjort, og det matcher operaen i Sydney. Som adskillige af mine islandske samtalepartnere betror mig, har det 400 flere siddepladser end operaen hos den gamle kolonimagt i København.
Men denne nye beherskede optimisme viser også, at interessen for EU byggede på kviksand i den forstand, at den var tæt forbundet med krisestemningen og kronens fald i 2008.
Nu stiger BNP med 3-4 procent fra 2010 til 2011 og arbejdsløsheden falder. Det betyder, at to tredjedele af befolkningen i dag siger nej tak til medlemskab. Hertil kommer, at der i Island som mange andre steder i Europa er en tendens til at gøre EU og euroen til syndebukke for den økonomiske krise.
Det er stærkt beklageligt set fra et dansk synspunkt: Hvis Island blev medlem af EU, ville det nordiske islæt i samarbejdet blive styrket. Islandsk medlemskab ville fremme interessen for EU på både Færøerne og i Norge, hvor det utvivlsomt ville påvirke holdningen til EU hos kystbefolkningen og langs den norske vestkyst, hvis Island fik en tilfredsstillende ordning på fiskeriområdet.
Visionen ville være en genforening af Norden og større gennemslagskraft for nordisk pragmatik og fælles værdier om velfærd, bæredygtighed og ligestilling i Europa.
Selvom kontakterne til det europæiske kontinent styrkes, og flere og flere islændinge rejser til Bruxelles, er det nu engang lettere at skabe forståelse for nødvendigheden af det europæiske samarbejde på det europæiske kontinent end midt ude i Atlanterhavet. Islændingene føler sig slet og ret ikke som en del af Europa.
Kun en tåbe undervurderer EU-modstanden på Island. Fisk, eurokrise og så videre er kun påskud for EU-modstanderne. Det afgørende er de stærke følelser omkring landets uafhængighed. Glem ikke, at Island er et ungt land, der først blev uafhængigt i 1918 (i personalunion med Danmark) og republik i 1944.
Uanset hvor mange skåltaler, der bliver holdt om, at suveræniteten i klassisk forstand er en død sild, så hæger og våger islændingene over deres selvstændighed.
Flere islændinge betror mig, at Island ikke har tilkæmpet sig uafhængighed i 1944 for i 2012 at overgive den til EU. Den stolte Bjartur fra Haldór Laxness Frie mænd er i højeste grad en levende realitet for unge såvel som ældre islændinge selvom man ofte glemmer den tragiske ende: Bjartur tabte alt ... sin kone, sine børn, sine får! Alt, han elskede, tabte han. Men tankegangen er: Hellere fattig og rank end rig og slavebunden.
Erik Boel er landsformand for Europabevægelsen