Som mange andre store åndspersoner i det 20. århundrede havde digteren Osip Mandelstam (1891-1938) rødder i den vestligste del af det russiske kejserrige, som den store jødiske befolkning, der boede der, ikke måtte forlade. Ruslands magtelite turde ikke tillade ukontrolleret indvandring af udøbte i de to russiske metropoler, Skt. Petersborg og Moskva.
Der blev gjort enkelte undtagelser fra disse diskriminerende love: Jøder kunne opnå bevægelsesfrihed, hvis de lod sig døbe eller fik succes som erhvervsdrivende.
Af den sidste grund kunne Osip Mandelstam som seksårig flytte til Skt. Petersborg med sin familie i 1897, efter at faderen var blevet optaget i handskemagerlavets første gilde. 14 år senere, på sin hjemrejse fra sprog- og litteraturstudier i Heidelberg og Paris, lod den unge Mandelstam sig døbe i metodiskkirken i den finske by Viborg.
Med denne bevægelse fra udkanten af kejserriget og ind mod hjertet af russisk kultur begynder historien om en af de største forfattere, Rusland har fostret i nyere tid.
Osip Mandelstam var med til at grundlægge den akmeistiske skole i russisk poesi; en strømning, som ifølge Mandelstam selv prægedes af en "længsel efter verdenskultur". Mandelstams kosmopolitiske ånd slukkedes endeligt under Stalins terror i 1938 i en fangelejr nær Vladivostok i den østligste del af Sovjetunionen, hvor digteren var på vej mod en skæbne i de berygtede Gulag-lejre i Kolyma, en af Sibiriens mest øde egne.
Uden for Rusland blev Mandelstam berømt, efter at hans enke Nadezjda Mandelstams memoirer udkom i USA i 1970 og siden i oversættelse til flere europæiske sprog, herunder dansk med titlen "Erindringer", oversat af Lene Tybjærg Schacke og Peter Ulf Møller i 1975. Ti år senere, i 1985, udgav Brøndums Forlag en samling Mandelstam-digte, "Min tid, mit rovdyr", oversat af Ivan Malinovski. Endelig er to af Mandelstams kortprosaværker udkommet på dansk, "Rejse til Armenien" og "Det egyptiske mærke", begge oversat af Mette Dalsgaard.
Under et ophold i Skt. Petersborg i 1991 fik jeg som ung russiskstuderende fat i et udvalg af Mandelstams digte, som indtil få år tidligere havde været umulige at opdrive som andet end samizdat eller tamizdat, det vil sige maskinskrevne undergrundskopier eller udgivelser på eksilforlag, som blev smuglet ind i Rusland.
Jeg forsøgte at læse digtene, som dog viste sig at være så svære at forstå, at jeg måtte oversætte dem ord for ord med blyant i margenen for at opfange meningen med dem.
Som alle, der har prøvet at oversætte, ved, er oversættelse den mest intensive form for læsning, der findes, fordi man med gengivelsen på ens modersmål aftvinger sig selv svar på spørgsmålet, Hvad står der helt præcist i originalen?
Jeg havde således oversat Mandelstam for mig selv, tredive år inden jeg tog mod til mig og begyndte arbejdet de oversættelser, der nu er udkommet på forlaget OVO Press.
Det er ikke ufarligt at oversætte en forfatter, der allerede er blevet oversat én gang. Mange vil synes, at den tidligere udgivne oversættelse er den rigtige, og ser derfor noget profanerende i at nyoversætte værket.
Den klassiske danske tekst om dette problem er professor Adolf Stender-Petersens dobbeltkronik med overskriften "Dostojevskijs stil", som Politiken bragte den 5. og 6. oktober 1953.
Politiken havde bedt professoren være opmand i en diskussion, der var opstået i kølvandet på Georg Sarauws nyoversættelser af romanerne "Raskolnikov" (Forbrydelse og Straf), "Brødrene Karamazov" og "Idioten". De mange danske fans af Dostojevskij ville have en fagmands ord for, hvilken af de to oversættelser, de skulle fæste lid til; Sarauws nye eller Ejnar Thomassens gamle.
Stender-Petersen fortalte i sin dobbeltkronik om det særlige ved Dostojevskijs upolerede stil og stilblandinger, som kan virke forstyrrende for danske læsere, hvis de er vant til at læse Dostojevskij i en oversættelse, hvis stil er mere perfekt og poleret på dansk, end den er på russisk.
Mandelstam er i mange henseender forskellig fra Dostojevskij. Han er 70 år yngre, lyrik var hans primære genre, og han havde som modernist helt andre dagsordener. Ét overordnet træk har de to russiske forfattere dog til fælles, og det er det element af modstand, som Dostojevskijs uperfekte stil yder, og som er i familie med det element af irrationalitet, der præger Mandelstam, efterhånden som hans forfatterskab udvikler sig.
Dette betyder, at en dansk oversættelse også kan komme til at fremstå som irrationel og derved svært tilgængelig, hvilket risikerer at påkalde oversættelsen kritik for at være uperfekt.
I tilfældet Mandelstam er spørgsmålet om nyoversættelse ydermere ømfindtligt på grund af Ivan Malinovskis status som den danske oversætter af russisk litteratur par excellence, idet han som etableret lyriker og slavist både kunne forstå russisk og digte selv. Den traditionelle forskel mellem digteren som kunstner og oversætteren som håndværker og formidler er i hans tilfælde visket bort.
Hvad kun få ved og husker, er imidlertid, at en ganske ung Samuel Rachlin allerede i 1960'erne fik oversættelser af Mandelstam trykt i Hvedekorn. Ifølge Rachlin selv skete det på opfordring af Henrik Nordbrandt, der havde læst Mandelstam i oversættelse, formentlig Paul Celans tyske. Det var først for nylig, jeg blev opmærksom på dette; men så var det, som om der var et regnestykke, der gik op.
Samuel Rachlins families beretning om "16 år i Sibirien" har så meget til fælles med historien om Mandelstam, at den velsignelse af mine oversættelser, Samuel Rachlin gav mig, da jeg viste ham mine kladder, fortalte mig, at mine nyoversættelser godt kunne udgives; trods skyggen fra Malinovski.
Det digt, jeg viste Samuel Rachlin i min oversættelse, er et af Mandelstams kendteste. Det er digtet om hans samtid som en ulvehund, der kaster sig over ham, men ikke kan få bugt med ham. Den sidste linje i digtet har givet den nye samling af Mandelstam-oversættelser dens titel, "Kun min fælle kan slå mig ihjel":
For en skinger triumf på en fremtidig jord,
for den mægtige menneskehed
har jeg mistet min plads ved det fædrene bord,
samt min ære og glæden derved.
Mit århundredes ulvehund vælter min krop,
men jeg er ingen ulv, kun en mand,
gem mig væk som en hue og send mig så op
til Sibiriens pelslune land.
Så jeg slipper for fejhed og tyndvandet smat
og for blodstænk fra hjulenes takt,
så polarrævens pels funkler blågråt i nat
ned til mig, med en utæmmet pragt.
Før mig helt ud i natten ved Jenisejs vand,
hvor hver gran rører stjernernes hvælv,
for jeg er ingen ulv, jeg er bare en mand,
kun min fælle kan slå mig ihjel.
17.-18. marts 1931, slutningen af 1935
Som måske den eneste nulevende dansker har Samuel Rachlin hørt ulvehunden fra Mandelstams digt hyle ude ved verdens ende i Sibirien og kan genkende dens hyl den dag i dag. Hvis han synes, at Mandelstam godt må nyoversættes, og at Mandelstams vidnesbyrd stadig har relevans, så tillader jeg mig at tro på det.
Mandelstams digt om ulvehunden skulle blive profetisk. Digteren blev faktisk til sidst ført ud i det sibiriske land, han med karsk ironi beskriver som ”lunt”, for der at blive slået ihjel af den russiske virkelighed, han ved flere lejligheder gange aktivt havde valgt til, vedblev at være en del af og stadig er en uomgængelig del af i dag, mere end firs år efter sin død.