Prøv avisen

Derfor virker den finske skolemodel

ARKIVFOTO. Folkeskolelærer. Foto: Steffen Ortmann Denmark

Små nationer har ikke råd til at lade de svageste i stikken og satse på en snæver elite. Derfor bør Danmark se til Finland snarere end til USA eller Korea

DER ER solide grunde til ikke at følge folkerige nationer, når man tilrettelægger skolevæsen og uddannelsessystem. Små nationer har ikke råd til at lade de svageste i stikken og satse på en snæver elite.

Derfor bør Danmark se til Finland snarere end til USA eller Korea. Det er en god idé alene af den grund, at det finske uddannelsessystem er en megasucces de finske børn klarer sig fremragende.

Det bekymrende er, at man i Finland er imod alt det, politikerne har været i gang med at indføre i Danmark over de seneste 10 år med frit skolevalg, konkurrence og markedskræfter.

LÆS OGSÅ: Skolens dagsorden er skiftet fra fællesskab til styring

I Finland tror man på lighed og solidaritet. I Danmark har vi indført standardiserede test, målstyring og kontrol i stedet for at lægge vægt på lærernes ekspertise og autoritet. Dette til trods for, at den finske forsker og uddannelsesekspert Pasi Sahlberg i bogen Finnish Lessons fra 2011 har dokumenteret, at standardiserede test forringer elevernes udbytte og giver dem dårligere muligheder for at lære. Omtrent samme resultat er forskere fra DPU kommet frem til.

Det er naivt at tro, at fordi test eller fuldt skema virker i Korea eller Canada, så virker det også i Danmark. I Finland bruger man i stedet tiden i skolen på fokuserede læringsaktiviteter med færre timer, kortere dage og mindre hjemmearbejde.

Lærerne har færre timer med klassen og meget mere tid til forberedelse og faglig fordybelse. Der arbejdes dybere i fagene med mindre udenadslære og mere tænkning og analyse. Skolearbejdet tages seriøst og anskues langtfra som en børnepasningsordning.

Man lægger desuden vægt på lighed. Det betyder, at alle ud over at gå i skole gratis også kan få en god frokost og relevante bøger. Det koster penge, men sikrer opdateret faglig viden og pædagogisk tilgang. Ligheden betyder også, at der ikke er noget separat privat system. Og så betoner man, at lærerne følger eleverne over en årrække, i indskolingsårene, gennem grundskolen og ligeså på mellemtrinnet, for at sikre faglig sammenhæng og personlig indsigt i det enkelte barns udvikling.

Den ultimative lighed består i, at der ikke findes dårlige skoler: Når der ikke findes et parallelsystem for de privilegerede familiers børn, så opstår der heller ikke den stigmatisering af visse skoler, hvor de mindst privilegerede sidder tilbage. Derfor kan forældrene generelt have tillid til skolen.

Det finske system er desuden baseret på en bevidst udvælgelse af de bedst egnede lærerstuderende, som herefter får den bedste forskningsbaserede uddannelse og derefter frie hænder og tillid. De nationale læreplaner er kortfattede, og der er forbud mod standardiserede test frem til 6. klasse og kun meget begrænset anvendelse herefter.

Grundlæggende kan man anlægge to forskellige tilgange til sine medmennesker. Tillid eller mistillid. Det manifesterer sig radikalt i skole og uddannelse.

Danmark har klart befundet sig i den første gruppe, sammen med de andre nordiske lande og haft succes med det. Alligevel arbejder vi os i højt fart hen imod den anden ende af spektret, hvor befolkningsrige lande med mindre tillidskultur og mere elitedyrkelse og ulighed befinder sig.

Hanne Leth Andersen er prorektor og professor i universitetspædagogik, og Jens Højgaard Jensen er lektor i fysik og fysikdidaktik. Begge skribenter er tilknyttet RUC