Prøv avisen

Desperate sataner

KOMMENTAR: Der er en tid til vrede og en tid til eftertanke. Lige nu er det det første, der forståeligt nok har frit løb i medierne

Der er givetvis en tid til at vredes og en tid til eftertanke; der er uden tvivl en tid til at slå fra sig og en tid til at prøve at gøre sin indflydelse gældende, så oplagte uretfærdigheder afskaffes eller mildnes; der er en tid til at kalde desperate selvmordere for sataner, og der er en tid til at reflektere over, hvad der får mennesker til at begå sataniske ting og blive sataner - hvis man hører til dem, der tror, at få eller ingen fødes som sataner, men bliver til sataner, hvis det er det, de bliver til. Tiden lige nu er til det første, ikke til det andet - i hvert fald i tv og i statsræsonnens offentlige retorik, men sikkert nok også i vores oprørte indre. De følgende betragtninger hører ikke til nu; men jeg fremfører dem alligevel.

Hvorfor sidder jeg klistret til tv og ser de billeder, der vises igen og igen af flyene, der hamrer ind i World Trade Center, og tårnene, der lodret synker i grus. Det er ikke antallet af omkomne i sig selv, der er rystende. Dagen efter jordskælvet den 17. august 1999 i Tyrkiet meldte medierne 17.000 dræbte; måske var tallet større (eller mindre); men det var en katastrofe af et uoverskueligt omfang, og dog var det ikke en historisk begivenhed. Er det, fordi begivenheden er menneskeskabt? Nedslagtningen af måske 7000 mennesker i Sbrenica var menneskeskabt, rystende, modbydelig; men ikke historisk på samme måde, snarere forhistorisk, som den ene million døde i Burundi og Rwanda.

40.000 mennesker, gamle, kvinder, børn, blev brændt ihjel under operation Gomorra i ildstormen over Hamburg den 24. juli 1943; men Hamburg er en by, vi kører igennem. Vi husker Auschwitz; men husker vi Marne, Somme, Ypres, Coventry, London, Stalingrad, Berlin, Dresden? Hiroshima måske, men Nagasaki? Det 20. årh. slagtede mennesker som aldrig før; flest døde i den vestlige verden, dræbt fra luften. Er det det, at det er selvmordsaktioner? Men frontsoldaterne og bombeflyverne døde i tusind-, i titusindvis. Statistisk set var det en slags selvmord, uden løfte om særlig gunstig behandling i det hinsides.

Oprørende: der er mennesker, der jubler over disse billeder. Det er uklogt af dem, uden tvivl. De er kyniske. Men er de onde og hjerteløse? Et faktum: de er fattige; blandt dem findes måske dem, der kun har én magt, magten til at ødelægge. Et faktum: de har ikke magten til at bygge op. Hvorfor har de ikke magt til at bygge op? Et faktum: i Islam kan der bygges smukt og i højden. Jeg har ikke været i hele verden, jeg har ikke set alt. Men ingen steder har jeg set smukkere, mere harmoniske bygninger end de store moskeer i Istanbul.

Det slår mig, at jeg har set disse tv-billeder før: i filmen, i den store investering og den store succes, filmen Independence Day. Har Hollywood inspireret til terror? Efter sigende blev filmen prøveforevist i New York, og da den kom til den scene, hvor Empire State Building blev spaltet af en ildstråle ovenfra og ned, jublede publikum. Den næstbedste scene var der, hvor Det Hvide Hus røg i luften. Hvorfor jublede folk? Er de hjerteløse? Jeg jubler ikke; men jeg sidder og glor. Er også jeg hjerteløs?

Vi ved, at medierne får virkeligheden til at komme tæt på, og at den samtidig gør den til fiktion, til billeder, til film, til Independence Day. Min fornuft siger mig, at det er virkelighed, hvad jeg sidder og ser på; men billederne taler deres eget løgnagtige sprog, og jeg ved også, at aktieindehaverne i CNN kan være tilfredse efter nogle sløje år. Jeg er deres kunde.

Dagen før katastrofen meldte en af tv-aviserne, at man nu planlagde en skyskraber i Hong Kong, der skulle være en kilometer høj, og jeg fornemmede en let fornemmelse af ubehag, uden at det stod mig klart, hvad galt der skulle være i det. World Trade Center var en flot bygning, ikke smuk, som moskeerne i Istanbul er smukke, men flot. Jeg har selv været oppe i den. Nu ved jeg det. Skyskrabere er ikke kun kontorer for 50.000 almindelige mennesker, mænd og kvinder, der passer deres arbejde; de er også magtsymboler, falliske tegn. Måske jubler de hjerteløse, de magtesløse, de fattige, ligesom man hjerteløst jubler i biografen, fordi der ikke jubles over de døde, men over den symbolske kastration, kæmpens fald. Vi er små, vi er måske nietzscheanske slavenaturer; vi kan ikke bygge Babelstårne, der rager ind i himlen; men vi kan vælte dem. Et faktum: USA er en verdensmagt, verdens eneste sande magt. Den er måske hjemstedet for de frie, men den, og frem for alt New York, er også hjemstedet for de rige, de mægtige, de stærke. New Yorks finansdistrikt er selve symbolet på rigdom, styrke, magt. World Trade Center var ikke bare et kontorhus; det var ikke bare højt, fordi det bedre kan betale sig at bygge i højden end at lægge kontorerne i et tæt-lavt byggeri 50 km. nordligere oppe i Connecticuts grønne omgivelser. Det blev også bygget med det formål at vise sig selv og verden, hvor rig, stærk og mægtig man er. WTC var en statue, og de jublende gennemspiller et ældgammelt ritual, tyrannens fald. Herskerens statue falder under pøbelens jubel, og vi er alle pøbel, når vi ser Independence Day; vi går i biografen for at give os selv lov til at være pøbel, så længe det varer.

Hans J. Lundager Jensen er teolog og ansat ved Aarhus Universitet.