Jeg gætter på, at ganske mange danskere og andre europæere lige som jeg bekymrer sig over flygtningesituationen i Mellemøsten, i Afrika, på Balkan og i Sydeuropa.
Der tales om cirka 60 millioner flygtninge, fordrevne af borgerkrige og naturkatastrofer.
Det bekymrer alle sig om. Selv mine bekendte på universitetet i Lund. Da jeg for et år siden under den svenske valgkamp citerede daværende statsminister Reinfeldt for, at ”Sverige skal være en humanitær stormagt”, så de studerende forlegent væk.
Tidligere i denne uge talte jeg med en ansat på samme universitet. Hun bekymrede sig over den efterhånden meget store del af indbyggerne i Sverige, som ikke var barnefødt i landet.
Og så var der lige bomberne i Malmø og andre svenske byer. I de seneste dage også i Tyskland. Regeringsledere rundtom i Europa har store betænkeligheder.
Men hvad er årsagerne til de mange flygtninge? Det er blandt andet borgerkrige. Men hvad er årsagerne til borgerkrigene?
En overfladisk forklaring er religiøse modsætninger. Men er det en fyldestgørende forklaring? I århundreder har disse forskelle været til stede, og grupperne har alligevel levet fredeligt side om side.
For eksempel var det osmanniske imperium før Første Verdenskrig et religiøst supermarked. I Indien før 1857 levede hinduer, buddhister og muslimer stort set fredeligt side om side.
Historisk set er en væsentlig årsag til strid knaphed på ressourcer som mangel på rent vand og dermed også mangel på mad.
Denne mangel på ressourcer har været en væsentlig begrundelse for de ”rige” landes bistandsarbejde i de sidste mere end 50 år.
Bistandsprojekter har blandt andet handlet om at sikre adgang til rent drikkevand, for som pave Frans skriver i sin seneste rundskrivelse:
”I virkeligheden er adgangen til sikkert drikkevand en grundlæggende menneskeret, fundamental og universel, fordi det er afgørende for menneskets overlevelse og derfor betingelsen for udøvelsen af de øvrige menneskerettigheder.”
Men det langsigtede bistandsarbejde handler også om forbedrede metoder i landbrug og fiskeri, det handler om skolegang, om sundhed, om rettigheder og muligheder for kvinder og meget mere. At det kan lade sig gøre at udvikle og effektivisere, er vort eget land et fremragende eksempel på.
I løbet af de seneste cirka 150 år har dansk landbrug og fiskeri mangedoblet udbyttet; nogle vil måske mene, at vi er gået for langt, det er en anden sag. Men at udviklingslandene kan nå lignende resultater, er ubetvivleligt, mange er jo på vej.
Jeg tror, at væsentlige årsager til borgerkrige og regionale krige er mangel på ressourcer og begrænsede muligheder for befolkningerne - kvinder, mænd, børn - i de udsatte områder.
Jeg tror ikke, at flere bomber i Irak, Syrien, Afghanistan eller i Libyen begrænser flygtningestrømmen. Hvad kunne de penge, Danmark og andre vestlige lande har brugt til bomber og soldater, ellers have været brugt til?
Paul Jørgensen er lektor i religion og historie ved VUC Hvidovere