Prøv avisen
Debat

Det armenske folkedrab - en del af en større plan om forfølgelse af kristne

"Der var tale om en etnisk-religiøs udrensning efter de vidnesbyrd at dømme, som er tilgængelige i historiske arkiver, og fremgangsmåderne kvalificerer, både for armeniernes og aramæernes vedkommende, efter de fleste specialisters udsagn til karakteristikken folkemord," siger Henrik Ertner Rasmussen. Foto: Lokalhistorisk Arkiv for Gylling og Omegn

Folkedrabet på armenierne havde i høj grad med forfølgelse af kristne at gøre, skriver debattør

”INGEN DANSK anerkendelse af det armenske folkedrab” og ”Uenighed om kirkelig indsats for forfulgte kristne” er to markante overskrifter i samme udgave af Kristeligt Dagblad den 15. april. To lidt negative og potentielt deprimerende overskrifter for os, der arbejder for at hjælpe forfulgte kristne. Men det er også måske endnu mere deprimerende, at de står helt forskellige steder i avisen, som om de intet havde med hinanden at gøre.

Folkedrabet på armenierne havde nemlig i høj grad med forfølgelse af kristne at gøre. I samme periode, hvor 1,5 millioner armeniere blev udsat for at blive fordrevet fra hus og hjem i deres historiske hjemstavn, blev også mindst en halv million aramæisk-talende kristne (de samme grupper, som nu er på flugt fra Islamisk Stat) fordrevet fra deres hjemstavn i det nuværende Tyrkiet, og dette andet folkedrab bliver knap skænket nogen opmærksomhed i den danske offentlighed.

Armenien var den første nation, der antog kristendommen som statsreligion, endnu inden kejser Konstantin tog det samme skridt for Romerrigets vedkommende. Men de aramæisktalende kristnes historie går endnu længere tilbage.

De er fordelt på assyrere, kaldæere samt syriakere (i mangel af bedre samlet betegnelse for syrisk-ortodokse og syrisk-katolske kristne). De var en del af de kristne historiske kirkesamfund, hvis historie går helt tilbage til apostlenes tid, og de led samme skæbne som armenierne i det område, der ligger i det nuværende Tyrkiet.

DER VAR TALE OM en etnisk-religiøs udrensning efter de vidnesbyrd at dømme, som er tilgængelige i historiske arkiver, og fremgangsmåderne kvalificerer, både for armeniernes og aramæernes vedkommende, efter de fleste specialisters udsagn til karakteristikken folkemord.

Der er nuancer af holdninger til, hvor klar systematikken var fra regeringens side, og der kan have været forskelle med hensyn til fremgangsmåderne, men den internationale sammenslutning af folkedrabsforskere, IAGS, betegner klart de kampagner, som foregik fra tyrkisk side mod armenske, aramæiske og græske kristne i årene 1914-1923, som folkedrab.

Det hollandske parlament har senest anerkendt det, og det ville klæde det danske Folketing at gøre det samme, og her kan kirken godt skubbe på, for det er ikke bare en sag, hvor man kan dække sig ind under, at politik og religion skal holdes adskilt. Hvis nogen lider for deres religions skyld, er det i høj grad et politisk anliggende!

HOLLÆNDERNE (der generelt er endnu mere verdsligt indstillet end danskerne) inkluderer vel at mærke alle de nævnte kristne grupper, ikke kun armenierne, og det bør Danmark også gøre. Ikke for at forklejne de lidelser, som armenierne blev udsat for, men netop for at sætte fokus på, at det var alle kristne grupper, der blev udsat for de samme uhyrligheder.

I samme åndedrag bør vort Folketing og vor regering fordømme de uhyrligheder, som de tilbageværende kristne grupper, hvortil også armenierne i Syrien og Irak hører, bliver udsat for af de arabiske, sunnimuslimske ekstremister i de to lande, til dels med implicit støtte fra Tyrkiet, der kun holder grænsen åben til områder kontrolleret af Islamisk Stat, mens grænsen til de kurdisk kontrollerede områder er lukket - og det gør det umuligt for de kristne at søge tilflugt i Tyrkiet.

Den kynisme, som den tyrkiske stat hermed udviser, har det internationale samfund gjort alt for lidt for at påtale. Det er på tide, at Danmark og resten af EU agerer, og skænderiet med Tyrkiet om folkedrab eller ikke folkedrab skal ikke hindre, at det kommer frem, at Tyrkiet måske netop nu gør sig skyldig i at lade andre fuldføre det, som ikke blev nået af tyrkerne selv i 1914-1923.

Henrik Ertner Rasmussen,generalsekretær i Dansk Europamission,Drejervej 15, København NV