Prøv avisen
Refleksion

Sociolog: Det burde være pinligt at spise kød

Foto: Illustration: Søren Mosdal

Forbindelsen mellem vores børns mulighed for en fremtid på kloden og vores kødforbrug vil med tiden gøre det pinligt at tage endnu et stykke kød op på tallerkenen, skriver sociolog Rasmus Willig

DEN CANADISKE sociolog Erving Goffman, som nok blev mest kendt for sit lille, men meget velskrevne værk med titlen ”Stigma”, kan måske være behjælpelig for dem, som gerne vil holde op med at spise kød, men som finder det for pinligt at skulle springe ud som vegetarer eller ligefrem veganere.

For selvom videnskaben taler sit tydelige sprog om, hvordan vi kommer klimakrisen til livs, og igen og igen informerer os om, at vores enorme kødforbrug ikke bare er en af de drivende kræfter i klimakrisen, men også når det gælder biodiversitetskrisen – hvor planter og dyr udryddes i et tempo, der ikke er set tidligere – så følger vores madkultur på ingen måde med.

Flertallet elsker stadig at spise kød og har måske slet ikke tænkt sig en tilværelse uden kød. Det virker unormalt ikke at spise kød. Det er med andre ord forbundet med et stigma, hvis man takker nej, og som Goffman fortæller os: ”Vi tror naturligvis, at den person, der er belastet med et stigma, ikke er et rigtigt menneske.” Og fordi det ikke er et rigtigt menneske, ”udøver vi forskellige former for diskrimination”, og hvem vil udsættes for det?

Men mon ikke der er flere, som har set rationalet, men ikke springer ud, fordi de er bange for at blive udstillet som mennesker med forkerte tilbøjeligheder? Bange for at miste status.

DE, SOM VIL LEVE mere bæredygtigt, og som skal leve i et samfund, der industrielt producerer og fortærer kød i et omfang, der kan få selv de, der blot formaster sig til at tage en ekstra portion fra salatbuffeten til at ligne forrædere, gør derfor klogt i ikke at blive opdaget.

De er med Goffmans begreb ”potentielt miskrediterede”. Opdages de, stilles de til skue og stigmatiseres.

For ikke at blive opdaget kan de imidlertid arbejde på at styre informationen om deres ”afvigende adfærd”, de kan forsøge at snige sig uden om de nedsættende blikke, undskylde sig – og gemme sig uden at blive opdaget.

Sådanne strategier kender vi alle sammen, når vi for eksempel siger: ”Jeg føler mig oppustet”, men reelt har taget på. ”Jeg har spildt vand ned ad mig selv”, men har tisset lidt i bukserne. ”Jeg har influenza”, men har drukket for meget rødvin aftenen før.

”Jeg har brug for en pause for at se anderledes på tingene”, men ikke kan finde et arbejde. ”Det er også vigtigere at være sammen med børnene, mens de er små”, når man ikke kan færdiggøre uddannelsen.

Og de mere raffinerede: ”Jeg tjener de vildeste penge for tiden”, hvilket dog betyder, at man ikke har råd til at lade være med at tale om sin succes. Og den omvendte: ”Det går okay”, som oversat betyder, at man har råd til at lade være med at tale om sin formue efter devisen, at den, som lever stille, lever godt.

Sådanne små løgne – for det er de vel reelt – kræver ifølge Goffman et arbejde, fordi det aldrig er helt let at skjule det, der skal skjules, og bliver man opdaget, er man jo slet ikke den, som man giver sig ud for at være.

NU ER SPØRGSMÅLET SÅ, hvilke gode undskyldninger man kan benytte sig af, hvis man ikke vil blive grebet i at droppe kødet. En strategi kunne være, at man har haft lyst til at prøve en kur, der skulle give mere energi, og nu vil man altså gøre forsøget.

Den type af strategi kan meget vel virke, da vi som bekendt lever i en tid, hvor rigtig mange læser bøger a la ”10 nye måder at tabe sig på” eller ”5 gode råd til at genvinde din energi”.

En anden strategi, som sandsynligvis vil skjule, at du er holdt op med at spise kød, er at sige, at du har hørt, at det er godt at variere sit proteinforbrug, altså at veksle mellem kød og plantebaseret protein, og at du indtil videre kan mærke, at du har fået mere energi.

Sådanne strategier læner sig sikkert op ad et konkurrencesamfunds idéer om energi som forudsætning for at udkonkurrere andre og kan meget vel medføre både respekt og frygt for, at du er ved at løbe fra de andre. På den måde behøver du ikke at sige, at du reelt er tilhænger af en bæredygtig stat.

VI LEVER I EN MÆRKVÆRDIG TID, hvor vores enorme kødforbrug er ved at sætte klimaet og vigtige økosystemer over styr, men trods den voksende viden bliver de, der forsøger sig med en mere bæredygtig diæt, udstillet som pinlige.

En reel ændring af vores vaner kan gå to veje. Der kan reguleres ved lovgivning eller ved hjælp af en ændring af vores normer.

Den første vej ligger ikke lige for, men den anden, hvor vi begynder at se anderledes på vores kødforbrug, er inden for rækkevidde.

For jo større bevidsthed om forbindelsen mellem vores børns mulighed for en fremtid på kloden og vores kødforbrug, desto større er chancen for, at vores normer vil ændre sig – og at det snart vil blive pinligt at tage endnu et stykke kød op på tallerkenen.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.