Det Danmark, du kender, har altid været under forandring

Det er i kraft af uafladelige og ofte fundamentale forandringer af sig selv, at Danmark fortsat er i live. Endda som et velstående, et frit og retfærdigt land, mener Jens Smærup

Illustration: Peter M. Jensen
Illustration: Peter M. Jensen.

I skolen hørte vi, at danskerne under krigen havde bragt jøder i sikkerhed for deres morderiske forfølgere. Vi tilhørte en hjertevarm, heltemodig og handlekraftig nation.

Lidt af det kunne vi som børn mærke i os, da vi vinkede til de ungarere, der var flygtet hertil efter nedkæmpelsen af 1956-opstanden.

Vi var gæstfri, vi viste medmenneskelighed, og vi stod der stadig med åbne arme, da den vilde ekspansion i 1960'erne skabte mangel på arbejdskraft, og folk fra Balkan og Tyrkiet i tusindvis flyttede herop for at hjælpe os.

Så gik i økonomien i stå. Et anderledes lys faldt over ”de fremmede”. Tog de ikke vores arbejde? Nassede de simpelt hen på os? En forskræmt reservation bredte sig og tog til, som der med krigene kom stadig flere flygtninge og terror i tv. Et flertal huskede alligevel besættelsen og jøderne og vores barmhjertighed.

Med den aktuelle flygtningebølge har det fornyet sig. Det tager mod til sig og vil handle, i takt med at frygt og smålighed har bemægtiget sig store dele af Christiansborg. Her vil man nu bare afvise så mange som overhovedet muligt.

Man mener sig fuldt berettiget, man har sine gode grunde, man vil redde ”Danmark som vi kender det”! Heri indgår blot ingen fortællinger om nogen gæstfrihed, endsige offervilje, over for fremmede. ”Danmark som vi kender det” er - som vendingen for tiden anvendes - en dehumaniseret konstruktion med et dystert demagogisk sigte.

Men uanset hvem der måtte ty til den, og hvad den for dem måtte indeholde eller til hvilket formål se bort fra, vil den altid være falsk. ”Danmark som vi kender det” har aldrig eksisteret så længe, at vi kunne nå at gøre os noget begreb om det, inden det allerede, og nok en gang, har været ved at forvandle sig til noget nær ukendelighed.

Kun de døde, og hvad der er dødt, forbliver, hvem de var, og hvad det var. Man kan på et aldeles sagligt grundlag identificere et lig, men at tale om et levende menneskes identitet fører alene til en udstilling af tilfældige fordomme og illusioner.

Det samme gælder naturligvis, når der tales om nationale identiteter. Skønt nogle har skrevet hele bøger om emnet - forbehold og modifikationer har heldigvis udgjort hovedparten af dem.

Det er i kraft af uafladelige og ofte fundamentale forandringer af sig selv, at Danmark fortsat er i live, endda som et velstående, et frit og retfærdigt land. De jævnlige omkalfatringer har vi indimellem selv kunnet beslutte os til eller tidligt forstå nødvendigheden af.

Men vi kender jo også til tilfælde, hvor vi ikke har nået at reagere på - indbyggede eller udefrakommende - trusler, mens der endnu forelå et valg.

1864 er standardeksemplet. Det blev som bekendt også til et eksempel på mere end indre og ydre forblindelser og magtbrynde. Det blev eksemplet over alle på, at kriser åbner muligheder; at katastrofen, ødelæggelsen af ”Danmark som vi kender det”, kan åbne for og sætte gang i noget nyt og bedre.

Højskolen blomstrede op, og med den andelsbevægelsen - de selvorganiserede kooperativer (til stadighed uden depraverende beskæringer af den personlige frihed) - der er vores hidtil eneste bidrag til den politisk-økonomiske verdenskultur.

Vi står i dag over for en katastrofe af langt større rækkevidde. Til gengæld ikke helt alene med den, vi behøver kun i beskedent omfang at afhjælpe den, ligesom vi kun i al beskedenhed, i forhold til stormagterne, har været med til at skabe den.

Men der er millioner af mennesker, der er på flugt fra krigene i og omkring Syrien. Så lad os alligevel straks tage imod nogle tusind flere end vores ”kvote”.

For alle disse menneskers skyld, naturligvis, men også for vores egen. For at give dem et menneskeværdigt liv, et liv overhovedet, og samtidig os selv en ny chance.

Opgaven med at skaffe plads til dem og drage omsorg for dem vil kunne løfte os ud af den apatiske selvtilstrækkelighed, vi det seneste par årtier har korrumperet os med.

Der kan i en sådan situation vise sig en politiker, der vokser ud over sig selv som simpel interessevaretager. Det har Angela Merkel i Tyskland gjort, og det har i EU også Jean-Claude Juncker gjort, ved at forpligte sig med sin vilje til at finde løsninger.

Hos os ser det ikke ud til, at vi har nogen leder, hvis format rækker til mere end ”business as usual”. Ikke i regeringen, heller ikke i en opposition, der indskrænker sig til den rituelle mukken.

Vi har da - som efter 1864, som under Besættelsen - kun hinanden, os selv og de mere eller mindre organiserede støttegrupper for flygtningene.

Dem må vi hælde vores hoved til, som de til os, hvis vi nu skal få sagt farvel til ”Danmark som vi kender det” ved igen at vise vores legendariske mod og barmhjertighed.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd, Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen