Er der en sammenhæng mellem det danske nej og håndbold VM for damer?

Kan politik hente noget i sport? Måske - med god vilje. Der er jo spilleglæden. Vi vil se damer, der elsker at spille håndbold. Vi vil se lidenskab og sejrsvilje. Er det ikke også det, vi går efter hos politikere? Politikere, der brænder igennem med det, de tror på, spørger Povl Henningsen

Vi vil se kvinder, der også kæmper, når de er bagud med otte mål. Never giver up. Det er aldrig for sent. I håndbold kan tingene hurtigt ændre sig. Vupti, så er de otte mål indhentet. Hvordan står det til med kampgejsten i dansk politik? Kan vi se den?, spørger debattør
Vi vil se kvinder, der også kæmper, når de er bagud med otte mål. Never giver up. Det er aldrig for sent. I håndbold kan tingene hurtigt ændre sig. Vupti, så er de otte mål indhentet. Hvordan står det til med kampgejsten i dansk politik? Kan vi se den?, spørger debattør. Foto: Ole Mørk.

HAR DET DANSKE NEJ ved folkeafstemningen i torsdags og VM i kvindehåndbold noget med hinanden at gøre? Afstemning resulterede i en palet af nejer. t nej handlede om kompleksiteten. Det var for svært at forholde sig til komplicerede retsakter. ”Ingen kan forklare mig, hvad det går ud på,” sagde nogle. Et andet nej om suveræniteten. ”De skal ikke have lov til at bestemme så meget, dem nede i Bruxelles.” Et nej til mere EU.

Ét nej handlede om for lidt EU. ”Hvorfor stemmer vi ikke også om en fælles asylpolitik?”. Et andet nej handlede om et nej til den generelle udvikling i Danmark, Europa, verden.”Verden går sin skæve gang - det er på tide at sætte fødderne i.” Og der var mange andre nejer.

Fast forward. Nu er der VM i håndbold for kvinder. Hvis de vinder kampe, kan det samle nationen. På tværs af alder, baggrund, profession, geografi og så videre. Så er der opbakning uden forbehold. Kan politik hente noget i sport? Formentlig - med god vilje. For det første er der spilleglæden. Vi vil se kvinder, der elsker at spille håndbold. Vi vil se passion, lidenskab, sejrsvilje - i alle kampens facetter. Det tænder.

Er det ikke også det, vi går efter hos politikere? Politikere, der brænder igennem med det, de tror på? Der siger, hvad de mener, på en måde, der fænger. Og som svarer på det, de bliver spurgt om.

Aktuelt er det meget svært. Hvordan præsenterer Løkke (V), Pind (V), Jensen (V) og alle de andre et nej med personlig passion på de bonede gulve i Bruxelles? En uriaspost skulle man mene.

For det andet er der kampgejsten. Vi vil se kvinder, der også kæmper, når de er bagud med otte mål. Never giver up. Det er aldrig for sent. I håndbold kan tingene hurtigt ændre sig. Vupti, så er de otte mål indhentet.

Hvordan står det til med kampgejsten i dansk politik? Kan vi se den? Kan vi føle den? Og hvad kæmper vi egentlig for? Hvad skal vi ordne i fællesskab på europæisk plan, og hvad klarer vi bedst selv? Tydeligt og klart formuleret, så det er til at fatte.

For det tredje er det i håndbold dejligt at være med til VM. Vi er med i turneringen. Lige nu sætter vi oven i købet scenen. Vi viser, hvordan en turnering kan afvikles. Og vi håber, holdet præsterer, yder sit bedste, viser vindermentalitet. Det kan samle nationen for en stund.

ALLE, DER HAR HAFT deres gang i Bruxelles, opdager, hvor værdifuldt det er at være med ved bordet, at kunne trykke på mikrofonen og sige, hvad vi synes. Det gør politikere skarpe - personligt, professionelt, kulturelt og sprogligt. Det er spændende, inspirerende og engagerende at være med i intense diskussioner, hvor noget større står på spil.

Desværre er det danske publikum ligeglad. Det skorter på opbakning til dem, der repræsenterer os. Vi mangler tillid til, at de kan forvalte deres mandat ordentligt på den europæiske scene.

Men vi ved fra håndbold, at hvis vi skal vinde, så må træneren tro på sit hold, spillerne må tro på sig selv, og publikum må bakke højlydt op.

Hvad nu, hvis vi prøvede det samme med vores politikere? Kan og vil vi det? Eller er tanken om, at det hele foregår helt nede i Bruxelles med god mad, diæter og fine hotelværelser simpelthen ubærlig for os danskere?

For det fjerde er der spillets kvalitet. Vi vil se flot håndbold. Tempo. Hurtige afleveringer. Elegante indspil til stregen. Individuelle toppræstationer. Og holdspil i verdensklasse.

Desværre går det ikke så hurtigt, når det handler om politik. Styr på flygtningesituationen. Kontrol med grænser. Tjek på økonomien. Arbejdsløsheden. Gang i virksomhederne. Innovation i verdensklasse - det tager tid.

Grundlæggende er de fleste med på, at 28 lande kan meget mere, hvis de samarbejder. At 28 lande har langt flere idéer end kun ét land. At vi må løse de store grænseoverskridende udfordringer i fællesskab.

Det stiller naturligvis store krav til os alle i Europa. Forbehold, særbehandling og undtagelser er næppe vejen frem. Forbehold kan virke lammende på en relation. Fra det nære ved vi godt, at det dur ikke med for mange forbehold, hvis du vil have et job, en kunde, en ven, et godt ægteskab.

Så man kan næsten høre de trætte suk på gangene i EU's institutioner. ”Åh nej, ikke nu igen.” Selvom alle naturligvis vil gøre deres yderste for at respektere det danske nej.

Nå, nu må vi se fremad. ”Lille land, hvad nu?”. Hvad er både nej-sigeres og ja-sigeres vision for Danmark/Europa egentlig? Hvad ser de for sig? Og kan de forklare det, så det fænger?

Povl Henningsen, Sondrupvej 39, Hundslund