Denne klumme skulle egentlig handle om det kristne livssyn, der uden forbehold inspirerede det europæiske fællesskabs grundlæggere. Men debatten op til den afviklede afstemning har været så fattig på perspektiver, at den, uanset resultatet, må ses som endnu et skridt tilbage mod nationalstaternes eskalerende rivalisering.
Lad os derfor mindes den største samfundstænker, der har teoretiseret rivaliseringens væsen: antropologen René Girard, der, som tidligere nævnt her i bladet, netop er gået bort.
Girard udviklede teorien om det ”imitative begær”. Vi spejler os i de andre: Vi begærer det, som de andre vil have. Det skaber en rivalisering, der let kan udvikle sig eksplosivt og true samfundets overlevelse.
Konfronteret med en så alvorlig krise griber mennesker til syndebukmekanismen: Ved at udpege en fælles fjende og ved at udstøde og ofre denne syndebuk, opstår der momentant ro og stabilitet i samfundet - indtil en ny mimetisk krise eskalerer. Girard fandt evidens for denne ”lov” om det mimetiske begær i litteratur, etnografi og i verdenshistorien.
Girards sidste bog hed ”Achever Clausewitz” og omhandler moderne krigsføring. Girard læser Europas historie fra Napoleonskrigene fremefter som en mimetisk voldseskalering, der udfolder sig fra Europas indre, som i rivaliseringen mellem Frankrig og Tyskland, der bliver medvirkende årsag til verdenskrigene.
De gamle æreskoder, der gjaldt behandlingen af ens fjender, fordufter. Det enkelte menneske reduceres til en anonym repræsentant for den absolutte fjende og kan derfor tilintetgøres. Denne mekanisme ligger bag terrorismens væsen og bag de gentagne massemord foretaget af statsregimer gennem det 20. århundrede.
Girard ser ikke den mimetiske vold som et produkt af kulturelle forskelle. Tværtimod ledsages den af en proces, han kalder for ”udifferentiering”: forskelle, der forsvinder.
De galninge, der fløj ind i tvillingetårnene i New York den 11. september 2001, var produkter af den globale udifferentiering. I perioden op til den 11. september gik de på stripbar, drak whisky, så pornofilm og brugte prostituerede. Og når Kina ikke vil lave miljøaftaler, så er det ikke, fordi de er anderledes, tværtimod: De vil bare have flere biler. Ligesom os.
Intet er et bedre eksempel på den mimetiske spiral end koldkrigstidens våbenkapløb. Men tiden efter den kolde krig har ikke afkølet disse tendenser, tværtimod: Globaliseringen hviler på en totalspredning af rivalisering på alle planer af menneskelivet, fra arbejdspladsen til den globale magtpolitik. Vi bruger flere penge på våben og militærudstyr end nogensinde før.
Som samfundsforsker tager Girard Bibelen alvorligt: Kristendommen ændrede verden, fordi beretningen om Jesu lidelser og død ”afslører” alle kulturers sande ansigt.
Titlen på Girards bog fra 1978 ”Des choses cachées depuis la fondation du monde” er et direkte citat fra Matthæus 13, 35, hvor Jesus siger: ”Jeg vil åbne min mund med lignelser, jeg vil fremføre det, der har været skjult, siden verden blev grundlagt.” Paulus' brev til romerne slutter med henvisning til Kristi budskab som ”åbenbaringen af den hemmelighed, der har været hyllet i tavshed i evige tider, men som nu er bragt for dagen”.
Tidligere religiøse myters vigtigste funktion havde været at sløre sandheden om det uskyldige offer og derfra bygge en kult omkring ofringen. Mekanismen virker kun, hvis alle i samfundet er overbeviste om, at det udvalgte offer faktisk er skyld i krisen. Men i testamenterne tages der parti for offeret snarere end forfølgeren. I passionshistorien er der ingen tvivl om Jesu uskyld, og det er den historie, hans disciple fortæller videre.
Kristi legeme og blod er ikke et offersymbol: Det er ikke guderne, der kræver et offer. Jesu død er et ikke-offer, der delegitimerer selve offertanken og lægger låg på offervolden.
Bjergprædikenen er et eksplicit opgør med det mimetiske begær. I stedet for at svare vold med vold, had med had, gengældelse med gengældelse, kan vi bryde spiralen og gøre noget andet: elske vore fjender.
Det sidste amen i Fadervor følges i Matthæus med befordringen om tilgivelse. Offerlogikken erstattes med gaveprincippet: ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer.” (Lukas 6, 38).
Ordene er ikke altid blevet fulgt, men hvad kristendommen har bidraget med af positivt i verdenshistorien, er knyttet til dette princip.
Girard var katolik. Han kunne ikke få øje på noget alternativ til evangeliernes budskab. Vi kan ikke løbe fra vores mimetiske natur, men vi kan finde ikke-mimetiske modeller at følge. Og den ultimative model er Jesus.
Girard hævdede til sin død, at kun en tilbagevenden til evangelierne kunne redde menneskeheden. Ikke fordi han var superoptimist på det punkt. Men det er enten dét eller apokalypse.
På en måde kan vi kun håbe, han tog fejl. Men Girard talte sjældent i lignelser, og hans forfatterskab har hjulpet os til at forstå, hvem vi er - og husket os på at afvise den mimetiske vold, der sitrer under den gyngende grund, hvorpå vores eksistens så skrøbeligt hviler. Endnu.
Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye